Apollo ledte mig til Bredden af Castale,
Hvor Gratierne mødte mig i Dands;
Med frygtsomt Blik, med Stammen i min Tale,
Og dog med Fryd, som ingen Toner male,
Nedlagde jeg for dem min Krands:

„Modtager den, tilbedede Gudinder!"
Saa stammed jeg, — „den uanseelig er;
Men Uskyld bandt den — og fra mine Kinder
En Taare randt paa hvert dens Blad, Gudinder!
O! disses Dug er alt dens Værd."

De tog den med de Smil, som vækked op til Live
Saa mangen Kold og Følesløs og Død;
Jeg ved hvert Smil saae skiønnere den blive -
Kun Gratierne tage, for at give!"
Saa deres søde Stemme lød.

„Charlotte," sang den første, „vor Veninde,
Skal denne Krands af os sig skiænket see!"
„Charlotte," sang den anden, „den skal finde"
„Forskiønnet," sang den tredie Gudinde -
„Charlotte!" sang de alle tre.

Grevinde! (men min Tak kan Taushed eene male)
Chariterne forlode mig i Dands
Fortryllet, stum, fra Bredden af Castale,
Med Følelser, som Gratier kun tale,
Jeg saae dem række Dem min Krands.