I Nutidens Ynglinge, raske og frie,
Paa Reisens fortrolige Bane,
Som selv kiøre dygtig hinanden forbi
Saavel i Dressine, som Kane!

Nu tæmmer Jer Latter, og hemmer Jer Graad!
Det tøer nu, og Isen er smeltet!
Nu sætter Jer i min romantiske Baad,
Der hidtil aldrig har veltet!

Jeg boer nu ei meer i det gamle Huus,
Hvor boede tilforn min Navne;
Det truer med, at falde til Gruus -
Til Bolig det ei kan gavne.

Men vil I hâ Shak, eller vil I hâ Peer,
I Baaden er begge tilsammen;
Lad Huset kun falde, deraf jeg leer -
Jeg bryder mig lidt om Madammen.

Skiøndt yndigt rækker den gamle Muur -
(Hvad rækker den? kunde man spørge)
Omkrandset saa smukt af sin unge Natur -
Derfor vil vi nu ei sørge.

Romanzen er og mit Fag, med meer:
I Tyltlinger, nu skal I høre!
I Bretland var der en Shak, hed Peer,
Som mig er kommet for Øre.

Den samme Shak-Peer var en Helvedes Ka'l,
I Sorg saavel som i Gammen,
Han tidlig begyndte, at giøre sig gal -
Det monne vi allesammen.

Næst mig, var vel aldrig i den Slags Genie
Saa stor og saa broget en Væver:
Han neppe var fød, før man saae paa hans Pli,
Ham Verden var meget for snever.

Jeg derfor vil nu Jer fortælle, hvordan
I Vævernes brittiske Tempel
Han, efter en sund og naturdygtig Plan,
Mig foregik med sit Exempel.

Jeg siger for sand, uden Smiger og Svig,
Som sagde den gamle Madamme:
Hvad siges om ham, det kan siges om mig -
Jeg siger bestandig det samme.

XII:
Velan, Mester Adam, fortæl os da meer
Om den brittiske Peer!

Knap spilled han Bold, og saa Klink, og saa Pind
I Husets den fattige Skole,
Saa talte Naturen alt til hans Sind
I en blomstrende Brudekiole -

Hans Fa'r var nemlig en Uldvæver giæv,
Det gav ham de Tanker saa sære;
Smaa Peerer, som tidlig begyndte med Væv,
Vil store Per-Vrøvlere være.

Om Natten han gierne gik Galgen forbi,
(Om Dagen han hørte paa Fugle)
Det Træ var en Gran, og i Toppen deri
Han gyste ved Hyl af en Ugle.

Snart Alferne legede med ham, som Pog;
(Med mig de og giord'et forleden)
Saa læste han i sin Historiebog,
Og skuede Helved og Eden.

Thi Romeo misted i Graven sit Liv
(Begravet en Tid før han døde)
Der hvæssed og Shylok sin Foldekniv -
Det var en forskrækkelig Jøde.

Der stod Viola forklædt, som Knøs,
Mens Macbeth trodsede Skrækken;
Og Barmen svulmede Vesten løs,
Mens Ophelia svømmed paa Bækken.

XII:
Du herlige Væver! fortæl os meer
Om den lille Shak Peer!

Derpaa han gik til den næste Kro,
Hvor Falstaff pleied sin Mave;
Der følte han sig saa siælefro -
Der blev han først reent aflave.

Og hvor han nu stod, og sad, og gik,
Endskiøndt han var kun en Væver,
Han tænkte paa Sviiren hvert Øieblik -
Natur sin Rettighed kræver.

Men tolke med Ord, hvad der blev seet,
Hvor Narren med Ord kun spøgte,
Kors! dertil fordres en stor Poet -
Jeg derfor det ogsaa forsøgte.

Heel kraftig han var, som Ungersvend,
(Naturlige vare hans Kræfter)
Og Kiærlighed rev ham tidligt hen. -
I Tyltlinger, hører nu efter!

XII:
Vi høre! vi høre! Fortæl kun meer
Om den kraftige Peer!

Den syttende Sommer var netop endt
Saavidt jeg mig kan besinde,
Saa havde han Hymen alt Faklen tændt,
Og kaaret en Møe til Qvinde.

Til Qvinde, som sagt; thi Skeet er Skeet;
Og Hustru, og Viv, og Kone,
Og Qvinde, den Væver kom ud paa Eet -
Det monne hans Væven krone.

Nu galdt det da først, at være flink,
Arbeide Natten, og Dagen;
Han lystrede trolig Pligtens Vink,
Og vævede Brudelagen.

Han var et got og et ærligt Skind,
Og stod i Skyggen bag Muren,
Og slog taalmodig Islætten ind,
Og skottede til Naturen.

Det samme giør jeg og paa en Prik:
Jeg skotter og, trods den bedste;
Og væver i min Natur-Fabrik
Omkaps med Damp og med Heste.

Gud veed, hvordan det tilsidst mig gaaer?
Jeg haaber, det alle vil gotte;
Saalænge Naturen paa Pinde staaer,
Jeg trolig blir ved at skotte.

XII:
Ja skot, Mester Adam! men sig os kun meer
Om den lille Shak Peer!

En Siæl, der skotter i saadant Speil
Ei findes saa let paa Gader!
Saa tænkte, hvis jeg ikke tænker feil,
Apollo, Gudernes Fader.

Han Faren dog for den Skotten saae
Imellem Stammerne grønne;
Thi sendte han ned fra Himmelens Blaa
Sin Søster Diane den skiønne.

Min Peer han vandred en Aftenstund
Med Bøssen i Bretlands Ørke,
Jeg meener, alt i den dunkle Lund -
(Han skiød allerhelst i Mørke).

Ham Kugler og Hagl var alt forskudt
Paa Skiven i Søndagens Gammen:
Hans Bøsse var ladt med det sidste Krudt, -
Da kom der en Hiort, med Flammen.

Om Flammen fra den, eller Maanen, kom?
Det lader ei let sig ane;
Men, efter de fleste Fornuftiges Dom,
Det altsammen kom fra Diane.

Da Skytten blev vaer det herlige Dyr,
(En flammende Hiort er sielden),
Da holdt han paa Driften ei længer Styr:
Han gierne gad havt'en i Fælden.

Han tænkte: mon jeg den træffe kan
Med bare Krudtet og Driften?
„Skyd," raabte Diane, „du dristige Mand,"
Og smilede bag ved Riften.

Ja, tænkte vor Peer, jeg kan, jeg vil!
Skiøndt den sig har skiult forslagen;
Jeg veed, den hører en anden til -
Men det giør intet til Sagen.

Jeg skyder den giennem det skiulende Træ,
Det er min høieste Glæde:
Skovrideren finder i Morgen det Fæ,
Saa kan jo Lorden det æde.

Og plaf! der laae den blødende Hiort -
(Med løst Krudt plaffer en Skytte)
Diane smutted bag Skyen bort;
Men hvad kunde det ham nytte? -

Den Skovrider skiældte ham Huden fuld,
Og Lorden iligemaade -
Et gammelt Had var daran vist Schuld -
Det Tydsk kan enhver vel raade.

XII:
Ja! ja! vi forstaae det! Fortæl nu kun meer
Om den herlige Peer!

Den Væver ved Midnat stod med sin Viv,
Og raabte saa høit, han kunde:
„Jeg gaaer, jeg flygter, fra dette Liv —"
Jeg bliver her ingenlunde.

Saa talte han noget om en Slags Skam -
Han var saa vred i sin Hue;
Da fulgte Hustruen troligt ham
Ved Maanens sildige Lue.

Til London ilte det kiærlige Par
Alt under den aabne Himmel -
Da vidste de selv ei, hvor de var,
I al den Menneskevrimmel.

Som mig ved Paris, i den fremmede Stad
Det gik dem til Punkt og Prikke;
Formodentlig spurgte de ingen ad -
Det giorde jeg heller ikke.

Forgiæves der' Tieneste de tilbød;
Det Phøbus i Himlen vidste;
Da Staklerne mangled det tørre Brød,
Han loe, saa han maatte briste.

XII:
Fy! skamme ham! loe han? Fortæl os da meer
Om den stakkels Shak Peer!

Som Manden nu gik, og slæbte sig om,
(Jeg slæbte mig saadan i Wien)
Da til en lykkelig Dør han kom — -
Men giætter nu, hvad der var i'en!

Omsonst er alt, hvad I troer og veed;
I løser aldrig den Gaade;
I giætter det ei i al Evighed — -
Men lader nu mig kun raade!

I Dørren, siger jeg, brændte her,
Som sagt, adskillige Lamper;
Og mangen en Rytter var ogsaa der -
(Jeg hører endnu, hvor det tramper).

De monne ned af Hestene staae
Ved Huset, som han ei kiendte — -
Det var nu, hvad han i Dørren saae;
Men hører, hvad næstved hendte!

En Mængde Karle ved Dørren sad:
Ved Bidslerne holdt de Heste,
Holdt Heste ved Bidslerne, Rad i Rad -
Men det var endnu ei det bedste.

Shak Peer sig stilled ogsaa derhen -
Det var en lykkelig Stilling!
Thi da han kom til sin Viv igien,
Trak frem han af Lommen en Skilling.

Hvorledes han kom til den Skilling der
I denne gevaltige Trykken?
Det staaer nu derhen; men jeg veed, at enhver
Kun sovende kommer til Lykken.

Det kommer mangfoldig paa Stillinger an,
Paa Situationer i Livet!
Sligt her at udvikle, var ei i min Plan -
En anden Gang kan det vel bliv'et.

XII:
Den Tid den Sorg! Men fortæl os nu meer
Om den heldige Peer!

Hvad var det vel for en oplyst Gaard?
(Med Huset meente jeg Gaarden)
Vor Peer for Skuespilhuset staaer -
Det var i Naturens Orden.

Thi var han ei flygtet den maaneklare Nat,
Saa havde han, for Exempel,
Vist ikke saa let paa Konsten sat
Naturens herligste Stempel.

Han kiendte det ikke, trods al den Glands,
(Jeg meener Tempelet, Huset)
End mindre vidste han, det var hans -
Det fik han nu først opsnuset.

Først holdt han Hesten, vi talte om -
(Eller har jeg den oversprungen?)
Saa — har jeg vel glemt det? — mig synes, som
Jeg havde den nys paa Tungen -

Først holdt han Hesten i Kuld og Vind -
Og siden — ja! nu jeg har 'et -
Og siden gik han i Hallen ind -
Der var han da vel forvaret.

Der hævede hidtil selv Apoll
Sin høist udmærkede Stemme;
Men Peer snart fandt sig i hans Es-Moll,
Og var i Huset, som hiemme.

Først Hesten han holdt — Apollos Hest -
(Der ikke er let, at holde)
Saa tog han Masken, og saa, dernæst — -
Nu kommer for Alvor det Bolde!

Saa stærkt han i Manken og Masken tog,
Den bolde Shak Peer med Ære,
End høiere dog ham Hiertet slog -
Det var ham ei nok, at lære.

Hvordan han dermed bar sig ad,
Maa sluttes af det Fortalte:
Jeg troer, han giorde kun, hvad han gad,
Som alle til Væv udvalgte.

Hvad andre Hierner for ham har tænkt -
Det blev en for lang Historie;
Selv har han den skiønneste Væv os skiænkt
Til Bretlands og Jordens Glorie.

Hil være Diane, den hellige Glut,
Da Maanen i Skyen bæved!
Thi havde han der ei Hiorten skudt,
Han havde for grusomt vævet:

Han havde da slaaet en fredelig Leir,
(Og det er en Skam, at giøre)
Langt heller maatte han vinde Seir
Paa Maaden, vi nu skal høre.

En Peter, som aldrig var Mage til,
Han blev, i at væve Tapeter:
En Mester, mod hvem i Kulørernes Spil
Hver anden er kun en Trompeter.

Tapeter han væved, hvor Templet staaer,
(Jeg troer for sin egen Regning)
Man siger, de Rafaels overgaaer
I Liighed, Farver, og Tegning.

De brister aldrig, de bleges ei;
Saa har de endnu det gode:
De blomstre, som Rosen i evige Mei -
Og det er et stort Klenode!

Altsammen er stærkt, som det levendes Lær;
Man ei det behøver at garve — -
Det bedste ved Tapisseriet dog er,
At hver kan Klenodiet arve.

En Prøve kan giøres ved hver af Jer Tolv
(Og Prøven er virkelig moersom)
Tak Sommernatsdrømmen, og Meisling, og Wolf,
Der arvede lidt efter Foersom.

Enhver af de Prøver, man har, er giæv:
Med Væven er ingen forlegen;
Men jeg holder meest af den Wolfske Væv -
At sige, næst efter min egen.

Thi, vel maa man sige, han ikke sit Garn
(Saa lidt som vor Meisling) har klaret;
Men, sagde man andet, saa var man et Skarn:
Paa Islætten har han ei sparet.

Min Sommernatsdrøm var hans herligste Væv,
(Shak Peers — ikke Wolfs notabene)
Han gik mig foran i Fuldkommenhed giæv! -
Nu væver jeg herligt allene.

Shak Peer var, i Væven, min store Prophet -
Paa samtlige Væveres Vegne
Jeg her ham og væver et Minde-Tapet,
Der overgaaer alle hans egne.

XII:
Tak! Tak! Mester Adam! Men væv nu ei meer
Om den salig Shak Peer!

Hvad sluddrer I Tyltlinger? siger I Stop
Før Enden er færdig paa Talen? -
Jeg haaber, jeg selv, naar jeg vil, holder op -
Nu kommer det bedste, Moralen:

Hvis med Eders Væven I komme tilkort,
Og tidlig har brugt Eders Kræfter,
Seer til, I kan skyde med Krudt kun en Hiort,
Saa kommer alt andet bag efter.

Og, truer en Lord Jer med Straf og med Spot,
Og bliver det ganske forbandet,
Saa sætter i Situationer Jer blot,
Saa gaaer af sig selv nok det det andet!

Og, seer I et Huus, hvor en Hest monne staae,
Saa holder kun trolig paa Hesten!
Og lad det saa gaae kun, hvordan det vil gaae.
Vor Herre nok sørger for Resten!