Sextendedeelen kun af en fortryllende Maaned
Skiænkte mig sildigen her i Glædernes Iil,
Ak! da mig mangen et Haar paa Hovdet alt graaned,
Yndige Pige, dit venlige lidende Smil!
Men i de flygtige Glimt paa Livets natlige Veie,
Klart, som et Speil, for hver himmelsk Gestalt,
Samled mit Øie dog nok det sieldne Værd af dit Eie,
For at misunde den Mand, du vil skiænke det alt.
Sextendeelen i Spøg du skiænkte mig kun af dit Hierte;
Men af en Himmel, i Skiemt selv, er en Sextendedeel
Meer for en Digter end hver alvorlige Skat, ham forærte
Lykkens den jordiske Gud, vægtig og holden og heel.
Hvad kan dig skiænkes igien, dit Hierte værdt, af mig arme?
Sextendedeelen af mit, ak! som ei længer er ungt,
Tynget af Smerter og Savn, og fuldt af elskende Varme,
Synes mig mindre for lidt, Spøg imod Spøg, end for tungt.
Men naar du læser paa ny, hvad alt i smeltende Toner
Nynnedes, Muser og selv Gratier værdigt, af mig
Danmarks yndigste Møer og Danmarks ædleste Koner,
Tag i det mindste deraf Sextendedeelen for dig!