Naar Solen vækker mig til Dagens Sysler,
Naar upaaklædt jeg sidder ved mit Bord,
Og mellem gamle Folianter nysler,
Og tømmer deres Viisdom, som man troer;

Naar, med Donat og Fibelbret i Haanden,
Jeg sidder mellem haabefulde to,
Og ikke sielden, ivrigen i Aanden,
Giør Salomon af Klaus, som nogle troe;

Naar midt i Musers Tempel, med en Mine,
Sig Kato selv ei skulde skammet ved,
Blandt Phoebi Børn jeg synes Mening pine
Af Ord, som min Decanus standser ved -

Naar stundom mellem stive Cavallerer,
Blandt Damer ved en gunstig Herres Bord,
Jeg allerydmygst vittig amuserer
Den naadige Forsamling, som man troer -

Naar paa min vante Plads i Høresalen
Jeg stirrer paa Cathedrets Clinias
Og lytter, troer han, som paa Nattergalen
Til hans pedantisk declamerte Fjas -

Naar mellem Hvisken, Hosten, Støien, Grinen,
Paa Whigs Concert jeg een og anden Gang
Beundrer Torrys Greb paa Fiolinen,
Og smelter, som man troer, ved Lollis Sang -

Naar ikke blot til Lyst jeg paa Parterre
Maa grædende Crispin, som Doctor, see;
Og Odins Søn, og Thor, den gamle Herre,
Hvor nødig jeg end vilde det, belee -

Hvor vilde da Kiedsommeligheds Pine
Mig giøre Tidens Gang utaalelig!
Hvis jeg ei tænkte kun paa dig, Seline!
Hvis overalt min Siel var ei hos dig.