Gid alle Jordens Kroner vare dine!
Gid alle Folkeslag fra Syd til Nord
Adløde Dig, fortryllende Seline!
Hvor lykkelig blev da vor usle Jord!
Da skulde Strid og Borgerkrig ei mere
Bedugge den med dræbte Sønners Blod;
Men Freden venlig overalt regiere,
Og Hyrder dandse, hvor Trophæer stod.
Da skulde Themis ikke meer beklage
Sin Støtte haant i Dommerens Gemak;
Astræa skulde komme mild tilbage,
Som flygter nu for Advocaters Snak.
Ei spottet Klage længer skulde lyde
Fra Hytten til dens Plyndrers gyldne Boe;
Men hver sin Møies Frugt i Hvile nyde,
Og mæt og munter prise Gud i Roe.
Som i Saturns berømte gyldne Dage,
Man skulde skue Flid og Dyd og Fred
Forenede, som Gratier, at drage
Velsignelser fra blide Himle ned.
Thi du, Seline! vilde see og skiønne
Hvad der var skiønt og got og elskeligt;
Du vilde Dyden, hvor du fandt den, lønne;
Og straffe, selv hos Granden, sveget Pligt;
Du vilde høre moderlig de Sukke,
Som fordre Ret i sultne Bønders Skrig;
Du vilde Vei til Virksomhed oplukke
For hver en god og klog Vindskibelig.
Og naar en Ædel, mægtig eller ikke,
Udmærkede sig, flittig i sin Kreds,
Belønnede du ham med milde Blikke,
Hvori han saae Dig med sin Flid tilfreds;
Og, troe mig, alle Dødelige vilde
Med Iver kappes om at see dig blid;
Og, for at skue dine Blikke milde,
Til lutter Dyd anvende deres Tid.
Vel styrter Tiden Throner og Pagoder,
Men aldrig slukte den Hengivenhed
Af Landets Børn til Landets sande Moder;
Dens Gang maa kun Tyrannen skielve ved.
Lad Frederik i tusind Aar regiere,
Og ingen Brutus skal fremvise sig.
O! Sammenrottelser blev aldrig mere,
Hvis hele Jorden blev regiert af dig.
Saa ønsker i forfængelige Drømme,
Seline! din Tilbeders ømme Siel,
At du som Dronning maatte Jorden dømme
Til alle hans fortrængte Brødres Held;
At alle maatte dine Vink adlyde,
Og vorde saa lyksalige, som han,
Ved under en Gudindes Skierm at nyde
Den Fryd, hans svage Sang ei tolke kan.