Du, hvis Moders Himmelharpetoner,
Mens den unge Digters Taarer flød,
Bar hans Aand til Thronen over Throner
I hans Andagts Sang om Christi Død -
Du, hvis Edenuskylds Englestemme
Nys fra Støvet hæved den igien,
Og i Klang, som Hiertet ei kan glemme,
Bar den atter op til Himmelen!

Hulde Mø, som Tidens Rosers Skaber
I en Duft af Evighedens Vaar
Gav den indre, som sig aldrig taber,
Til den ydre Skiønhed, som forgaaer -
Du, hvis Ild og Aand og Ynde, Himlen
I dens Æther-Morgenrøde lig,
Skialdens Blik igiennem Taage-Vrimlen
Over Jorden aabenbarte sig!

Du, som, medens hvert et andet Øie
Trylledes af Dine Vingers Glands,
Hævede hans Stirren mod det Høie
Med den Flugt, som undgik deres Sands!
Du, hvis dybe Suk i Tidens Latter,
Englehiertets Hoben skiulte Skat,
End eet Hierte fyldt af Veemod skatter
Her i Aandens slukte Stierners Nat!

Mens omkring dig Vrimlens Fakler lued,
Har du følt, hvor dette Hierte slog?
Har du seet hvor dette Blik dig skued,
Mens forbi dig Nattesværmen drog?
Har du hørt, af vilde Fantasier
Ombasunet paa din Jomfrugang,
Hvor i andagtstille Melodier
Skiult, som din, en Aand din Ynde sang?

Har du følt det, o! lad aldrig glide
Foden, Skialden bar hans Himmels Lyst!
Lad usynlig vandre ved din Side
Hvad der vaager for dig i hans Bryst!
Har du seet det — o! da fly hver Snare
Paa din muntre Flugt i Livets Vaar,
Og dands, her alt krandset, uden Fare
Til det Alter, hist beredt dig staaer!

Har du hørt det — o! saa lad ham drikke
Paa sin Digtervandrings sidste Gang
Himmelbægret ud i dine Blikke,
Og Cherubers Nektar i din Sang!
Og — naar saa han hviler — lad en Taare,
Perlefyldt af Veemods Salighed,
Rinde, min Augusta! paa hans Baare
Fra dit Øies Uskyldshimmel ned!