O Du, som, deelende den Fred,
Vort kolde Nord oplives ved,
Mens Syd og Vest og Øst i Surturskampen med
Den jordomslyngende, havstrakte Midgaardsslange,
Er Rov for Tvedragt og Uroelighed,
Og alleslags Elendighed,
Min Desaugiers, som, med en Nasos Fied
Blandt Geter, vanker om i Gothers Bøgegange,
Og Cæsars Priis og Middelhavets Sange
Begeistret toner hist paa Sundets Bred,
Mens jeg, lyksalig i Dit Øie,
Misundet næsten af det hele Nord,
Og sikkert af den halve Jord,
Paa een af Seinens viinbekrandste Høie,
Nær Verdens Hovedstad, og vor besiungne Helt,
Opslaaer min Sanggudindes Telt!
Tør jeg Dig danske Vers fra Frankrigs Pindus sende?
Og vil Du, ved at læse dem,
Langt fra Dit eget elskelige Hiem,
Deri med patriotisk Lyst genkiende
Den Lethed, som kun i Dit Modersprog,
Ved Bredden af den stille Seine,
Opnaaedes heel af Lafontaine,
Hvorefter hidindtil omsonst man jog
Hvert andetsteds, i Vers, som, lette nok at giøre,
Var derfor ikke lette just at høre?

Du læser, haaber jeg, det Danske dog?
Om intet andet, saa Aviser?
Hvis af en Hendelse Du skulde svare: Nei!
Jeg derfor dog aldeles ei
Mit Haab, at læses og forstaaes af Dig, forliiser.
Thi jeg min bundne Stil i disse, kun for Skiærts,
Og Rimets Skyld, saa kaldte Vers,
Troer (uden alt for meget den at rose)
Langt mere let end Berlingsbrødres Prose -
Med Berlings Brødre meener jeg en Hær,
Ei blot af Ænder i Parnassets Gadekiær,
Men selv af Frøer i Parnassets Tørvemose,
Hvis Snaddren, Qvækken, Sang, og andet sligt,
I Kiøbenhavn man kalder, troer jeg, Digt;
Fordi det er saa folkeligt,
Saa ligefremt, og saa begribeligt
Som Fod i Hose.

Hvis altsaa, hvad Du hidindtil faldt paa
(For Dig engang iblandt at øve noget
I Danske Sproget)
At læse, ned ei vilde gaae;
Hvis Bugt med Dagen selv Du ikke kunde faae -
Du lade Dig af saadant ei forskrække!
De Vers, som jeg har trukket ud og ind
Med Lafontainisk Egensind
I lange Liniers og kortes Række,
(Hvis blot en halv Snees Ord af Sproget alt Du veed)
Som Smørrebrød, min Ven, vil glide ned.

Sandt nok! Du vil og intet andet finde
For dennesinde:
Den lille Gave, jeg tør byde Dig
Paa dansk, er saare tarvelig.
Men et Glas Vand, naar man er tørstig, smager,
Og naar man hungrig er, man selv i Nød,
Med bare Brød
Til Takke tager!

Jeg haaber snart, min ædle franske Ven,
I Tomi-Kiøbenhavn at favne Dig igien:
Hvo veed, maaskee jeg der Dig bringer nogle Kager,
Af dem, som man til Juulehøitid bager,
Paa Musebierget i vort Nord,
Til Giengield for den ypperlige Tærte,
Som Du mig i Din Sang om Peleus Søn forærte,
Og som engang den hele Jord,
Til Din, og alle franske Musers Ære,
Vil under tusind Bravoraab fortære.