Veninde! Skiøndt, fra han var liden,
Til han blev Ingen, neppe nogen Bleg,
Jens Baggesen i Bleghed veg,
Og heller ikke (troer jeg) før og siden -
Bleg ikke blot, som Vessel, fød,
Men bleg, som een, der alt er et Par Gange død,
Og med Kulør saa svagt begavet,
Som nogen, der er lige tidt begravet -
Ifald De kunde her mig see,
Naar jeg faaer Øie paa de Komplimenter
Fra Dem til mig, man i Danfana prenter
Med Brevet, min Uskyldighed
I Trykkeriet sendte ned -
Hvis Deres Blik igiennem Muren
Nu saae mig her ved Korrekturen,
Saa blussende, saa panderød,
Som Drengen Amor nylig fød
Blandt Roser paa sin Moders Skjød,
I hver en Purpurkind en Glød,
De vilde raabe — maaskee skrige -
Som hver en overrasket Pige:
Den Mand er Pokker ikke død!
Og Exellentsen Warnstedt, eller
En anden Musers Hofpatron,
Der tar Notits af min Person,
Vist vilde sige: Fanden heller!
Thi til den Rødmen her med eet
Fra Næsetippen ned til Hælen,
Ei blot af Kroppen, men af Siælen,
Har intet Hofblik Mage seet!
Dens Topmaal af det Blodigrøde
Gaaer, føler jeg, saa blodig vidt,
At der kun feiler meget lidt,
Man, uden Sind og Sands at støde,
Vel kunde kalde det: at bløde.
Prindsesse! (Datter af Oedip,
For smukt at følge Kongedøttres Skikke
De kan og bør paa denne Titel ikke
Gie Slip)
Har De betænkt, hvor grusomt her de spilled
Med een, der aldrig Dem i Verden drilled?
Jeg Upoet Apollos Søn?
Saa kaldet af en Konges ægte Datter,
Ei blot i Eenrum og i Løn,
Men offentlig for alles Latter?
Jeg, som den hele Penneverden veed,
Kun rime kan til Nød — ved Leilighed -
Jeg, som har aldrig, selv i Urteboder,
(End mindre paa vor Scene) slaaet ihiel
Den mindste Gangerpilt, den mindste Træl,
End sige: Konge, Fader, eller Moder -
Jeg hvem hver Muse nægtede hver Bøn,
Selv om de mindste Lunets ægte Smuler,
Der under Borde faldt i Ludlamshuler -
Jeg pindisk Prinds? Ja saa! Nu staaer jeg der en kiøn!
Og — jeg har selv besørget Brevet
Til Tryk, i hvilket det staaer skrevet -
Og — ingen Redning i min Nød!
Danfana kommer dog for silde -
Hvis jeg det og omgiøre vilde,
Bogtrykkeren det nu forbød. -
O! gid jeg var krepeert i Fior af Kulde!
O! gid jeg laae med hint berømte Kirsbærtræ
Dybt i min Grav i Voldens Læ
Bestemt aldeles under Mulde,
Og saa tilgavns fuldkommen død,
Som een, der var det alt før han blev fød!
Krepere maa jeg dog omsider -
Omsonst jeg som en Orm mig vrider —
Det Æresstød jeg overlever ei
Paa min beskedne Heldevei -
Men — hvilken Død er tragisk usel,
(Næst den af Sang) som den af Blusel?
Hvis altsaa for den spilte Streg
De venter Tak De maa Dem vende
Til mine Fiender! Hver min Fiende
Vil takke Dem; men ikke jeg.
Dem har De skiænket, hvad de ledte
Forgiæves om til deres Krig,
Hvorfor omsonst de hidtil svedte:
Lidt Aarsag at misunde mig.
Dog, Gudskeelov! i denne Tanke,
Veninde! spirer mig en Trøst,
Der, skal jeg troe Fornuftens Røst,
Kan blive mig en Rednings Planke:
Den nemlig: at, ved selv at lade
Virakken, som jeg seer med Skræk,
Udblæse fra mit eget Stade,
Jeg blæser al Betydning væk.
Ved ret at overveie Brevet,
Det er en spydig Parodie:
Det meget smigrende deri,
Nu, det ved mig er prentet blevet,
Saa velmeent og maaskee det var,
Mig giør i Grunden reent til Nar.
Thi, som jeg selv nu føler Sagen:
Den Roes, hvorefter jeg var snagen,
(Imellem os) i Poesie,
Nu, jeg den selv har lagt for Dagen,
Er intet uden Ironie,
Kun Bitterhed er nu dens Sødme;
Mens korrigerer den min Pen
Tilintetgiør jeg selv jo den -
Jeg frit kan holde op at rødme,
Og blive bleg, som før, igien.

Det vil jeg og, og rolig svare
Paa Brevets hulde Vittighed,
Som om det smigrende Tarare
For Resten kom mig aldrig ved.

Hvorledes — læst nu, eller ikke -
Det kunde falde blot mig ind,
Et Brev fra Dem paa Post at skikke
Med mine hen i Veir og Vind,
Som om jeg troede, min Danfane
Var en Stafet til Pythonbane,
Maae jeg forklare Dem, som Tolk
Engang for mig hos visse Folk.
Jeg først henvendte mig til Manden,
Der vel ei gaaer til Phøbus Bud,
Men fast, som Potten, og, som Panden,
Hos ham gaaer daglig ind og ud,
Jeg mener Weyse — der kan stikke,
Jeg veed ei hvad, især i Spil,
Hans Majestæt, naar han kun vil -
„Men," svarte han, „jeg gider ikke."
Fra ham jeg løb til Heiberg hen -
Der, om jeg ellers rigtig skiønner,
Imellem hans næstældste Sønner
Er danske Kiæledæggen — men
Han svarte: „Hvad De selv kan bringe,
Dertil behøves ei min Vinge!"
Forsikkringen, om og ei sand,
Dog klædte godt den unge Mand.
Strax efter kom den yngste, Thiele -
Som om han kom deroppe fra -
„Bring," sagde jeg, „men De maa ile,
Smukt dette Brev til Herr Papa!"
„Hvorledes?" smilte han, „allene
Jeg hidtil aldrig gik derop!"
Han drak for dybt af Hippokrene,
Til Voven af et Modens Hop. -
Som jeg nu stod der lidt forlegen
Med Leiligheden i en Hast,
At mig tilsidst faldt ind min egen,
Kan ingen lægge mig til Last.
Vel kiender jeg endnu en anden,
Men den er Dem og mig for dyr;
Kureren, en forvoven Fyr,
Er, indtil Luxus, fra Forstanden.
Jeg altsaa lagde slet og ret
Det sendte Brev i min Paket.
Hvis nu den halve Pakke gaaer til Grunde,
Hvis Phøbus, (faaer han den omsider og)
Den slænger hen i næste Himmelkrog,
Jeg tro har giort dog, hvad jeg kunde.
Men — neppe slænger han den ganske bort;
Jeg øverst lagde Brevet med Addressen -
Hans Blik vil skiælne Træk af Juliane Jessen;
Thi naar kom vel hans skarpe Blik tilkort?
For Deres Skyld maaskee han og vil læse,
Veninde, mangt et lille Digt af mig,
Hvoraf han ellers i sit Himmerig
Deroppe sikkert vilde giøre Næse.
Thi sæt, jeg virkelig og var hans Søn -
(Han har saa mange Slegfredunger, eller,
Hvad Fransken artig kalder Natureller,
Med næstendeels det hele smukke Kiøn,
At jeg, foruden alt for megen Ære,
Vel deriblandt i Smug kan ogsaa være)
Sæt, han og havde giort lidt Cour til min Mama,
Mod sine Sønner (notabene,
Naar de for høit det mærke lâe)
Han er en meget stræng Papa -
Man veed, hvor den, han havde med Klymene
Kom allerede slemt derfra.
For nu at sige Dem min heel beskedne Mening
Om Gaaden i vor tegnte Pantheon,
Og Deres Løsnings artige Forening
Af mig (sâe Hunden) og Bellerophon —
Da synes mig oprigtig paa min Ære,
Hvis det er ikke det, saa burde det det være;
Det smigrende for mig tilsidesat,
Hver anden Løsning, troer jeg, blev lidt plat.
Dog gad jeg vidst, hvem Brodren er, De mener,
Som jeg skal have slaaet ihiel,
Poetisk talt, med eller uden Skiæl -
Jeg — som man rigtignok poetisk steener;
Men som dog selv har aldrig dræbt enfin
Endog den allerringeste Cousin,
End sige nærmere poetisk Slægtning,
I hvadsomhelst parnassisk Fægtning?
Vel slog ei sielden for den gode Sag,
Min Pen imellem ganske vakkre Slag;
Men hvis og Fienderne imellem saaes at bløde,
Jeg veed dog ganske vist, at ingen døde;
Det lader tvertimod, man sige hvad man vil,
At jeg lidt meere Liv i disse Stillesiddere
Fik bragt hver Gang, jeg lidt slog til -
Slog mine Brødre jeg i dette Spil,
Saa slog jeg dem formodentlig til Riddere;
Thi hvad af Brødre jeg paa vort Parnas har kiendt,
Fik jo, min Tro, paa mig, og jeg paa dem ei Has;
See Broder Rahbek, Pram, og Plum, og Mynter,
Og Oehlenschläger selv, den yngste, som
I dette Broderskab, med mig, poetisk kom,
Mon hver af dem, naar ret man seer sig om,
Ei lever vel saa høit og vel saa bom,
Som jeg, paa deres respektive Pynter
Af det Parnas, hvorfra dybt under dem
Hver Skolepog mig raaber nu: Gaae hiem!
Nei, Frøken Jessen! naar De kommer frem
Med slig en blodig Krands, trods alle Krusemynter
Deri til mig, saa siger jeg med ham,
Der i Komedien og fik et Ram:
„Min Frøken Søster er utrolig fuld af Fynter!"
For Resten takker jeg for hver en Piil,
Der læger Hiertet, mens den Barmen saarer,
For hvert et nok saa skiælmsk ironisk Smil,
Og for den meest ironiske blandt Taarer,
Den nemlig over Tabet af et Skiold,
Der blot var noget værdt i Hedenold.
Men hvad min hele Siæl i Korrekturen rører,
Hvorfor jeg takker Dem alvorlig blød,
Hvorved en Taare ned paa Kinden selv mig flød,
Er Bønnen, — De til Dagens Gud fremfører -
Jeg være nu hans Stedbarn, eller Søn,
Jeg maa bag hvilket Skiold, man vil, og stikke,
Bellerophon i Gaaden eller ikke -
Den er saa rørende poetisk skiøn,
At fra den Dag i Dag jeg den vil lære
Lidt meer nu udenad, og den skal være
Herefter i mit Kammer og i Løn
Min Morgen- og min Aftenbøn -
Gud give, med et naadigt Øre
Han selv deroppe vilde den behøre!