Jeg lover hermed en Billet
Til Stykket: den forladte Datter,
Saasnart man samme giver atter;
Skiøndt sligt at skaffe just er ikke let,
Da Publikummet, som det lader,
(Især det fine paa de store Stolestader)
Af Lastens Hvideløg i denne Dydens Ret
Saasnart vel ikke bliver mæt;
Og hvad jeg lover, skal jeg ærlig holde.
Men mine Hænder ere lidt for kolde,
Min Siæl for mat, min Aand for tom,
Til at giengielde dine Vers derom.
Jeg vover ikke med Din friske Landsbyemuse
At dandse paa de strødde Riim om kap;
Min Kiøbstæddulle vilde sikkert buuse,
Hvis Din et Øieblik den slap.
Jeg, som Poet, mig trækker klog tilbage:
Et Særsyn i Din rimede Billet
Er nok til mig paa Flugt at jage;
Og det er det:
At, paa den koldeste blandt vore Vinterdage,
Din evig grønne Phantasie
Har, med en mig ufattelig Magie,
Som der er meer en Riimbegeistring i,
Formaaet at trylle Dig i Rosendal tilbage,
Og Sneens Maaned selv for Blomsternes at tage:
Det kalder jeg den ægte Poesie,
Det sande Digtersværmerie,
Hvori,
Min gode gamle Ven! det er med mig forbi,
Fra den Tid af jeg her kom til at bage
Prosaisk Rug- og Byg- og Havrebrød,
Isteden for poetisk Hvedekage.
Det bliver, haaber jeg, om føie Tid min Død.
Hils med et Rosenkys din kiønne Mage!

E. S. Jeg er prosaisk nok, desværr'!
Til at datere Brev fra Stedet, hvor jeg er,
Regentsen nemlig,
Der dog just ei er overmaade hiemlig.