Er jeg rolig, er jeg bange,
Glad, i Selskab, eller eene,
Lyde kun om dig allene,
Hulde Pige, mine Sange.
Amor lærer mig de rette
Toner om min Henriette.

I en Kreds af muntre Frænder
Om et Bord, hvor Evan dandser
Mellem Bægre, mens han krandser
Dem med druesprængte Hænder,
Sees min Muse dig at flette
Myrthekrandse, Henriette.

Sidder jeg i Maanens stille
Lund, hvor Nattergales Klukke
Blande sig med Skovens Sukke,
Medens mine Taarer trille;
Veemod nynner i den lette
Harpes Zittren Henriette.

Strækker Døden mod din unge
Sanger sine kolde Hænder;
Og det Hierte, som nu brænder,
Brister iisnet ved det tunge
Slag — mit sidste Suk i dette
Sidste Blun er Henriette.