Rige Fugl kommer susende,
Kommer brusende
Med sin Hams forlystende Prang.
Fattig Fugl kommer hinkende,
Kommer linkende
Med sin Barms uskyldige Klang.

Danmarks Helikons Frøkner og Fruer,
Herthas søde parnassiske Duer,
Hvor nu Fugl flyver ind, flyver ud,
Ei paa Lyrens, ei heller paa Luurens,
Ei paa Kunstens, og ei paa Naturens;
Men paa Modens de vinkende Bud.

Ak! hos Eder, I Hulde, der vanker
I aandelig Leeg og i Spøg
Saa mangen en Høg over Høg
I Flyven — fra Lærke til Giøg.
Naar I hører, I Søde, det banker,
Det er altid et Digterbesøg.

Seer I deilige Farver at spille,
Eller hører I Nynnen i Smugl,
Det er Skialden — den store — den lille -
Den rige — den fattige Fugl!

Medens hin inden Tilliens Skranker
Udfoldende Regnbuens Glands,
Med den hundredøiede Svands,
Og fortryllende Billeders Dands,
Stolt, i legemlig Synlighed, spanker,
Den Lille med Spurvpusselanker
Gemeenlig kun kommer i Tanker -
Undseelig, formedelst de smaa
Skinfattige, lurvede, graa
Duunbuxer, den Stakkel har paa.

Derfor naar i Farvernes Luen
Der høres en underlig Sang,
Det klinger, som Vinden i Stuen -
Og Helikons-Frøknen og -Fruen
I Sofaen vinke: kom! kom!

Men toner usynlig engang,
Som slog det med Flagren paa Rude,
For de Smaa paa Skammelens Pude
Den inderlig bævende Klang,
Det høres, som Vinden derude -
Og den bryder ingen sig om.

Dog lod og de Ni sig forføre
Til Farten paa tydsk og paa spansk
I Modens nærværende Føre
Med døvende Bielder bag Øre,
Jeg veed, at de Trende mig høre,
Hvis Ynde mig tryller paa dansk -
Og dem er det mig om at giøre.