Du seer hvor grimt den kolde Stormens Gud
Har dannet om vor Jord;
Alt Spor af Liv er slettet ud;
Naturens blege Liig er klædt i Flor.
Vor Frues, og Sanct Peters Spiire throner
I Skyen, som to Keridoner.

Naar Solen, efter et Besøg saa kort,
Gaaer bag ved Kiøge ned,
Lig Nattens Rammond, hvid og sort,
Vort runde Taarn man seer og gyser ved.
Usikkre Fod, imens du frygtsom stirrer,
Paa glatte Kannikstræde svirrer.

Hist krandse sorte Træer hvide Vold;
Paa Sneen, som Sokrat
I Tanker fordum, stiv og kold,
Staaer ubevægelig en lang Soldat;
Og hist i glatte Skøite rask forfølger
En Pog en anden Pog paa frosne Bølger.

Spar ei dit Brænde, fyr i Ovnen brav!
Giør Stuen dygtig varm!
Tag Punsebollen frem, og lav
Din Ven en Drik, som hede kan hans Barm!
Fyld Glasset, og lad Boreas derude
Saa meget, som han gider, tude!

Det øvrige lad Himlen sørge for,
Som tæmmer Storm og Hav;
Som giør, at Purken dristig gaaer
Paa Skøite der, hvor Helten fandt sin Grav.
Lad Punsen tøe vor Krop og drukne Sorgen,
Og Skiebnen raade for i Morgen!