Dana! hvis i Sangens Aftenrøde
Skialden, truffen af en doppelt Piil,
Sødtveemodig ei sig kan forbløde,
Uden mindste Træk af bittert Smil,
Døm, trods et Par rørte Strenges Smerte,
Bittert ei hans danske Harpes Hierte!
Kiærlighed til Skiønt — til Hæsligt Had -
I hver Livets Have følges ad.
Rosen selv jo, Blomsters hulde Dronning,
Har paa spæden Stengel Odd ved Odd;
Bien samler vel til Kuben Honning -
Men mod Snegle har den og en Brodd.
Paa Dit Alter strøer han Rosens Blade,
Tornene kun for dets Fienders Fied;
Smiler end Du aldrig til ham ned,
Kan den fromme Skiald dog eene hade
Hvad Dit Tempels Hegn vil bryde ned.