Med Grimen i sin Haand, og Piben i sin Mund,
Fra Torv til Torv, igiennem Gader, Stræder,
Løb Helten hist og her, og ledte om sin Hund
Omsonst paa alle Steder.
Han mange høie, lange Hunde saae,
Hvoraf den mindste var i gammel gothisk Smag
Saa stor som den, der mødte Fritz ved Hag;
Nu seer man rigtig nok, som oftest, smaa;
Men Hundene var' større paa de Tider
End nu; desværr'! det saa med alle Danske gaaer:
Nationen bliver mindre Aar for Aar,
Jo høiere den bygger sine Tage;
Med større Pidske Folket mindre Haar,
Med større Hatte mindre Hov'der faaer;
Vor Efterslægt man kan med Grund beklage;
Endskiønt den Grund har saare liden Vægt,
Naar man, til Trøst for kiere Efterslægt,
Seer her og der en smule dybt i Tingen,
Saa spaaer adskilligt os aldeeles — ingen.
Men det vil vi nu lade staae!
Som sagt, han mange store Hunde saae,
Kun ei den rette. Creditorisk Sveed
Begyndte alt at fugte ham om Næsen;
Da han blev vaer et rødt fiirbeenet Væsen
I Vimmelskaftet at spadsere ned -
Fast ingen Ting paa denne Jord
Man kan saa got igien erindre sig og kiende,
Som Yderdeelen af sin Creditor
Paa hvilken Kandt man ham vil vende;
Et Glimt af ham i Gadens anden Ende,
Et af hans Støvlehæles Spor
Kan give ham, Gud veed hvordan, tilkiende;
En Hunds og Debitors Hukommelse er stor,
Og er man baade Hund og Debitor tillige,
Saa mærker man paa Timen hvad og hvor,
Endog i en Distanz fra Creditor
Saa lang, som den hvori man tryg sit Bæ kan sige.
Saa gik det med vor Slagterhund;
Ned i en Kielderhals han hurtig smutter,
Sig i en Sæk, der laae, forsigtig putter,
Og lurer der en liden Stund.

Men Helten, som har seet en lang rødhaaret Knægt,
Og mærket, at han gik paa alle fire,
Og, frygtsom, langs med Muren
Til Kielderhalsen satte Turen,
Fandt Fyren strax fordægtig og suspekt,
Og listede sig hen til sammes Tilflugtsted,
Hvor han blev noget vaer at røre sig i Posen;
Tys! her er Ugler, tænkte han i Mosen:
„Kom frem, Krabat! kom frem ihvo du er!
Hvad har du for i Posen der?
Kom frem!" — men Hunden ganske stille laae -
Skrup, tænkte Helten, jeg forsøge maa,
Og satte Tanken strax i Værk med Grimen
Paa Posen der saa eftertrykkelig,
At Hunden Hovedet stak ud paa Timen;
Hvorpaa vor Seierherre skyndte sig,
Og fik ham surret fast; „Nu har jeg dig!
Har du nu Penge? — Nei! — Ja! saa følg med Krabat!
Du veed Akkordten! Kom, følg med, og bliv Soldat."
Herr Kyon giorde mange slemme Fagter
Ved denne Tidende. Paa natlig Stie
En Tyv med mindre Skræk betragter
Den hornede Person, som tramper ham forbi,
End Hunden Jeppe, som trods alle Noder,
Trods al hans Giøen, Springen og Allarm,
Brød sig om ingen kiere Moder;
Men bandt ham fast med Grimen til sin Arm,
Og derpaa trak afsted med Knægten
Til Slottet.

Midt paa Holmens Broe
En skiægget Mand af Isaak-Slægten
Sig bukked' ydmygst for dem begge to,
Og spurgte Helten: hvor han vilde hen,
Om Hunden der var hans, og andet meere,
Som jeg ei skiøtter om at repetere,
Og fik af Jeppe det til Svar igien,
Som man har læst i forrige Capitler,
Og derfor ikke finder her.

Den Læser, som er kommen under Veir
Med meer end netop med de bare Titler
I vor Historie, vil nok erindre sig
Proclamet, som Kong Dan lod giøre vitterlig.

Den velbemeldte Jøde, da han hørte
Vor Helts pudseerlige Biographie,
Fik strax Idee paa Fiskerie
I Jeppes Vande, som ham syntes deilig rørte;
Han tænkte, som en god Israelit,
Profit, Profit, Profit;
Og fik omsider Helten til at giøre
En eedelig Akkordt: at, naar han kom igien
Fra Slottet, af Belønningen
Den fierde Part ham skulde reent tilhøre,
Imod et deiligt Spanskrør og en Ring
Besat med ægte Steene rundt omkring.

Med Ring paa Fing'ren, med en Stok i Haanden,
Og Hund ved Siden, meget glad i Aanden
Forlod nu Helten Jøden og gik hen
Til Slottets Port, hvor han og hans Herr Hund
Hver sagde paa sin Viis: god Dag til Sveitseren.
Den samme gode Cerberiske Herre
Var just den eeneste af Hoffets Folk, desværre,
Som ei var fiin og sød og punisk i sin Mund.
(For den, som ikke veed hvad Puniskhed vil sige,
Det giøres vitterlig her in parenthesi,
At med en punisk Mund jeg meener slig,
Hvori man ikke holder Tungen lige.)
Han Helten Jeppes og Herr Kyons Buk
Giengieldte paa sin Viis, som ei var nær saa smuk;
Med hævet Stav han skreg i vrede tydske Sprog
Saa stygge Ting, at jeg min danske Bog
Med dem, vil ingenlunde plette,
Men Meeningen deraf blot oversætte;
Og denne var saaledes ongefær:
Væk, Oxe, med din Hund! hvor tør du komme her?

„Nu! hvi saa bister, kiere Herre,"
Igientog Helten, „hør mig ud!
Jeg er ei nogen Stud, desværre!
Min Fader gik paa to, min Moder ligesaa,
Og til min Dødedag, vil Gud,
Skal jeg deri dem ogsaa slægte paa;
Jeg stanger ingen Mand; jeg tygger aldrig Drøv;
Jeg er en Bonde, født i Vemmeløv;
Mit Navn er Jeppe; denne snu Krabat,
Som staaer paa fire ved min Side,
Har snydt mig, og skal sælges til Soldat;
Han synes ikke just den Stand at lide;
Men Kongen ganske vist vil selv bifalde Dommen:
Ham vil jeg tale med, og derfor er jeg kommen."

Tys! tænkte Sveitseren, jeg lugter Lunten nu -
„Du med din Hund vil op til Kongen, siger du?
Got! men den fierde Part, af hvad dig bydes der,
Skal være min; hvis ikke, bliv kun her."

Vor Jeppe gav sin Haand og Eed derpaa;
Og Sveitseren lod ham og Hunden gaae.

De gik af Trapper op, de gik af tre.
En Kammerjunker (det var den Gang Mode;
Men alt forandres paa vor løierlige Klode!)
Stod der ved Kongens Dør og skildrede.
Med ham kom Jeppe ligerviis,
Som før med Sveitseren, tilrette;
Og fik Tilladelse for den bevidste Priis
Sex Been i Forgemakket ind at sætte.

Der stod han med sin Hund, og saae
Paa Billeder, paa Buster og deslige,
Som i det Forgemak har kundet staae;
Men stod der neppe, sandt at sige.

Omsider blev han af den Skuen kied
Og Hunden med.
Den voved' et vov! vov! og han et hem!
Paa hvilken Lyd en Stiernemand sprang frem
Og spurgde ham: hvorfor, hvorfra han kom,
Hvem han og Hunden var, med hvem han vilde tale,
Til Spørgeskuffen blev omsider tom;
Og Jeppe ramsed' op fra Hoved indtil Hale
For ham, som for de første tre,
Hvad jeg har ramset op for mine Læsere.
Den samme Fordring, samme Løfte fik:
For Summens Fierdepart han og hans Hund
Blev meldt' af Ridderen i samme Stund
Og ind i Kongesalen gik.

Den kongelige Thrones Guld,
Hvorpaa med mørk og majestætisk Mine
De Danskes Styrer sad, — den Erycine,
Som ved hans Side græd, og sorrigfuld
Udbredte Nattens frygtelige Stille
I heele Salen — hist den krumme Rad
Af Fruer, som ved Thronens Fødder sad -
Og hist en væbnet Helt ved hver en Marmorpille -
Og overalt den rædsomskiønne Glands,
Som straalede paa alle Kanter,
Især Prindsessens Taarers Diamanter,
Forjog af Jeppe baade Sind og Sands.

Han bliver staaende paa samme Sted,
Og stirrer taus med Gysen tre Minuter
Paa denne Herlighed;
Omsider han fornuftigen beslutter,
At skikke sig i Tingene lidt pent,
Og giøre hvad man kalder Compliment:
Med Armene paa Brystet korsviis lagte.
Han i anstændig Høviskhed,
Saa lang Naturen ham frembragte,
Paa Gulvet næsgruus styrter ned.

Han allerunderdanigst længe laae.
Den, som jeg hørte først Historien fortælle,
Var sparsom paa det ceremonielle;
Jeg ligesaa.
Hvad man sig foretog med Manden
Derom han ei har underrettet mig;
Og jeg, min Læser, har det virkelig
Aldeles ikke meer med Fanden,
End nogen anden.

De Muure, som til Evighedens Trods
Semiramis om Babylon opførte -
Det Taarn, hvis Spids, om ikke Himlen rørte,
Dog skulde rørt — den Rhodiske Colos -
Palmyra — Thebe — Hecatompylos
Det Sprog, hvis Tonefald i Mæonidens Viser
Endnu henriver, smelter, glæder os,
Hvis blotte του δαπαμειβομευος
Har (selv med danske Ciffre) meere Klang
End Evalds allerbedste Seraph-Sang
Og Klopstocks Hymners høie Torden-Gang
Og begge Miltons Paradiser -
Methusalems, Stærkodders, Nestors Aar -
Den Tid fra Skabnings-Dagen til i Gaar -
Glyceres Dyd, skiønt sytten Vintre lang -
Den Kiol, Herr Orgon tolvte Gang lod vende -
Ja selv — (O! hvad kan holde Tiden Stang!) -
Herr Jespers Præken sidste Aftensang
Fik Ende.

Saa gik det og med Jeppes Compliment -
Og hvad maaskee forlængst du gierne saae,
Høistærede Herr Resencent!
Saa skal det og ret snart med denne Sladder gaae.

Paa begge Been reist op med megen Artighed
Vor Helt mod Thronen bukker sig, og taler:
„Her skuer Deres Velærværdighed
Den Karl, der, som de selv nok veed,
Mig nylig snød for sex og tyve Daler.
Jeg beder, da det er en lang Krabat,
Saa frisk og sund, som jeg i alle Maader,
Han allernaadigst blive maa Soldat,
Hvis ikke bliver jeg til evig Tid en Staader.
Mit Navn er ellers Jeppe, kan jeg troe ...."
Paa denne Viis vedblev han fast en Time,
At sige det, jeg har forsøgt at rime.
Prindsessen smiilte, smiilte meer — og loe.

Maaskee har jeg for al min Flid,
For den fra Fibelbrettet stiaalne Tid,
Hvori jeg maatte mig til et og andet vænne,
Som smager endnu mindre Kiød og Blod:
Gikt, Vaagen, Lysedamp og Nyserod;
Maaskee har jeg for heele denne Møie
Aldeeles ikke naaet mit Øiemeed,
Den Fryd, den kildrende Lyksalighed,
Fra nogen sorgfuld Læserindes Øie
Den mindste Smiil at have lokket frem,
End sige nogen Læsers Latter.
Maaskee min heele Trøst deri sig indbefatter:
Aldeles ei at have skadet dem.

Men derfor er det ingen afgiort Sag,
At det gik ligerviis med Kongens Datter.
Det netop var vor Eventyrers Fag
At bringe hver, som saae ham blot, til Latter.
Saae du ham selv, du skulde snarlig troe
Hvad du nu tvivler paa, fordi du seer kun mig,
At hans Fortælling var fuldkommen løierlig,
Og at Prindsessen ved at høre samme, loe.

Som naar ved Solens Straalers Giennembrud
De sorte Tordenskyer spredte svinde,
Saaledes svandt fra Jordens Danske Gud
Den mørke Majestæt ved Glædens lyse Bud
Fra den mildtsmilende Gudinde.
Prindsessen græd — den heele Sal var sort.
Prindsessen loe — og strax svandt Mørket bort.

Monarken i sin frelste Datters Arme;
De Glædesraab, som udfoer af hans Mund;
De Længe leve Kongen og Prindsessen!
Og Længe leve Kongen og Prindsessen!
Som skokkeviis fløi ud fra Hiertens Grund
Af alle dem, der var, nu og i allenstund,
Jeg burde male her med Fynd og Varme;
Men jeg har lovet Enden snart,
Og derfor løbe maa med større Fart.
Desuden hvad de sagde veed jeg ikke,
Og det for sildig er til Muser Bud at skikke;
Jeg selv maa hielpe mig komsa:
Henrykkelsen og Glæden var saa stor,
At den brød ud i Lyd og reent forbød dem Ord.
Paa den Maneer man slipper best derfra.

Kong Dan omsider denne Taushed brød,
„Begier," saa ongefær hans Tale lød,
„Begier, min Søn, alt hvad du vil,
Og, indtil Halvedeelen af mit Rige,
Skal, hvad du falder paa, dig høre til!
Min Datter bliver det vel ei saa lige?"
Ham svarte Jeppe: „Konge! hør min Bøn:
Prindsessen er for mig for yndig og for skiøn,
Om ikke for den bedste Kongesøn;
Det halve Rige kan jeg ei regiere;
Mig selv jeg styrer undertiden slet:
Det eeneste, jeg vil begiere,
Er firehundrede ...."
„Dukater? — Paa et Bret
Tidobbelt" -
„Nei; men firehundrede
Veltalte Stokkeprygl ...."
„Saa var dog rigtig Manden
Ei blot for Spøg, men Alvor fra Forstanden!
Velan! du har mit Ord, og følgelig — Det skee!"

Til Execution kom alting strax istand.
Enhver bejamrede den arme, gale Mand;
Kun han alleene stod med roligt Blik,
Og endelig brød ud: „Jeg lovet har
En Jøde Fierdepart af hvad jeg fik,
Hvad det endogsaa var;
Den Regning saae jeg gierne qvittet først;
Man Jøder aldrig hastig nok betaler;
Jeg kiender overalt ei større Qvaler,
End Gield og Tørst."

Flux Jøden Ephraim blev hentet op;
Af Glæde næsten færdig at krepere
Sprang Sielen rundten om i Midten af hans Krop
Og vidste neppe hvor den vilde være.
Men hundred' Stokkeprygl kan paa min Ære
Slig Sygdom ret fra Grunden af kurere;
Trods Millioner wai mir! fik han dem
Saa drægtige, som man vil ønske sig,
Imod Qvittering. Kortelig
En efter anden hver blev kaldet frem
Af dem, som havde Part i Kapitalen,
Og efter Ordenen fik hver Person
I heele Hoffets Paasyn midt i Salen
Sin rigtige Portion.

Hans Majestæt, Prindsessen, alle bleve
Fuldkommen moerede ved dette Skuespil;
Til Løn for denne Spas blev Jeppe lykønskt: Greve,
Med Grevskab, Eqvipage, Penge til;
Og, hvad ham endnu meer end dette glædte,
Fik Lov, at skille sig ved Birtemoer,
Imod, at han en Capital udstædte,
Som hun anstændig kunde leve for.

Saaledes vendtes om til Velstand Jeppes Nød.
Saa gaaer det, Læser! overalt paa Jorden.
Den lyse Phæbus smiler efter Torden,
Og Rosen efter Regn fremblomstrer meere rød.