Naar Fest-Klokken ringer
For Vaarens udspringende Knoppe,
Mens flagrende Vinger
Forlade de vuggende Toppe -
Naar Skovenes Spæde,
Nu voxne, fremtræde
Paa Jordkirkegulvet, hvor Stammerne staae,
Som Morgenens Brude klædt paa —

Naar Straalernes Fader,
Velsignelsers Præst i det Høie,
Med Smil da nedlader
Til Jorden det himmelske Øie -
Naar huldt han bestyrker
Hver Væxt, som ham dyrker -
Da toner hvert Orgel i Dal og i Skov
Den evige Kiærligheds Lov.

Trods Høst-Vindens Vinger,
Trods Tindingsafblomstringens Smerte,
Den Maisang gienklinger
I Digterens elskende Hierte,
Hvergang ham det Billed,
Som Vaaren fremstilled,
Fornyes, som Uskylds og Barnligheds Giæst,
Paa Jomfrubebudelsens Fest.

Men o! naar i Vrimlen
Af Kiærligheds modnede Druer,
En Perle fra Himlen
I Rosernes Rose han skuer -
Naar samtliges Dyder
Den Yndigste pryder,
Saa taber, til Harpens den zittrende Klang,
Hans Nyn sig i Englenes Sang.