Bryd, o Støv, i Lovsang ud!
Lover Herren alle Zoner!
Lover alle Nationer!
Lover Gud!

Priser ham, den Eene Store!
Priser Ham i fulde Chore,
Himmel, Jord, og Hav!
Alt hvad aander, nynne, stamme
Ham, som tændte Lysets Flamme!
Ham, som Aande gav!

Høit i glade Jubeltoner
Bryde Livets Vellyst ud!
Alle Kloders Millioner,
Toner i foreente Toner,
Toner Gud!

Alt slumred dybt i Muelighedens Skiød;
I Nattens Svælg var Tomhed, Mørke, Død;
Men giennem Evighedens Chaos lød
Dit Bliv!
Og Verdener sprang frem af Intets Skiød
Til Lys og Liv.
Nyskabte Væsners Studsen rundt brød ud:
„Halleluja! vi ere!
Halleluja! du er, du var, og du skal være
Vor Gud!"

Fra Lundens skyggefulde Ly
Seer vækket Liv, hver Morgen ny,
I Skov og Eng din Herlighed fremgrye!
See! Fuglen fro, paa lette Vinger
Sig op i Luftens Purpur svinger,
Dens Lovsang dirrer høit i gyldne Skye!
Vidt straaler voxende din lyse Morgenrøde!
Og Duggens Blik, og Blomstrets Smiil,
Og Vindens Vift, og Bækkens Iil,
I yndig Kappen stræber den imøde.

Du ruller bort Naturens Slør,
Du tørrer Duggens Graad, som Jordens Ansigt væder,
Din Himmel skiules ei, som før -
See! Dagens lyse Helt i fulde Glands fremtræder!
Han favner sin rødmende Brud,
Og tryllet af Lysets oplivende Glæder
Den hele Natur bryder ud:
Det er Gud!
Det er Gud!
Det er Gud!

Halleluja! vi ere!
Halleluja! du er, du var, og du skal være,
Vor Gud!

Jeg hørte Lærken slaae,
Og Rosen aabned sig, og Løvet bæved;
Jeg Morgenrøden saae,
Og, vakt til Lyst, mit Hierte høit sig hæved.

Men eene var jeg, og mit Bryst
Fandt Savn i sin udeelte Lyst.
Jeg Roser fandt paa min bestraalte Vei;
De rødmede; men de forstod mig ei.

Da saae du, Skaber! mine Taarer rinde;
Og see!
De sendte mig den smilende Mandinde!
Jeg sank i Fryd ved Eegens Rod,
Og raabte: Gud er god!

Jeg Lysets Hære saae
Med Dagen i Triumph til Jorden stimle;
Jeg Solen seire saae,
Og Tanken tabte sig i Himles Himle.

Men eene var jeg, og mit Bryst
Fandt Veemod i sin halve Lyst.
Jeg iilte længselfuld hvert Træ imod;
Men intet Træ i Lunden mig forstod.

Da saae du, Fader! Taaren i mit Øie;
Og see!
Min anden Jeg kom frem bag Skovens Høie -
O! Gud er god! saa brød han ud,
Jeg svarte: god er Gud!

Jeg Østens lyse Purpur saae -
Jeg skued Dagens Helt fremgaae -
Men hvad er Morgenrødens Smiil?
Men hvad er Solens Straalers Ild?
Hvad er du, skiønne Jord -
Hvad er du, høie Himmel -
Mod Mandens Tankeblik?
Imod Mandindens Smiil?

O hvad er alle Herligheders Vrimmel
Mod Flammen i vort Bryst?
Mod vore Hierters Lyst?

O Kierlighed! vi ere!
O Kierlighed! du er, du var, og du skal være
Vor Lyst!

Vi love dig, vi takke dig, o Gud!
I Lysets Glands, i Livets stille Fryd.

Vi see dit Vink, vi høre dine Bud
I Nattens Mulm, og Skrækkens døve Lyd.

Din Throne mørknes, Solen flyer
Bag tykke Skyer;
Sig Dybets sorte Kæmpe hæver;
Og Jordens lynildslagne Grundvold bæver.

See, Dale svulme! Høie synke ned!
Vildt flammer Ilden hen i Vandets Fied!
Igiennem vidtadsplittede Ruiner
I høit opslagne Luer Stormen hviner!
Med Brag i Brag, og Skrald i Skrald,
I knuste Fieldes Styrten, Klippers Fald,
Med bange Dundrens hule Rædselbulder
Din Dommervogn igiennem Himlen rulder!

Retfærdige, forfærdelige Gud!
Vi dybt i Støvet høre dine Bud.

Men naar sig alle Livets Engle skiule,
Naar Døden paa dit Vink sig reiser af sin Hule,
I Morderslagets bange Nu
Vort knuste Hiertes sidste Suk er du.

Ja, Fader! selv i Dødens skumle Gru
Skal fra dit Støv vort Intet dig anraabe,
Og Ormen i sit Muld med Tillid haabe,
Du kommer den, som Seraph selv, ihu.

Thi, store Dommer! du er evig god!
Du gav vort Hierte Kiærlighedens Vinge,
Vi trygge dig vor Tillids Offer bringe,
Du tager det med Velbehag imod.
Du seer med milde Faderblikke ned,
Naar barnlig fro vi Livets Bane vandre;
Du gav os her i Samfund med hverandre
En Forsmag af Seraphers Salighed.

O Gud!
Lad dine Hænders Gierning slettes ud!
Lad Stjerner falde, Sole svinde hen!
Og Mørkets Afgrund aabne sig igien!
Om Himmel, Jord, og Hav, og alt forgaaer,
Du, Evige den samme, du bestaaer!
I Alt, i Nattens Øde, fiern og nær,
Du er!
Og Lys og Liv og Lyst er evig hvor du er.

O Himmel i vort Bryst!
O Kiærlighed! vi ere!
Halleluja; du er, du var, og du skal være
Vor Lyst! -

Hellig! Hellig! Hellig!
Fald hele Skabning ned!
Nedbøi dig, Himmel, knæl, o Jord, tilbed!
Lovet være den Evige! den Almægtige! den Alvise!
Lovet være den Hellige! den Retfærdige! den Algode!
Halleluja! vor Skaber!
Vor Dommer!
Vor Fader!
Halleluja!

Saa nynner alle Støvets Melodier,
Saa synger Lysets Hær,
Saa toner alle Himles Harmonier:
Halleluja du er!

Og Havets Brusen, Lyn, og Storm, og Torden
Basuner over Jorden:
Du er!

Dig jubler alle Kloders Myriader
I Sphærers Harmonie!
Dig, Skaber, dig o Dommer, dig, vor Fader!
Dig prise vi.

Høit, i Chor af Millioner,
Lyde vore Harpers Klang!
Toner alle Livets Toner!
Al Naturen være Sang!
Hav og Ild og Storm og Torden:
Sole, Stjerner, bryder ud!
Alt hvad Aande har paa Jorden,
Love Gud!

Halleluja! vi ere!
Halleluja! du er, du var, og du skal være
Vor Gud!