Tre stive Timer nød min Helt med Siel og Krop
Den heele Fryd, han plukked' af den Tanke:
Nu skal til evig Tid dig ingen Birte banke,
Og ingen Dievel nøde at staae op.
Paa dette søde Haab, fuldkommen lykkelig,
Hans seierstolte Siel sig op til Himlen hæver,
Han glemmer Kudskens Pidsk og alle Birtes Næver
Og føler ei, hvor mør hans Ryg og Fiæs end er,
Det mindste Spor af disses Haandgevær.
Han troer sig ganske død i Gravens Seng at ligge
Saa got som ligges kan — og meer han ønsked' ikke;
Skiønt alle Sandser sammenklynge sig,
Og hviske til ham: du bedrager dig.
Saa troer han hvad han troer; desuden Ordsprog sige,
At Sandser ere heel bedragelige.

Men hvad er Støvets Fryd og jordisk Salighed
I al sin Glands? Din heele Herlighed,
Hvor varig du den troer, min lykkelige Mand!
Er lig den Verden af Chrystal, hvis Væsen
Udspringer af chaotisk Sæbe-Vand
Fra Pibehovedet ved Purkens Blæsen.
Selv, naar du favner os i al din Tryllekraft,
Hvad er dit blinde Kys, vildtflyvende Gudinde?
Saa ubestandig, som September Maaneds Vinde,
Saa kort som den Moral: min Læser! stæl ei Taft!
Jeg for din heele Gunst dig ikke gir en Daler,
Med mindre du igien mig høflig to betaler;
Du borger Solens Lys; men Sæbe-Solen lig
Du svinder bort mens man betragter dig;
Et Øieblik, og al din Flitterglands forgaaer
Og er hvad — — s Vers er om en halv Snees Aar.

Man mærker her, at jeg og Lykke ei er Venner,
Skiønt virkelig jeg ei, desværr'! Personen kiender;
Den sande Grund dertil er Patriotiskhed:
Jeg aldrig komme kan, kort sagt, tilrette med
Et Væsen, hvem og hvor det ogsaa var,
Som daglig holder Publikum for Nar -
Og hvem i Verden giør det meer end Lykke?
Desværr'! Exempler nok man herpaa har,
Som jeg ei skrive gad og endnu mindre trykke.
Enhver for Resten efter eget Tykke
Kan troe den, troe den ei — kun dette veed jeg vist,
At jeg til evig Tid blir Lykkens Atheist.
Jeg dog for Spøg engang den heel forbandet roeste:
Paa Bordet for min Roes, den næste Dag derpaa,
I Stedet for Present en Skrædderregning laae -
Og siden den Tid — stop!

En reent fordiævlet Hoste
Var netop for min Helt hvad Regningen var mig:
En Vækker af den Fryd, hvori han drømte sig.
Kan man i andet Liv og hoste? Det var Knuden, -
„Ulykkelige Tvivl! Hvem veed om her sit Spil
En Dievel atter har, at, naar jeg seer mig til,
Er Død til evig Tid mig maaskee reent forbuden."
Saa tænker immer hostende min Mand,
I denne grumme Tvivl hans Siel sig hængte;
At der kan hostes i de Dødes Land,
Den eene Ting han ei i Hiernen bringe kan,
Skiønt der var Rum deri for Resten til en Mængde.
Og rigtig nok er Tingen problematisk;
Man veed nok om en Fyr, som nyelig død
(Historien er ganske sand)
Ei hosted' blot saa høit som hostes kan,
Men det som værre var, sin Næse snød;
Men denne samme Fyr, han døde paa dramatisk,
Og sligt var ei, desværre! Faldet her;
Vor Jeppes Tvivl derfor heel excusabel er.

Ulykken aldrig er kun een; men to.
Den Ting, at Birte muelig kunde tænke,
At Helten just ei laae i Dødens værste Lænke,
Giør Hosten endnu meer mal à propos;
Sligt gad han selv ei vide, meget mindre
Han hende gad derom erindre.

Hvad var at giøre her? Du, viise Mand,
Hvis Snedighed Homer i tyve Bøger roeste,
Giv her et rigtig Raad, ifald du kan!
At skiule Hoste gaaer umuelig an;
Her standser selv Ulyss — men Helten ei;
Han seer den eeneste, den rette Vei.
Han fatter en Beslutning: stands, min Pen!
Og spørg, min Aand, om du tør skrive den!
Stands Læser! saml din heele Tænkekraft
Og giæt den viise Plan min Jeppes Siel har havt!
Og viid da, Jord og Hav! at — han blev ved at hoste -
Med slig Utvungenhed, at Birte hørte det,
Trods Ertegrydens pidskende Rullader
Og Sextendeeles Brum i Stegerset.
Prestissimo i Ertegrydens Takt
Beviise hendes stormende Tirader
Den døde Mand, hvad Hosten ham har sagt,
At med hans Død det var ei ganske Fod i Hose;
Dog til hans store Lykke brugte hun
Til at beviise det kun denne Gang sin Mund,
Men deraf fløi og Ord med samme Heftighed,
Som en Travat-Komplot af Æols klemte Pose.

Mit Bryst var aldrig Steen, min Siel blir aldrig Staal,
Med ingen Slags Orkan jeg got kan søbe Kaal,
Min Læser elsker jeg; vil derfor nødig byde
Ham noget, som jeg selv ei skiøtter om at nyde;
Og derfor springer løst den Oration forbi,
Som foer af Birtes Mund — og Himlen veed hvori;
Thi meget lidt deraf slap ind i Heltens Øre,
Som ei for lutter Lyd det mindste kunde høre.
Pindarisk rullede hun Ord, som Steene ned,
Og hendes Tunge løb i Zembla-Stormes Brag,
Med intet mindre end med lette Torden-Fied;
Man skulde sværge paa det var den sidste Dag,
Naar Elementerne hinanden faae i Haaret.
Som Nubiens Løvinde nyelig saaret -
Det vil kun lidt forslaae — som Millioners Brøl
Blandt Myriader vrede Tordners Bragen
Og et proportioneert Lisboisk Jordstøds Knagen,
Samt alle fire Hiørne-Stormes Vrøl
Med Ekko fra tolv, fiorten Dovre-Fielde,
Som knap maaskee slog til, ifald det skulde gielde;
Ei anderledes lød Moer Birtes Oration.
Men til at male sligt er jeg en stor Kujon.
En anden vilde her vist Leiligheden gribe,
Og klopstocksk svinge sig blandt Orioner op,
Og tænde Geistens nyelig stopte Pibe
Ved Herr Apollos egen nøgne Krop,
Og stiæle Takt fra Siriusses Pole
Og en Diskant fra Saturns Stormes Skrig,
Og Bas fra Tordners Brag i fierne Sole,
Til at udtrykke ret guddommelig
I Vers saa lange som den Iliumske Krig,
Den Solo, Birte spillede for Jeppe.
Men sligt er, som man seer, for høit for mig;
Jeg er ei stor Poet — og blir det neppe.
Dog vil min Læser endeligen have
Copien af den Lyd, som foer mod Jeppe hen,
Saa læs — ei Milton, Klopstock, Evald — men
Den usle Miltons, Klopstocks, Evalds Slave!
Og han er let at hitte her og der,
Hans Navn er vel bekiendt, og — Legio, desværr'!

Om Lyden altsaa nok. Og Meeningen deri,
De Skieldsord, Øge-Navne, Skoser, Eder
Den vrimled' af — jeg springer ei forbi;
Men over reent; thi lave Smudsigheder
Saa lidt som høi Nonsens behage mig;
Een gaaer til Hovedet og een til Halen,
Jeg Midten eene holder lykkelig
I alle Ting, og fremfor alt i Talen.

Paa Torden følger Pladsregn, og paa den
Omsider Soelskin. Først Beleiringen,
Derpaa Moer Birtes Præken, som udmattet
Hun endeligen endte Klokken Et,
Og Jeppe, som deraf kun lidet havde fattet,
Derpaa forlod og søgte Stegerset.
Knap var hun kommen der, og Helten mærkte det,
Før han, saa let og hurtig som en Muus
I Flugten for sin Contrapart, Herr Kat,
Er oppe, paaklædt, ude af sit Huus,
Og een, to, tre har Skoven fat;
Der sætter han sig op til Stubben af en Eeg
Dybt inde i dens skyggefulde Midte,
Hvis Vagt af Bøge til dens nøgne Nymphers Leeg
I Krattet Phoebus selv forbyder lumsk at titte;
Tre, fire Skridt derfra blandt Blomster rusler ned
Flod-Nymphens yngste Datter, og forfølger
En fingerstor Zephir paa smaa, men nette Bølger.
Hvem er ulykkelig paa et saa yndigt Sted?
De muntre Vindes Dands i Toppens Greene,
Ved glade Fugles Sang, Zephirers Leeg,
Og Bækkens Raslen mellem spidse Steene
Hendysser Helten sødt ved Roden af hans Eeg.

Sex Timer flye forbi hans Siel som Øieblikk';
Han drømmer ei om Død og Intets gode Dage,
For vognet meere tung at føle Livets Plage;
Men nyder al den Roe, som Dydens Søn kan smage
Og som til Lasters Træl heel sielden Adgang fik.

Søvn, som jeg før har sagt, er naar og hvor det var,
Paa Brix, paa Sofa, med og uden Magen
I Seng, i Stoel ret brav; men hvor man Træer har
Til Omhæng, Græs til Pude, Duft til Lagen,
Med ubesvært Samvittighed og Mave,
Og ganske solo — Himlens største Gave.
Ved denne Balsam Heltens heele Krop
Blir lægt igien; Zephirer, Blomster heele
Hans Pande, Næse, Mund med Kys; og Philomele
Omsider med sin Sang ham styrket vogner op.

„O!" brød han ud, imens en bøiet Finger
Udjog af Øiet hvad Herr Morpheus havde glemt,
„Den Søvn var god! og see, hist henne springer
Netop et Væld, hvorved jeg meget nemt
Kan slukke denne Tørst, som jeg opvogned' til!
Nu er jeg glad igien. Man sige hvad man vil,
Vor Jord er ei saa slem, som somme sige;
Paa alting kan vor Herre raade Bod,
Om det just altid ikke gaaer saa lige,
Saa kan en Blind dog see at Gud er god."
Og derpaa gik han munter hen til Bækken,
Og øste med sin Hat og drak,
Og satte sig igien paa Eege-Stolen,
Og hørte paa Peer Oxes Frøers Qvækken
Og Nattergalens Sang, og saae paa Solen,
Som gik i Seng; og vedblev med sin Snak:
„Her er saa smukt, saa smukt, at jeg tør sige
Der ei kan være meget smukkere
Deroppe i Guds lyse Himmerige;
Og dette har jeg Usle Lov at see!
Hør Fuglen slaae! see Solen hist nedsynke!
Ei meer for Herremanden end for mig.
Den heele Skov er glad, hver Skabning fryder sig;
Og det var Synd, om jeg allene vilde klynke.
Hvad mangler mig? min Tørst er nylig slukt,
Jeg hungrer ei, og Søvnen var mig sød,
Jeg er jo frisk, og har slet ingen Nød,
Og hvor jeg vender mig er alting smukt.
Sandt nok, jeg veed ei hvor det siden gaaer,
Ei hvor Peer Asen er, see, det er heele Sorgen!
Men Gud skee Lov for nu; thi det, som forestaaer
Mig kommer ikke ved, han raader for i Morgen;
Jeg veed ei selv hvordan, hvorfor, jeg veed ei hvad,
Her er saa smukt, saa smukt, og jeg er meget glad."

Saa blev han munter ved. Det Heltens Vane var,
At snakke med sig selv. Den har saa mange Helte.
Man seer deraf han var ei ganske Nar;
Men kunde raisonnere, naar det gieldte.