Den høieste Begeistrings Himmel-Elv
Henrinder uden Sprudlen i sig selv,
Og den Religion, Naturen selv os lærte,
Hvis Andagt gløder dybt i Kiernen af vort Hierte,
I Røg og Gnister ei med Knittren bryder ud;
Dens hellige, dens rene, lyse Lue
Udsvæver ikke pralende til Skue,
Men brænder nært af Dyd, allene seet af Gud.
Den Kolde Hiertets Væld i Talens Bække leder;
Og den tilbeder ei, som overlydt tilbeder.

O Fanny! som i Duggens Draaber sig
Afspeilet Solen seer, naar Skyerne den vige,
Saa tusindfold gienstraalet seer du dig
I tusind Blikke, som din Glands imøde hige;
Hvert Øje, du din Ynde speiler i,
Det Belte, Cypris skiænkte dig, fortryller
Med stærkere, med svagere Magie,
Som mindre eller meer det Støvets Taage hyller.

Men, Fanny! mellem Millioner fik
Af Phoebus ingen et saa dannet Øie,
Som jeg, for hele Himlen i dit Blik;
I intet speiler du dit Værd saa reent, du høie!
Hvert Syn din Skiønhed seer en Guddoms Skimmer lig;
Mit ene seer Dig selv, og skuer Gud i dig.

Ei blot den Fod, hvorunder Floras Spæde
Med Smilen segne mellem Engens Straa;
Ei blot den Haand, af hvilken man med Glæde
Sig lod til Ridder blandt de Døde slaae;
Ei blot de Lokker i hvis brune Ringe
Sig Frihed selv med Vellyst binde lod;
Ei blot den Væxt, som Gratier omsvinge,
Som Amathusias er krum imod;
Ei blot, hvad selv den blinde Hob fortryller,
Den indre Guddoms ydere Gestalt,
Det skiønne Støvets Slør, din Aand omhyller,
Med al sin Troldom i mit Øie faldt.
Men denne Siæl, som i dit Øie maler
Med hellig Glands hvad Mængden ikke seer,
Som Viisdoms Sprog paa dine Læber taler,
Og i hver Mine Himlens Adel leer,
Som nynner Salighedens Melodier
I hver din vellystmilde, søde Sang,
Naar Kunsten lytter og Naturen tier
I Himmellyden af din Harpes Klang.
Den ædle, store, høie Siæl, som hæver
Dig over din Gestalt saa høit, som den
Sig over andre høiner, naar du svæver
I Gratiernes Dands blandt Muser hen;
Det milde, bløde Hierte, som fornemmer,
Meer smertelig end egen, andres Nød,
Og som i Viraksdampen aldrig glemmer,
At Evas Blod i alles Aarer flød;
Den lysere Forstand, det Vid, den Evne,
Som skiælner Tings og Tankers sande Værd,
Og det jeg veed ei hvad, som intet Ord kan nævne,
Som idealtilrunder al din Færd;
Den i dit hele Jegs Fuldkommenheder
Fuldendte mageløse Harmonie,
Der samler i sig selv de Træk Naturen spreder
Til Eenheds livelige Melodie -
Det alt, som Saligheders hele Fylde,
I min Beundrings Øie speilte sig;
Og see Dig, som du er, og ikke hylde
Din Guddom — ganske see dit hele Dig,
Og ei mit hele Liv til Offer dig berede,
Og ei med Sands og Aand dig evig at tilbede,
Umuligste af al Umulighed for mig!

Men, min tilbedende Begeistrings Elv
Henrinder evig skiulet i sig selv,
Og den Religion, som dine Smil mig lærte,
Hvis Tempellampe brænder i mit Hierte,
Ei bryde skal i Ords forvovne Gnistren ud;
Dens hellige, dens himmelrene Lue
Fremsvæver fra sit Alter ei til Skue;
Den brænder, nært af dig, men ene seet af Gud.