At Baggesen endnu, min Adler! lever,
Fra hver sit Livs tilvante Næring fiern,
Og, trods sin Pandes Knusen, Juras Værn
Og Hiertets Tyngde, let og vever
Stik giennem Bisen end mod Norden svæver,
Beviser mig, hans Siæl maa være Jern,
Hvis og hans Krop er Trøske.
Skiøndt mig dækker
Omsonst det skiøre Liv tredoppelt Uld,
Skiøndt intet meer mig Frysende forskrækker
End blotte Tanker paa formeeret Kuld,
Da den, jeg føler, alt mig Modet knækker,
Nordpolen Oldingen dog stedse trækker
Til Favnen, der engang var Drengen huld.

Ja, hulde Broder Adler! mig blev givet
(Det føler dybt jeg i mit gamle Bryst)
En evig underfuld magnetisk Lyst,
Der overlever Lysten selv til Livet
Og volder, at naar knuust selv Hiertet meer ei slaaer,
Dets inderlige Kraft dog aldrig reent forgaaer.
Den Lyst er den: imellem Sydens Grave,
(Hvor med hver anden Lyst det er for mig forbi)
Til Fredriks danske Slot, til Christjans danske Have
Og samtlige Kiærminderne deri. -
Saa stærk er disses hulde Tryllerie:
At, efter nys at have funden
Min længe tabte Samling — og, med den,
Den Sundhed ikke just (der synes reent forsvunden),
Dog Syn, og Haand, og — Brugen af min Pen,
Istedenfor de Venner og Veninder,
Der i Paris mig overvældte med
Beviser, hvortil faa man Mage finder,
Paa Venskab og paa venlig Kiærlighed,
At svare paa de ufortrødne Breve,
De mig, der aldrig svarede, tilskreve,
Jeg (skiøndt jeg dem og stedse skrive vil)
Dog, Brev i Brev, kun skriver Hiemmet til.
Dig — (træk ei alt for haanligen paa Næsen
Ad dette lidt vel broderlige Du!
Jeg i Fortrolighed var fordum selv lidt kræsen,
Og er det, trods min Simpelhed, endnu;
Men, i et rimet Brev en Ven at demme,
Som Aand og Hierte dutter, synes mig
Saa lidt i dansk Natur at have hiemme
Som i kunstløse Vers at rime sig -)
Dig, kiære Adler! (efter Ham, hvis Naade
Mig, næst min Skabers, er mig dyrebar,
Og Hende — som jeg giver dig at raade -
Hvem jeg, dog kun i Drømme, skrevet har)
Blandt alle dem, jeg elsker, først jeg sender
Mit knapbegyndte Livs endnu kun svage Skimt
Af Flammer, der i Hiertets Indre brænder,
Og af det Lys, som deres stegne Glimt
I mit formørkte Hoved atter tænder.
Tilgiv dets Flagren mellem Poesie
Og Prosa — da jeg om igien maa lære
Fra først af alt mit glemte Skriverie -
At Rim bestandig blande sig deri,
Er næsten uvilkaarligt, paa min Ære.

Vær hilset inderlig, min Ven!
Med min Taknemmeligheds hele Fylde,
Ei blot for hvad du mig har skiænket, men
Fordi du giver Dem, vi begge hylde,
Nu jeg og, med mig selv, min Pen,
Saa got som tabt, i dødlig Dvale blune,
Med tifold Liv og Ynde, Vid og Lune,
Foryngt, den gamle Baggesen igien!
Tak, fordi jeg, i mine tabte Dage,
Med Hensyn paa mit Hiem, kan tænke mig
Med hele min Hengivenhed i dig,
For Christjan og Amalia tilbage!
Tak, Adler! fordi du er den du er,
Og hvad jeg ønsker begge fiern, opfylder,
Betalende for mig, hvad jeg Dem skylder,
Med doppelt Evne til at more hver!

For Ham og Hende, som du daglig skuer,
(Misundeligste mellem alle dem
Jeg misundt har i mit misundte Hiem)
Fornemmelig den Hiertets Flamme luer,
Som ingen Storm i Livet slukker ud. -
O! hvad mig piinligst brød i Hov'dets Brud,
Var, at for Dem, hvis Yndest meest jeg skyldte,
Med al den Kiærlighed, mit Hierte fyldte,
Jeg reent var tabt. Da skiænkede mig Gud
En Drøm, midt i mit Vanvid, der mig lindred,
I det sig levende min Siæl erindred
Min sidste Afskedsbøn til dig, min Ven:
O! vær vort Fyrstepar i doppelt kiære
Opmuntringer paa Himmelveien, hen
De gaae til evig Priis og Danmarks Ære,
Hvad — ung, med dine Evner, Begge nær,
Som nordisk Henriquatre-Secretair,
I Sullysk Stræben — jeg Dem vilde være!
Jeg takker dig, min Adler! hiertelig,
Fordi — (mig siger det endnu mit Hierte,
Hvad alt dit Væsen i Paris mig lærte)
Du, viis og god og munter, elskelig
Bestandig denne Bøn opfylder mig!
Hvis og du har mig glemt, Gud veed, jeg det tilgiver,
Som jeg det fuldt tilgiver alle dem,
Jeg elskende mig mindes i mit Hiem;
Min Skiæbnes Skyld det er, hvis man mig utro bliver,
Ei mine Venners: Ingen af dem veed,
Hvad jeg til Undskyld for min Tausheds Brøde
I al den Tid, jeg intet meldte, leed,
Og hvor aldeles i det sidste Aar jeg døde,
Værd deres venlige Medlidenhed.
Nu, pludselig en Haabets Morgenrøde
Bestraaler her mit Memnons Bryst paa ny,
Nu synger Danmark atter jeg imøde
Det første Livets friske glade Gry. -
Ja, fald, hvert Digter-Korthuus, jeg mig bygte!
Hver Sæbeboble, jeg har blæst, forgaae!
Med mine sidste Sange døe mit Rygte!
Lad være pustet ud, med Halskovs Lygte,
Den aandelige Praas, man eengang lyse saae
Ved Kaasen mellem Hvilehøi og Spraa!
Eet Vers dog, jeg har digtet, skal bestaae!
Det nemlig: 'Ingensteds er Roserne saa røde,
'Og ingensteds er Tornene saa smaa,
'Og ingensteds er Dunene saa bløde,
'Som de, vor Barndoms Uskyld hviilte paa!'
Tidt følte jeg det her og allevegne,
Hvor Skialdens Hierte kom sit Hiem ihu,
Fiernt fra Kong Fredriks og Prinds Christjans Hegne;
Men aldrig, elskte Adler! dybt som nu -
Nu, Livets første Morgenstraale bryder
Mig atter frem bag Dødens Tordensky
Og i det næsten brustne Hierte gyder
Med klar Erindring Fremtids Haab paa ny -
Nu, da jeg atter løst af Vanvids Lænker
Kan ordne mine Følelser i Sprog
Og klart mig selv fortolke, hvad jeg tænker,
Hvergang jeg blader i min egen Bog -
Nu, jeg kan læse, hvad mig Andre skriver,
Og skrive selv, hvad Andre læse kan
(Hvad dog maaskee endnu et Spørgsmaal bliver,
Om det saa vist i dette Brev gik an?) -
Nu, da jeg samle kan, hvad Blikket sanker,
Men hidtil strøet og blendt i Lyn paa Lyn,
Til Andres Aander fattelige Tanker,
Til Andres Øine skuelige Syn -
Nu, da lidt efter lidt den Taage svinder,
Som dækkede mig længe Tid og Rum -
Nu, hvor jeg var og hvor jeg er, jeg minder
Mig klart paa ny, som vaagnet af en Slum -
Nu, jeg mig levende paa meer besinder
End paa min Skiæbnes sidste Tordenskrald,
Og andre Træk i min Erindring finder
End Sygdom, Tab og Styrten Fald paa Fald -
Nu, jeg kan skue skiælnende tilbage,
Fra Nuets lyse Top med klaret Blik,
Paa Veien, jeg i mine sidste Dage
Fra Grav til Grav i Mulm og Blinde gik -
Nu seer, i from Erindren, barnlig Haaben,
Min Siæl med inderlig veemodig Lyst
Bestandig Fædrelandets Himmel aaben,
Og Fredrik Christjans Billed i mit Bryst.
Jeg seer det drømmende, jeg seer det vaagen,
Omtindret af en dansk Kiærminde-Krands,
Rundt om mig seirende forjage Taagen,
Med Nordens friske Dagbruds milde Glands,
Bag dette seer jeg Vennernes, som leve,
Hvis Troskab giemmes evig i min Troe,
Og omkring Hendes, ak! Venindernes, som svæve
For Nannas Skiald her, og i Lysets Bo -
Og, hvor jeg staaer og gaaer, det Billed smiler
For min af Glemselsdybet stegne Aand,
Der, fri paa ny mod Hiemmets Himmel iler,
Afkastende hver fremmed jordisk Baand.
Og, o! hvad hindrer, Tanken meer ei bundet,
Min Aand at svæve nu sin Vugge nær?
Hvad hindrer Hiertet, der har Vinger fundet,
At være der, hvor du, min Adler! er?
Lad Hammen ogsaa blive her tilbage,
Den Ham, som Aar og Sygdom har fortært,
Som tidlig luslidt blev i jordisk Plage,
Den gamle Ham er nu dog intet værdt.
Jeg er hos Eder Selv. Det Nyn, den Tone,
Den Livets evig unge Poesie,
Det Spil af Graad med Glædens Latter i,
Man yndede i Rue Castiglione,
Med al dets Snurrighed, er nu paa Sorgenfri -
Der svæver det usynligen i Luften
Om Dem, for hvilke det er til endnu,
Med Hiertets evige Violers Duften -
Men, o! min Adler! svar mig du:
Erindrer man end der, hvor nu den unge pranger,
Med huld Medlidenhed den gamle Sanger?
Efterskrift.

Endnu en Forespørgsel: er det Brev,
Jeg nyligen (min første Skrift-Forsøgen
I Aar), med Vedlæg, til Hans Høihed skrev,
Hvori jeg tvang min Veemod selv til Spøgen,
For ei at keede Ham med Klagesang,
Og gaaet mine fordums Breves Gang?
Hvad? eller er det kommet Ham tilhænde,
Og har, i dette Fald, med naadigt Smiil
Han læst det? Har Han huld forladt dets Stiil,
Der, som jeg frygter, lidt for stærkt har røbet,
Hvad med mit sidste Skibbrud gik i Løbet?
Har han erholdt de Breve, som min Søn
Ham tilskrev paa sin Faders Bøn,
Og Kassen med Insekter, Coopmanns loved
At sende med Skibsleilighed (hvori
Jeg havde Dag og Nat, med halvknuust Hoved,
Selv pakket Samlingen, som, i sin Agonie,
Min Paul mig bad Prinds Christian at skikke)?
Vel glemt en Tid lang; men dog ikke:
Da, Døden nær, jeg laae med freidigt Mod,
Fordi mit Danmarks Skytsaand for mig stod,
Prinds Christjans Haandtryk og Prinds Christjans Blikke.
Hils alle Venner og Veninder,
Som end med huld Deeltagelse mig minder,
Ja! hils endog ret venlig alle dem,
Der end paa Baggesen dem blot besinder,
Men hils for Alle Perlen i mit Hiem,
Ei blot i Danmark, men i Norden -
Ei blot i Norden, men paa hele Jorden -
Ei blot paa Jorden, men engang i Himmelen,
Saavidt, hvad her har straalet, pryder den!