Held følge dig, min Ven! hvorhen du vandrer!
Vær, hvor du kommer, stedse lykkelig!
Og, skiøndt du Luft og Opholdssted forandrer,
Saa bliv dig selv dog for bestandig lig!

Saa flytter Himlen med dig, hvor du reiser;
Et ædelt Hierte skaber selv sin Fryd;
Det Land, hvor lutter Iis-Kolosser kneiser,
Omdannes til et Paradiis ved Dyd.

Hvor meget meer da Fyen, som allerede
Er i sig selv et halvt Slaraffenland;
Hvor man kan blive deilig tykke, fede,
Med Halvten af din Godhed og Forstand.

Men, naar du sidder hist engang i Tiden,
Og gotter dig ved opfyldt Pligt og Grød,
Og, som jeg haaber snart vil skee, ved Siden
Af elskte Mage — bliv kun ikke rød!

Du har vel og, som andre Folk, en Pige;
Hvis ikke, faaer du ganske sikkert en;
Lad da en kiærlig Tanke stundom snige
Sig over Belt og Siælland, til din Ven.