Lille Guste! vær ei vred paa mig
For de Kys og Favntag, dig velsigne!
Er jeg Barn, saa ligner jeg jo dig;
Og bør jeg vel blues, dig at ligne?

Hvordan bød Uskyldighedens Ven?
Aldrig gaaer hans Lærdom mig af Minde:
„Kun som Barn du kom i Himmelen,
Eller du var aldrig end derinde."

Lille Engel! ræk din Haand til mig,
Led mig ind i Barnets Himmels Glæder!
Hvergang Dørren aabnes der for dig,
Glem ei ham, som uden for den græder!

Giv mig venlig i det mindste Nys
Om den Vinge, som til Himlen hæver!
Skiænk mig huld et paradisisk Kys
Hvergang ud, og ind igien, du svæver.

Mens end varer, Engel, dit Besøg
Mellem dine Sødskende herneden,
Und mig Deel i hver uskyldig Spøg!
O! saa blir mig Byen selv et Eden.

Dands paa Roser mod din Sommerdag,
Giem mig Beltet, Signe, giv mig Ringen!
Gode Lille, blandt de Smaa mig tag,
Eller ogsaa dandser jeg med ingen.

Giv mig atter min forsvundne Vaar,
Giv mig min Uskyldighed tilbage!
Und mig, kun at være tretten Aar,
Og en lille Syvaarsengels Mage!

Jeg var lille, veed du nok, som du,
Da jeg saae, som Prikker, Stierner tindre —
O, som dengang, er jeg det endnu -
Og i Grunden selv maaskee lidt mindre.

Giem da dette lille Børnespil!
Lad os Edens Lyst hinanden lære!
Jeg din Glædes Hyrde være vil,
Og du skal min Fryds Hyrdinde være.