Konge! Du, som alle Danmarks Sønner,
Afkom af den ældste Hædersslægt,
Signende Din Dag i Sang og Bønner,
Lydt befale Himlens Varetægt!

Du, hvis Navn og Billed nu omslynge
Krandse paa hver Borg og i hver Vraa,
Hvor sig om Dig Selv ei kunne klynge
Landets Børn med Høitidsklæder paa!

Fredrik, som jeg tidlig Fredegode
Døbte, Dit Danfanas unge Præst,
Mens blandt Skialdene, der om Dig stode
Signende, jeg ofte stod Dig næst!

Konge! Fader! Fiern nu fra Dit Øie,
Skiøndt i Aand og Iid Dig evig nær,
Kan til Sangen ei Dit Øre bøie
Sangeren, der eengang var Dig kiær!

Ei med Trygleren omkap jeg træder
Op ad Naadetrappen uden Kald:
Kryben ei, saa lidt som Hovmod, klæder
Dannerkongens alderstegne Skjald.

Men af Sanger-Kredsen udelukket,
Der paa Borgen selv tør Harpen slaae,
Stiger dog for Dig til Himlen Sukket
Klangledsaget i min skiulte Vraa.

Skjalden, i et halvt Aarhundred graanet,
Som hvergang Din Festdag kom igien,
Sang Din Lovsang, troer sig hvergang skaanet
Sangerlivet, for at synge den.

Det var saa de gamle Skjaldes Vane,
Kongelov og Sangliv var dem eet:
Først, hvor endtes Danskjoldungens Bane,
Danneskjaldens Fied ei meer blev seet;

Thi, at frygte Gud og Kongen ære,
Er det høie Skjaldskabs første Bud;
Og min Sang skal uafbrudt det lære,
Til med Fredrik jeg gaaer hiem til Gud.

Vær velsignet, Nordens Førstefødte!
Danmarks Fader! Herthas høie Søn!
Signet for hvergang Dit Hierte blødte
Ved hver Dans og Anguls Saar i Løn!

Vær velsignet høit for Hierte-Tømmen,
Du har paa Dit Almagt-Zepter lagt!
For hvert Offer af Erobrer-Drømmen
Du har vaagen Fædrelandet bragt!

Vær velsignet, til Du bringer heden,
Villien, som seirer over hin,
Og hvor selv Trajanernes herneden
Straale vil i Godhed under Din!

Men tillad, mens Skjalden lydt velsigner,
Dannerkonge, Dig! at dannediærv,
Og med freidigt Mod, som Fædres ligner,
Han Dig yder meer end denne Skiærv!

Ei med Lovsang, der sig selv belønner,
Naar det fulde Hierte bryder ud -
Ei med een blandt Millioner Bønner,
Som for Dig idag opsteeg til Gud -

Ei med Harpens Klang i Field og Dale -
Ei med Tak, og ei med Ønsker blot
Danneskjalden troer at afbetale
Giælden til sin Hiemstavn og sin Drot.

Men, som hine, der ved Kongens Side
Blot ei qvad hans Priis ved hver en Fest,
Men i Kampen og ham hialp at stride,
Værner han for Dan, som han kan best.

For sit Skialdskabs Banner at forsvare,
Troe sin Konge, frygtende kun Gud,
Hvor han skuer Dannished i Fare,
Drager han mod begges Fiender ud.

Konge! lad ham i Din fierne Skygge,
Hvis og langt fra Thronen i Din Hald,
Dannisheden efter Evne bygge,
Før han døer, et Værn mod Overfald!

Og trods alle Stormene, som tude
Mod hans Stræben, og trods alle Lyn,
Der ham trudselblinke, det er ude
Med hans Harpespil, som med hans Syn,

Og trods alle Sorgerne, som tynge
Fredrik Fredegodes glemte Skjald,
Skal end længe hver Din Fest forynge
Gubbens Kraft til Rygten af sit Kald.

Vær velsignt af Danmarks fulde Hierte,
Gode Konge! Godhed signe Dig!
Evig skal Dig synge selv min Smerte,
Hvis og i min Vraa Du glemmer mig!

Thi hvis Du, min Hersker og min Fader,
Alle gode Danskes beste Ven!
Ei Dit Øre for min Sang oplader,
Veed jeg, Han i Himlen hører den.