I dig lever og frydes min Aand, usynlige Guddom!
Du, som opfylder uendelig Alt!
I dig taber mit Øie sit Blik! dig søger min Siæls Lys,
Aldrig opdagede Aandernes Sol!
Dig udgrunder ei Evighed selv; ei naaer til din Høihed
Tankens af Støvet opflyvende Gnist.
See! den svang sig i flammende Flugt bag Himlenes Himle
Over den øverste Stierne, som veeg,
End omhyllet af, Høie! dit Slør, af Rummet og Tiden,
Ned i mit Hierte tilbage den sank.
O! hvor søger, Usporlige, dig, hvor finder min Siæl dig,
Dig, som min Tanke fortvivler at naae?
Dig for store mit største Begreb! for lyse min Aands Blik!
Ak! og for reene min helligste Sang!
O! dit Væsen er evigen skiult, du Soles og Aanders
Salige Væld, i hvis evige Strøm
Tidens Fylde, Materiens Alt, henruller, en Boble -
Ak! og mit Jeg, og dets Stræben, deri!
Og dog føler sig giennem en Skal af Verdner om Verdner
Hiertet, som svulmer andægtig, i dig!
Mig jeg finder, o Gud! i din Haand, naar høit paa dit Skrækbiergs
Tordenomrullede luende Tind,
Midt i Ætherens flammende Storm, jeg i døvende Skyeskrald
Hemmelig ønsker det knusende Slag,
Som udløser af Støvet den Aand, som aner sin Frihed,
Gud! og de lettere Vinger til dig!
Dig jeg føler i mig, naar i Kamp mod egen Naturvold
Seieren over mit blødende Selv
Høit opløfter min mattede Siæl i salig Triumphfryd
Medens mit jordiske synker i Grund,
Og af Bølgerne sluges det Vrag, som giemte min Vellyst. -
Ofte jeg kiæmpe den salige Kamp!
Naar da Fienden, den jordiske Lyst, er svækket til Modstand,
Lægger sig Stormen, og Bølgernes Brud,
Og jeg finder dig, Aandernes Aand! og føler dig evig
I min Samvittigheds salige Fred.