Da han holdt op at qvæde
Til Pindi stjernekronte Top,
Til laurbærkrandsede Castale,
Skal Sangens Jubler hvirvles op
Fra Herthas blomsterklædte Dale!
Hør, Phoebus! deres høie Lyd,
Med Vellyst hører den, I Muser!
Thi min og alle Danskes Fryd
Fra Harpens gyldne Strenge bruser.

Forjag hver mørk og rædsom Skye,
Apollo! fra dit lyse Sæde;
Al Sorg og Harm fra Pindus flye,
Og ingen Sanggudinde græde;
Men smile, som den Dag, hvorpaa
Til Jordens Lyst og Frankrigs Ære,
Man Verdens største Momus saae
Til Lyset bringes i Voltaire!

Hver ædel Olding glæde sig
I vore gamle Trillingriger!
Hver Yngling fryde sig med mig!
Og smiler alle Nordens Piger!
Hver synge høit, paa sin Maneer,
I glade Triller og Rullader;
Thi see han qvæder ikke meer,
Som qvad de skottiske Ballader.

Kast, o Calliope! dit Blik
Til hine gyselige Dage,
Da svøbt i Tordner de fremgik,
For danske Folk paa skotsk at plage;
Da de med Lurens Turlulu
De bedste Hierner grusomt brøde,
Som ei begreb, hvorlunde nu
De Qvæder qvad, nu Døden døde.

Da flygted alle Muser bort,
Fra Codans skovbekrandste Bredde;
Og lukte hiemme Templets Port,
For sig mod Overfald at redde.
Thi rustet saae man her og der,
Opmuntret ved min Helts Exempel,
En skottisk-dansk Ballade Hær
At storme fræk mod Musers Tempel.

Men Glæde fylder Skjaldens Bryst
Til høie Toners Harmonier;
Thi Hæren svandt, og, søde Lyst!
Alt længe nu dens Fyrste tier.
Og derfor, Barde! til din Priis
Skal Harpens høie Hymner klinge,
Fordi du kunde stor og viis
Den Rasen i din Barm betvinge.

Held dig, at du, skiønt ung endnu
Dog slængte Luuren! ak! dens Torden,
Hvor meget Onde kunde du
Med den ei rettet an i Norden?
Jeg skialv, da, Roms Dictator lig,
Du ædelmodigen nedlagde
Din Magt. O Efterverden, siig,
Mon videre man Seier bragde?

Hin, stor ved steenopfyldte Søer;
Hin, thronende paa Roms Ruiner;
Hin, kiempende mod Hydrens Kløer;
Hin, kold ved Cloes kielne Miner;
Hin, herlig ved sin Harpes Klang,
Udødeligheds Krone vinder;
Men dig, fordi du meer ei sang,
Blandt alle disse størst jeg finder.

Thi meer end Capitolets Vagt,
Og meer end Jubas største Løve;
Meer end Sireners Tryllemagt,
Hvis Virkning mangen Helt maa prøve,
Modstod du; med en vældig Arm
Alcides fældte kun en Drage;
Men du slog i din egen Barm
O Helt! en Hyder uden Mage.

Derfor skal fierne Fremtid see
Dit Navn i andre Barders Sange,
Naar dine Qvad, som snart skal skee,
Gaae slige Digtes vante Gange;
Thi freidig tør min Muse spaae,
Da du har voldt saa mangen Glæde,
At skiønsom mange fleer opstaae,
Og dig til Ære Hymner qvæde.

O gid dog hver en Rimegast
Af dit Exempel vilde lære,
At kiæmpe mod den slemme Last,
Paa Prent kiedsommelig at være!
O gid dog hver en Hungers Præst,
For slig en Lovsang at fortiene,
Gav Phoebus atter snart en Fest
Ved at forlade Hippocrene!