Engang i denne Verdens unge Dage,
En fem sex tusind Aar og fleer, ifald man vil,
Før jeg, min Læser, eller du var til
Og andet meer, som jeg ei vil umage
Mig eller dig med at opramse her,
Var noget andet til, som nu just ikke er,
(Med mindre heele Sæmunds Bog er Sludder)
Det er at sige, der var Guder.

En Fyr, som jeg og du, kan ofte raget blive,
Før han et tusind Maaneder opnaaer;
For Guder derimod er heele tusind' Aar
Knap nok til Skiæg paa Hagen dem at give:
Imidlertid saa got man vil forlange
Man i vort korte Liv kan stundom kiede sig;
Vidtløftig kunde jeg, ifald jeg ei var bange
For at beviise det for tydelig,
Den Sætning demonstrere dig -
Men enten du nu troer den eller ikke,
Saa slutter jeg deraf som saa,
At Guderne i visse Øieblikke
Sig græsseligen kiede maa.
Maaskee i et af disse, kiere Læser!
At Viin, Musik, og Piger bleve til,
Og Sanchos de velsignede Fadæser,
Og Holbergs Skuespil,
Og alt hvad andet morende du vil; -
Men dette seer du let jeg afgiør ikke,
Det kommer heller ei min Fabel ved:
Nok, at i et af disse Øieblikke
Blev skabt en vis Person, som Kvaser hed.

Sandt nok, min Autor taler ei et Ord
Om Kiedsomhed den Gang paa Odins Slot;
Min Grund, hvorpaa jeg dette troer,
Er den, at han var giort saa overmaade got;
Thi Guder, naar de andet har at giøre
Saa jaske de Personer ud i Hast,
Der kun som Biting til det andet skabte høre,
Exempli gratia en Simplex, en Hans Bast.
Paa dem, de giøre, naar de have gode Stunder,
De derimod anvende meere Tid;
Blandt disse Folk endog var Kvaser et Vidunder,
Han røbede den allerstørste Flid.

Blandt andre Gaver havde han den rare,
Som ingen Viis har havt i Grækenland og Rom,
Og ingen uden for: paa meer han kunde svare,
End tusind Tosser kunde spørge om.
Kort sagt: han havde alt det Vid i Panden,
Som Claus har uden omkring sin,
Og al den Kundskab, som (jeg nævner ikke Manden)
Sig bilder ind.

Sligt kunde visses Pander ikke lide,
Som ei saa vel møblerte var'.
Af dem besluttede derfor et Par,
At han herefter ei saa meget burde vide;
Og, for at giøre Sagen kort,
Tog de, Gud veed paa hvilken snedig Maade,
Hans heele Hoved bort:
Og Tingen gik og som de spaaede;
Thi med hans Blod flød al hans Viisdom i et Kar,
Saa Kvaser aldrig meer blev den han var.

De tvende Dverge — jeg har, troer jeg, glemt
Herom at give, Læser, dig et Vink,
At det var Kiemper, hvoraf meget nemt
Der kunde gaae tolv-fiorten paa Herr Link;
At glemme sligt er altid slemt,
Lad være det giør ikke stort til Tingen:
Meen derfor, Læser, her, hvad Grethe før har meent,
At hvor det gaaer, en Prosit, som kom seent,
Er bedre end aldeles ingen.

De tvende Dverge, som heel vel forstod',
At det, som flød af Kvasers Hals og Hierne,
Var ikke simpel Blod;
Men havde maaskee læst i een og anden Stierne,
Hvortil det kunde bruges, skyndte sig,
Og, mens det end var varmt, heel snildelig
En Portion Honning deri tyllet fik.
Af denne Blanding blev en saare herlig Drik,
Hvis underlige Kraft bestod deri,
At den, som drak deraf en Sopken, blev med et
Begeistret af dem alle ni,
Kort sagt: Poet.

Kort Tid derefter sad en Morgenstund
Gud Odin paa sit Lidskialf, fra hvis Sal
Han seer hvert Hav og Flod og Field og Dal
Saa reent som ingen Ting, med Piben i sin Mund,
Og saae paa Jorden hist og her omkring
Fra Pol til Pol saa mange Ting,
At, Læser, du var reent urimelig,
Ifald du vilde fordre her af mig,
At sige dig alt, hvad hans Syn faldt paa;
Men jeg vil sige dig hvad Odin ikke saae.

Han sad i en udslagen Time der,
Han sad i to, han sad i tre,
Gneed Glasset reent i femten Kikkerter,
Saae langs og tvers, paa kryds og qver;
Men saae dog ikke hvad han vilde see,
Sin kiere Kvaser nemlig. Lars maae vække
De andre, som endnu i Dynerne sig strække;
Men ingen af dem kan faae Øie paa
Herr Kvaser — Freja selv, som ofte saae
Med ubevæbnet Øie meer
End alle Guderne med deres Kikkerter,
Seer denne Gang ei meer end de.
Herved blev Odin heed om Ørnene,
Tyr reev sig i sit Skiæg, Thor i sin Ivrighed
Slog Odins Pibe sønder med sin Hammer,
Frei bandte, Balder sukked', Freia græd,
Kort sagt, der blev iblandt dem slig en Jammer
Da deres Yndling borte var,
At siden Balders Død ei større været har.

„Jeg svær," brød Odin ud, og alle tav,
„Jeg svær ved Frigges Siel og ved mit eene Øie,
Ved alt, hvad helligt er, i Himmel Jord og Hav,
At før skal Dovre sig for Nordens Storme bøie,
Før jeg uhevnet taaler denne Streg,
Som ingen anden (derpaa tør jeg sværge)
Har spilled mig end de fordømte Dverge" —
„— Ja! ved min Hammer!" brølte Thor, „skal jeg — — —"
„Saa sagte, kiere Søn! du kan dig let forgribe,"
Blev Odin ved; „Viid, hvem jeg er og du!
Nys slog din studse Tølper mig i tu
Min allerlængste, bedste Keiserpibe!
Vær lidt forsigtig med din Hammer,
Og see dig for herefter hvor den rammer!
For Pibens Skyld, det var en Bagatel;
Men lidt Respect! forstaaer du vel!"

„Min Odin," raabte Frigge, „spar din Thor!
Hvor let kan saadant skee! befaler du
En lille Tasse Chocolade nu?
Glem Piben! hør mit Raad! saavidt jeg troer,
Er Kvaser ikke død; men nedsend en Stafet
Til Jorden, for at lede efter ham,
Saa vædder jeg, man finder Mennesket."
Ved disse Frigges Ord blev Odin ganske tam,
Han kyste hende, drak sin Chocolade,
Og alt blev got igien.

Paa Jordens Overflade
Imidlertid Hermoder springer om,
Og søger Kvaser allevegne;
Omsonst. Tilsidst et Sted i Heklas Egne
Han til de tvende smaa Personer kom,
Som havde spillet Pudset. Da de kiendte
Endskiønt forklædt den himmelske Gesandt,
Saa vidste de, hvad de nu kunde vente,
Og derfor i en Hast den Løgn opspandt:
„At Kvaser, efterat han havde søgt
Forgieves mellem Dverge, Trolde, Jetter
Og Mennesker, i Byer, Bierge, Sletter,
Og ingen fandt, som spurgte ham med Kløgt
Saa meget, han jo kunde svare meer;
Saa, da man ei hans store Klogskab vidste
At sætte den nødvendige Klysteer,
Omsider qvalt af Kløgt han maatte briste."

Hermoder kom igien med den Beskeed
Til Asgaard „Paa min Ære!" sagde Frigge -
„Ved Solen!" udbrød Frei — „Ved Mjølner!" meldte Thor -
Og Odin nægtede det ikke -
„Den Sag har meget stor Sandsynlighed!
Vor Kvasers Viisdom var en Dødelig for stor!"
Hvorpaa de sloge sig igien til Rolighed.
Men Odin svoer en Eed, af alle Kræfter,
At siden vogte sig med Maalet paa Forstand,
Og for en Visheds Skyld herefter
At spæde Menneskenes Blod med Vand;
Samt, for at standse Kundskab lidt behendig,
Som aaben stod alligevel enhver,
Beslutted' han: at den var unødvendig
Til at erlange gode Dage her;
Og at man kunde blive syv slags Raader,
Og Excellencer, som en Bagatel,
Og vel proportioneerte høie Naader,
Og, kort sagt, hvad man vilde, meget vel,
Naar man kun eyede saa megen Siel,
Som var tilstrækkelig til Kroppen at oplive,
Og havde lært sit Navn (om ei med egen Haand,
Dog med en Secretairs) at skrive;
Især, om man forsigtig lod sig giøre
Af een, som bar et vist Slags Baand;
Thi saa var det endogsaa overflødig:
Til Krig, til Dom, til Raad berømmelig at føre
Man neppe havde Siel, end sige Hierne, nødig.
Ved den Idee faldt Odin paa en anden:
Og skabte med det samme Adelstanden.

De tvende Mordere saa snart ei saae,
At man paa Asgaard ikke just var kræsen
Paa Grunde; men sig tage lod ved Næsen
Saa net som nogen; strax begyndte paa
Med Puds at giøre sig saa glade,
At det gik dem som Gaasen, der saa tit
Til Gilde kom, at hun omsider kom for Skade,
Og fik en Hals for lidt.

En Kiempe, som paa Spas sig meget lidt forstod,
Traf dem, Gud veed i hvilket Puds, engang,
Og med en Arm en femten Alen lang
Greb begge Fyrene saa vældig fast
Ved Beenene, at i en Hast
Den heele Lyvekraft dem pludselig forlod,
Hvorpaa Herr Suttung (thi saa hed den Mand,)
Dem slængte paa et Skiær, midt i den store Strand,
Netop saa stort, at de derpaa
Tre Skridt fra Livet af hinanden kunde staae.

Det arme Dvergepar kom, som man mærker, her
Med denne Boepæl i en reent fortvivlet Knibe,
Og for at slippe bort fra det fordømte Skiær
De maa til deres sidste Redning gribe,
Og byde Suttung deres kiere Drik
For deres Friehed. Middelet slog an,
Og i en Hast Akkordten kom i Stand:
Herr Suttung satte Dvergene paa Land,
Og hiem med sin Mixtur fornøiet gik,
Som han nedsatte dybt i Norges største Field,
Og bød sin smukke Datter, som en Drage
At passe paa den der med Liv og Siel,
At ingen fik deraf den mindste Dryp at smage.

Endskiønt nu Suttung holdte Sagen tys,
Saa fik imidlertid dog Asgaards heele Hof
Ved Fimbulfamber paa en Maade Nys
Om denne rare Drik; og derved Stof
Til mangen Prat, Raadslagning og deslige
Ved Bordet under Bøgen Ydrasil,
Hvor de maae samle sig, naar Veiret er dertil,
Ja selv, naar det er slet, som nogle sige.
Der sad man og paa Tingen pønsede,
Holdt Raad i Dage, holdt Raad i heele tre,
Og krølled' de guddommelige Næser,
Og Suttung dievleblendt misundede
Hans giemte Kostbarhed;
Og jeg kan ikke nægte, kiere Læser,
At jeg i denne Stund misunder ham den med.

Thor var saa reent forkyest i Ting som angik Kvaser,
At han kun mumled, halv i Skiægget om sin Hammer,
Hvorledes Klipper revne, hvor den rammer,
Og andet meer — kort sagt, det heele Raad af Aser
Fandt Drikken saare vanskelig at faae,
Og tav, da Kampens Gud brød ud som saa:

„Det koste hvad det vil! saa maa jeg Drikken have!
Den ikke ligge skal, trods Suttungs Magt og Flid,
I Dovres Huuler skiult til evig Tid!
Jeg vil mig selv til denne Reise lave,
Og see hvorvidt, og det er ventelig
Et dygtig stykke Vei, min Guddom strækker sig!
Sadl Sleipner op — dog nei! saa kiender Suttung mig
Jeg vil til Fods! jeg sikkert mig skal skaffe
Den ypperlige Drik. — Min Frakke, Hat og Stok!
Mit Fyrtøi og min Pibe! — det er nok!
Lav mig nu først en stærk og god Kop Kaffe,
Min lille Frigge! skynd dig lidt, min Tøs,"
(Gudinden tripped' ud, og han blev ved)
„Hold nu lidt artig Huus, imens jer Faer er borte!
Jeg Reisen, saavidt mueligt, skal forkorte;
Men giør mig, ingen af jer, Frigge vred;
Thi hør' jeg det, saa bliver Fanden løs!
Du, Thor! kan passe midlertid paa Huuset!
Men giør mig ei mit gamle Hovet kruset!"
Og nu kom Kanden frem paa Bordet, Odin drak,
Mens Freja fyldte Daasen med Tobak,
Saa gav han Frigge tre, de andre hver eet Kys,
Dermed: Adiøs.

Til smukt Exempel for vort Nordens unge Sønner
Var Asgaards Guder over Hov'det ikke nær
Saa store Libertinere, som de,
Rom og Athenen ofred' deres Bønner.
Og Lidskialfs Odin mod Olympens Jupiter
Var ret en Joseph, som man tydelig kan see,
Ved Sammenligningen af de Vestigia,
De efterlode sig paa deres Jord-Visiter.
Her et Beviis endnu paa denne Sats jeg hitter:
Gud Odin havde ingen Podagra,
Hvorfor den gode Zevs sig neppe fri kan sige.

Jeg ved hans Reise vil ei her opholde mig;
Kun kort og got, min Læser, sige dig,
Han gav sig ei paa den i Færd med mindste Pige;
Men satte een Fod frem, en anden foran den,
Og kom paa den Maneer bestandig længer hen,
Men med en saadan Fart, at, inden Soel gik ned,
Befandt han sig, omtrent to hundred' stive Mile
Fra Hiemmet sit, paa et saa yndigt Sted,
At det hans heele Krop og Siel indbød til Hvile.
Saa lang en Vei at gaae i en syv otte Timer,
Med Podagra sig ingenlunde rimer. -

Opvognet, for hans Øie sig fremviise
Ni Arbeids-Karle, tæt ved Stedet hvor han laae,
Med favnelange Segle Korn at slaae,
Hver af dem lang og føer og haandfast som en Rise.
Ni slige Drenge var' just ei at spøge med;
Men da de løde til at vogte dette Sted,
Som Odin skulde just passere,
Saa var ei andet for ved denne Leilighed,
End dem derfra med List at practisere.

En Gud er færdig strax i slig Omstændighed.
Han snu tilbyder sig at hvæsse deres Segle;
De sige Tak; og Odin een for een
Giør i en Hast saa skarp; at da paa deres Negle,
Og siden Kornet, de probeerte dem,
Fik de saa stor en Lyst til Mandens Vettesteen,
At alle klyngede sig til ham frem,
Og bød om Kap derpaa, da Odin kyler
Den i det samme op i Luften over dem.
Som naar paa gammel Torv den blinde Pøbel myler
I Klynger om det lykkelige Nummer,
Som bringer femten Fryd og femten tusind Kummer,
For den Rigsort, der til Belønning udsat er
For den, som puffer best paa kryds og qver.
Saaledes foer iblandt hinanden disse ni,
Med skarpe Segle de saalænge sammenrendte
I Blinde langs og tvers, at inden Legen endte,
De myrdede sig selv i deres Raserie.

Herpaa tog Odin Fod i Haand igien,
Og satte Reisen fort; men da han blev vaer,
At han var nær det Sted, hvor han sig agted' hen,
Saa klædte han sig om, belaved' sig paa Svar,
For, om man spurgte ham: hvorfor, hvorfra han kom,
Og hvem han var, og sligt, som der kan spørges om,
Han da ei skulde staae, som en Peer Eriksen.
Saaledes, velbetænkt paa hvad der kunde møde,
Begav han sig, ved næste Morgenrøde,
Med Navn af Bolverk til Herr Suttungs Broder hen.

Galt gik det, og vel var det, som det pleier,
Herr Bauge (saa hed Manden) netop var
De ni til Helhiem nylig sendtes Eier,
Som dette Tab i Hiertet dybt nok skar,
Til ikke just saa høflig, som han kunde,
At tage mod sin Giest; men tvertimod
Ham skieldte Huden fuld af Hiertens Grunde.

Dog heraf Odin sig slet ikke kyse lod.
„Retfærdig er" (saa talte han) „din Iver;
Thi vee den Mand, som ei opirret bliver,
Naar man fornærmer dem, ham tiene med sin Sveed!
Men her min Ven, har ei din Vrede Sted;
De selv, og ikke jeg, var Aarsag i,
At de foer' ned til Helhiem alle ni.
De bad' mig alle om min Vettesteen;
Jeg vovede mit Liv, ifald jeg gav den een;
Jeg gav den alle, lod dem selv afgiøre
Hvem de blev eenig' om den skulde reent tilhøre.
Dog, da jeg, skiønt uskyldig paa min Side,
Er Aarsag i, dit Arbeid blev forsømt,
Saa lover jeg dig her, at du maa vide
Hvor falskt du om din Giest har dømt,
I meget mindre Tid alleene at afmeje
Hvad de forlod'; og fordrer blot til Løn
En Sopken af den Drik, din Broder har i Eie."

Herr Bauge syntes den Akkordt var ganske skiøn.
At faae saa meget giort blot for en Sopken Miød,
Er got Kiøb, tænkte han, den være nok saa sød -
(Den gode Mand var langt fra Jaskerie
Med nogen af de helikonske ni,
Og troede en Slurk Miød og en Slurk Poesie
Var Hip som Hap) — Top! sagde han — Top! siger
Fleer altsaa, som man seer, end Kammerpiger.

Herr Bolverk mejede til Høsten var forbi
Hvad der var levnet af de ni.
Da Vint'ren kom, og alting nu var færdig,
Saa fordred' han den Løn, han havde giort sig værdig;
Og Bauge loved' ham, da han fornøyet saae
Hans Arbeid ganske var i Stand,
En Dag med ham til Suttung hen at gaae,
Og skaffe Sopk'nen, som en ærlig Mand.

De gik, og, kort fortalt, kom til Herr Suttung ind,
Og bød god Dag! og satte sig paa Bænke,
Og prated' først en Deel om Veir og Vind,
Om man fik Frost i Morgen eller Tøe,
Og endelig begyndte peu a peu
Diskursen hen paa Sopkenen at lænke.
„Det giør du nok, min Broder, vil jeg haabe?.."
„Ha! Ha!" brød Suttung ud, „stak Tingen der?
Ja Pyt sâe Peer!
Jeg svær ved Odin og den heele Gude-Hær!
I faaer i Evighed af den ei mindste Draabe."

Der stod' de i en Maade! aldrig har
Man seet en Gud at hænge saa med Næsen,
Som Odin her. Det fast paa Nippet var
Han glemte sit guddommelige Væsen,
Og græd af Ærgrelse, som rigtig nok
Han havde Aarsag til ved slig en Fandens Bok!
Der stod de begge med to lange Næser,
Saa lange, som de var'!
Hvad var at giøre her? Veed du det, Læser?
„Farvel, min Far!"

Dermed var den Besøgelse forbi,
Som giorde Odin saa konfus i sin Paryk.
Han svor en mægtig Eed, med slig en Eftertryk,
(Endskiønt jeg ikke seer hvortil sligt kunde gavne)
At heele Dovre skialv, og Bauge trimled om,
Saa lang han var, og drat en tredsindstyve Favne,
Før han igien til Fodefæste kom:
At miste før sin Evighed, sin Frigge,
Sin Guddom og sit alt, før han, trods Suttungs Magt,
Lod denne Drik urørt i Dovres Indvold ligge.
„Hør, Bauge!" sagde han — men Bauge var, som sagt,
Lidt for i Veien. Bolverk fandt omsider
Den arme Kiempe, med forknuste Sider
At ligge saa dybsindig, at det lod,
Han ei paa første Vink igien opstod;
Men han fik Fyren op, og smurte hist og her
Med hvad han først faldt paa, (det fast utroeligt er,
Den Force Guder har i Medicinen,)
Han neppe havde smurt, før Bauge strax
Var frisk og heel igien, og vever som en Lax.
„Hør!" sagde Bolverk da, „det lønner ikke Pinen,
At gaae for langt herfra! vil, Bauge, du som jeg,
Saa skal vi faae ved List, hvad vi ved Bøn fik ei!
Du veed dog vel det Sted, saa paa en ongefær,
Hvor Suttung nedsat har den Drik, jeg søger her?"
„Ja, Herre!" sagde han; „men, tør jeg spørge dig,
Du er, saavidt jeg troer, ei nogen Dødelig?
Din Eed, mit Puf, din Lægedom: kort sagt,
Alt siger mig, du har en meer end jordisk Magt."
„Jeg være hvem jeg vil, en Skabning eller ingen,"
Igientog Bolverk, „det giør intet her til Tingen,
Men viis mig Stedet!" — „Ja det kan jeg let;
Men Sagen er at giennembryde det!" -
Og derpaa førte han igiennem mange Huler,
Hvor Nattens Troldpak sig for Dagens Konge skiuler,
Herr Bolverk til et Sted, saa rædsomt, sort og fuult,
At Miltons Helvede mod det er lyseguult. —
„Her," sagde Bauge, „dersom du kan slippe
En Bagatel af en syv otte Miil
Dybt ind i denne gamle Klippe:
Det er paa anden simpel Stiil,
Ifald Umuelighed er muelig for din Evne,
Saa findes Drikken der." I Stedet for et Svar
Vor Bolverk midlertid en Jernstang frembragt har,
Hvormed han stødte til hvor Klippen hulest var;
Umiddelbar derpaa man hørte Fieldet revne;
Og dumpe Tordner over Toppen rulled'
I den forfærdeligste Storm;
Og i et Øieblik er Bolverk nu en Orm,
Og, vips! i Hullet.

Der kryber han en Tid i Sprækken rundt omkring,
I mange underlige Sving,
Og endelig en smule Lys opdager;
Han seer et slags Gemak i Klippen hulet ind,
Og midt deri sit Kar, ved Hielp af Lampens Skin;
Og strax sin forrige Gestalt paatager,
Hvori han træder frem. Ved Lyden farer op
Af korte Slum den deilige Gunløde;
Bestyrtset skuer hun en menneskelig Krop
Paa dette Sted at komme sig imøde;
Og Bolverk, eller Odin ligefrem,
Var ikke heller reent ved sine fem.

Hvad Grækenland og Rom saae fordum i de tre,
Som Haand i Haand omringe Aphrodite,
Fik Nordens Zevs fuldkommen her at see
Foreenet i een eeneste Charite.
Forgieves stræber svage Digter dig,
Min Læser, hendes heele Glands at vise,
Saa yndig, herlig og guddommelig,
Som den fuldkommen kun kan tænke sig,
Der saae dit Smiil, livsalige Lovise!
See alt, hvad skiønt og got vor Jord frembar,
Og al den Yndighed, som alle Himle har,
Foreenet i Lovises søde Mine!
See himmelsk Viisdoms, Godheds lyse Smiil,
Og alle Dyders Glands i hendes Øines Ild;
Og tænk dig saa vort Nordens Euphrosine!

To Kinder paa hvis smilende Ovaler
To Roser blomstre mellem Amoretter;
En lille Mund, hvis rødmende Coraller
I Yndighed med Morgenrødens tretter;
Et Øyepar, hvis Ild giør Mørket lyst,
Hvis Smiile skabe Dag i Dødens Grav;
En Hals, hvis Lilier ombølges af
To mørkebrune Lokker, og et Bryst,
Imod hvis Alabast nysfalden Snee er sort,
To trinde hvide Arme, og et Liv,
Hvor alt er skiønt, og yndigt, og hvor, kort,
Naturen tømte sig, den Gang den sagde: Bliv!
Alt dette skiødesløst bedækket med
En næsten giennemsigtig Sølv-Moers Skye
Forblinder Odins Syn. Nat — Huule — Eensomhed -
Umuelighed i Hast at kunde flye!
Hvo af slig Fristelse sin Dyd kan redde ud,
Er ikke Menneske, og mindre hedensk Gud.

Gud Odin stod som rørt af Lyn.
Jeg troer en Kampesteen ved sligt et Syn
Blev selv, trods heele dens Ufølsomhed,
Saa henrykt, at den ei sig rørte af sit Sted,
End sige en Person, som var af Kiød og Blod;
Hvad Under ham lidt Sands forlod?

En sød Forvirring, naar hans Øine hendes møde,
De friske Roser, som derved udsprede sig
Paa hendes Kinders Snee, saa blussende, saa røde,
Som om Uskyldighed i deres Purpur døde;
En Zittren, denne kielne Zittren lig,
Som Dyd i Flugten efterlader sig;
Et ømt, halvbange, dybt fra Hiertet hentet Suk,
Som hæver op og ned det næsten nøgne Bryst;
Et Skrig kaldt frem af Skræk, og qvalt igien af Lyst;
Og hvad, som Skiønhed selv giør altid dobbelt smuk,
Den paradisiske Uskyldighed,
Hvormed Gunløde stod ved denne Leilighed;
Kort, hendes heele Pantomime-Spil
Hvert Øieblik ham aabner Munden til
At sige smukke Ting, og atter binder;
Han leder efter Ord; men lutter Tanker finder;
(Man efter Tanker maaskee leder her,
Og finder Ord — desværr'!
Sligt hender sig ei nær saa sielden, som det andet,)
Men Tankerne tilsidst gaae fløyten med;
Naar begge Deele gaae, saa er det reent forbandet:
Han glemte reent sin skrækkelige Eed,
Sin Drik, sin Frigge selv, og Himled veed hvor meget
En Gud kan glemme, naar han gaaer fra Vid.

Saaledes stod' de der et par Minuters Tid;
Hvorpaa han bukked' sig, og giorde to Trin frem,
Og, vips! kom Tanke, Sands, og Ord, og alting hiem;
Han kysser tækkelig Gunlødes Haand, og hun
Begriber om en liden Stund,
At, naar og hvor det ogsaa er, en Mand
Er intet andet end en menneskelig Han,
Trods alt hvad der om Tingen siges kan
I Basedovs Philosophie.

Men alt det Krimskrams vil jeg springe reent forbi;
Og heele Natten, og hvordan det gik deri,
Min Læser kortelig her finder streget — — -
„Hvem havde ventet sligt? Det var en Skam!
Nu er jo Visen ude!" Ja, Madam!
(Jeg siger just Madam; thi slige spørge mest,
Sligt Spørgsmaal klæder og Madamer best.)
Hvis de forstod Latin, der staaer det i en Bog;
Thi jeg forsikrer Dem, at jeg har svedt en Time,
For at fortælle det i mit og deres Sprog;
Men, skiønt jeg ellers kan for Resten rime
Det heele Alphabet igiennem til Zamolx,
saa got som nogen Smeddesvend til Holks,
Saa kunde jeg dog ei, hvordan jeg vilde vend' 'en,
Faae Visen til at rime sig i Enden.
Kort sagt; thi Korthed synes mig er smuk,
Især hvor dit og dat kan møde,
Uskyldighedens sidste kielne Suk
I Bolverks Favn paa hendes Læber døde;
Sødtslumrende med slynget Arm i Arm
Laae Odin ubekymret, tryg og varm
Ved Siden af den yndige Gunløde,
Og i sneetakte Dovres dybe Skiød
Den søde Søvn i qvægsom Snorken nød,
Saa got, som nogen Tid i Valhalla,
Naar Frigges Arme, Bryster, Læber bøde
Ham smilende: Bliv nok engang Papa!

Forgieves stræbte fra sin Rosenkind
Den nysopstandne gyldne Morgenrøde
At liste sine matte Straaler ind
Igiennem Dovres Rifter; brudte døde
De glimrende paa Marmorkiempens Bryst,
Som værned' Odins og Gunlødes Lyst.
Forgieves brød igiennem Østens Himle,
Med usædvanlig Glands, den kongelige Soel;
Hans gyldne Dags Herolder Pol til Pol,
For sovende Natur at vække, vrimle;
Een af dem trænger sig i Dovres Huuler ned,
Seer knap vor Odins Fryd, før han er alt afsted,
Og derom Budskab sin Udsender bringer;
Umiddelbar derpaa sig ruster denne Gud
Med al den Glands, hvormed han sprang af Chaos ud:
Fra flammebygte Slot, paa Øyeblikkes Vinger,
Titusind' Millioner sammenbringer,
Og dækker Jord og Hav og Luft og Himlene
Med sin til Kamp mod Mørk ildvæbnede Armee;
Forgieves stormer den i lynende Galop,
Paa sin Befalers Vink, mod Dovres haarde Side;
Thi Millionviis fra dets stiernekronte Top
De lyse Kiemper ned med Sneen knuuste glide;
Usmeltet Dovre staaer, trods tusind' Soles Harm,
Og Odin ligger tryg i sin Gunlødes Arm.

For at fortælle det ei slet saa sært,
Lidt kortere, og meget mindre svært
For Læsere, som ikke kiende Troper,
Og lange tydske Construction-Cycloper:
Den gyldne Soel var alt en Fierdingvei spadseert
Paa Himlen frem, før Odin og Gunløde
Hinanden kyssende god Morgen bøde;
Og efter lidt at have præludeert,
Begierte han — i Mangel af Ximen -
En Morgenslurk af Miødden; (Arme Pige!
Hvad vil din bestialske Fader sige?)
Han sige hvad han vil, saa er den Regning reen,
At slig en Nat man saare sielden kiøber
Paa dette Sted for en Slurk Miød -
Hvorpaa hun Odin Helligdommen røber.
Han drak; men Drikken smagte ham saa sød,
At paa sit eene Knæe han bad om nok en Sup,
Og bønhørt drak den anden; (Arme Pige!
Hvad vil din bestialske Fader sige?)
Paa begge Knæe nedkastet Bolverk ligger,
Med Læber, Øyne, kort: med alting tigger,
Endog paa Vers, den tvivlende Gunløde
Om nok en lille Slurk af dette søde
Hans længselfulde Læber at tilstede;
(O Elskov! Elskov! Arme Pige!
Hvad vil din bestialske Fader sige?)
Hun siger ja — og Bolverk drak den tredde,
Og drak i den al Miødden Rub og Stub.

Lidt uguddommeligt var i vor Vens Natur;
Knap seer han Karret tomt, før i en Ørns Figur
Han bort, lig Theseus fra sin Ariadne, flyver
Fra den forbauste Møe. I unge Pigebørn!
Troer saare varlig en Person,
Som spiller Elsker paa min Helts Façon!
Troer Hule-Kierlighed er ikke værd en Styver!

Troldkiempen Suttung har imidlertid
Ved visse Fandens Konster lugtet Krudtet,
At Odin med hans Drik var ud af Fieldet smuttet.
Paa Trold-Maneer i Hast han ruster sig til Strid;
Han lægger sine Arme bort,
Og giør sin miilelange Krop saa kort,
At i en Ørnehud han magelig sig skiuler;
Vips! flyver han fra Dovres Huuler,
Og hurtig, som en Vind,
Vor Odin haler ind
Et Bøsseskud fra Asgaards Huuse:
„Stop!" sagde Suttung. — Tag ei ilde op,
Min Læser, om jeg ogsaa siger Stop
Et lille Korn!

Min unge Jomfrue Muse!
O! lad for Himlens Skyld det vel bekomme mig,
Ei Jomfrue blot; men ung, at have kaldet dig!
For alting lad mig ikke Tiden spilde
Med at anraabe dig i alenlange Vers
Om en Ræt lækker Fisk fra Hippokrenes Kilde,
Og siden bringe frem den haabopfyldte Læser
En mægtig Hob Rosiner af Fadæser
I Pølser af naivisk Dumheds Skierts!
Vær smuk undseelig, som en Jomfrue bør!
Tilstaae du er i høye Sving en Stømper;
Og skriv en Kierlighed foruden Strømper,
Før du agerer Vôtre Serviteur!

Som i et Tordenveir, naar fra de brustne Skyer
Et Ocean af Vand uventet styrter ned
Paa Bondens Huus, med stor Geskieftighed
Familien af Stuen flyer
I Gaarden hist og her omkring,
Een med en Spand, en anden med en Saae,
Een med en Strip, og een med ingen Ting,
For Regnvand i en Hast at faae
I alle Kar, endskiønt de stundom alle
Med Rædsel høre Tordnens høye Knald
I Luften mellem Lyn i Lyn at skralle,
Hver ventende sin Død i næste Skrald;
Saa vimse de dog alle ud og ind,
Og Haab om anden Dags velkaagte Erter
Opfylder deres skrækopfyldte Sind,
Og skaber Mod i de forkyste Hierter:
Saaledes fløy af Himmel-Porten ud
Iblant hinanden Asgaards bange Guder.
Mens Suttungs Torden-Stop i Luften tuder,
Og Slag i Slag af sorte Trolde-Vinger
Dem Budskab om Asodins Knibe bringer,
Sees en Gudinde her, og hist en Gud
Omhyggelig af Asgaard ud at trippe,
Og bange for at Odin vilde slippe
I Kampens Hidsighed sin kiere Drik,
At sætte Tønder, Krukker, Baller ud,
Og hvad de først i Hænder fik.

Det blev for langt, for græsseligt og stygt,
Om jeg, min Læser, her fra Hoved indtil Hale
Den Tvekamp vilde dig omstændeligen male,
Som satte Nordens Guder selv i Frygt;
I Hexametrer sligt desuden kun kan klinge,
Og ei i Vers paa Riim, som trækkes ud og ind
Alt efter Musens løyerlige Sind,
Som paa en laant Klopstockisk Vinge
Mig ingenlunde vil til slige Stierner bringe,
Hvor det var vanskeligt at finde mig igien
For hende selv, end sige Læseren.
Kun kortelig jeg altsaa her vil sige,
Hvad jeg om denne Tvekamp sige kan,
Og ei forskrække nogen frygtsom Pige,
Og mindre nogen frygtsom Mand.

End gientog Ydrasil og Asgaards Mure
Troldkiempens Torden-høye Stop,
Som vækked' alle Guder op;
Og heele Skabningen begyndte alt at lure,
Da Suttungs Kloe fik fat i Odins Krop.
Svøbt i en Hvirvelvind udsender Thor en Torden
Mod Trolden; strax er heele Himlen sort,
Og dumpe Brag forfærde heele Jorden,
Soel, Maane, Stierner svinde bange bort;
Kun Suttung skrækkes ei ved al dens Bulder,
Med tunge Vingeslag han dæmper den,
Rundt om de Kiempende den langsom ruller,
Og flyer tilsidst til Asgaard hiem igien.
Med Næb mod Næb og Kloe mod Kloe de kiempe
Med lige Styrke; skrækkelige Slag
Af Vinger, Torden, Storm, som kappes om at dæmpe
Hinanden i forfærdelige Brag,
Forkynde Jordens Børn den sidste Dag.
Af Ørn forvandler Odin sig til Løve,
Og Suttung ligesaa; med større Kløer
Udrustede de friske Kræfter prøve,
Men Seieren er uvis nu som før.
Nu seer man dem som to bevinged' Oxer
Hinandens Hov'der stange Puf i Puf,
Nye milelange Horn enhver af Panden voxer,
De kiempe, ingen vinder; i en Ruf
Man seer dem gloende, som tvende Drager
Med fiorten Hoveder, ethvert saa stort
Som Hekkenfield, og saa fremdeles fort,
I hvilke Skikkelser min Læser helst behager,
Nu som to Slanger, nu som et Par Biørne,
Snart som to Katte, snart som Elephanter,
Og altid som to lærde Disputanter,
Og endelig igien som Ørne.

Herr Odin er tilsidst af denne Tvekamp kied;
Jeg troer min Læser er det med;
(I slig Omstændighed befaler Vessel: stop!
Og i hans Meening jeg nedstiger
Paa begge Been med ganske Siel og Krop.)

Hvad Asgaards Guder frygted' om vor Kriger
Traf rigtig ind. I Stridens Hurlumhei
Saae han sig nødt til, paa en høflig Maade,
For Næbbet des beqvemmere at raade,
At lade Drikken gaae sin Vei,
Han valgte, siger Fablen, to;
Reent ud, o Muse! siig dem ikke!
Sligt kan sig ei for peene Piger skikke.
Een Regel siger Nei, en anden siger Jo;
Naar man er uvis om, hvem af dem man skal troe,
Saa giør man allerbest, naar man skal sige Tingen
At troe slet ingen.
Kort sagt, jeg ikke just fortælle gad
Hvordan i denne Sag Gud Odin bar sig ad;
Nok, at han Drikken lod i Karrene nedglide,
Og den, som meer derom vil endeligen vide,
Kan læse det ret net og peent paa Fransk,
Naar han paa Siden, som i Noten staaer, vil kikke
I Herr Mallets Mythologie Celtique;
Det klinger ikke nær saa smukt paa Dansk.

I tvende Kar paa saadan Maade flød
Den af hin Viises Blod og liflig Honning
Snildt blandede guddommelige Miød,
Som før bevogtet af Uskyldighedens Dronning
Laae skiult i Dovres Marmor-Skiød.

Gud Odin saae sig ei saa snart fra Byrden frie,
Før krumme Næb beviser Suttungs Bryst,
At al hans Styrke, Snildhed, Koglerie
Forgieves er i Gude-Dyst,
Han hakker det saa dybt i Troldens sorte Lever,
At Blodet strømmer ud af leede Krop,
Og Bravo-Raab fra Asgaards Guder svever
Til den guddommelige Seirer op;
Soel, Maane, Stierner komme nu tilbage
Med festlig Gratulats for seierkronte Helt.
Forfulgt af Tordner flyer med tunge svage
Fierløse Vinger Trolden; huult og fælt,
Svøbt i en giftig Skye, med rædsomt Bulder
Han hylende bag Nordens Pol nedruller
I Pølen, som det Troldpak mylrer i
Som Asgaards Guder fordum ei gad lide;
Og derfor kasted ned i hæslig Qvide.

See her Oprindelsen til al den Poesie
I Vesten, Østen, Syden, Norden,
Som moerer, kieder, nytter, skader Jorden!
I disse tvende Kar, det eene saare stort
Og let at komme til, det andet meget lille,
Laae nu Herr Suttungs Drik deelt i forskiellig Sort,
Alt efter den Maneer,
Hvorpaa sig Odin fra den maatte skille,
Som man, som før er sagt, af Mallet seer.

Den viise Kvasers Blod med Honning blandet har
Horaz udtydet i en fyndig Commentar,
Og jeg har alt for stor Respect for Læseren,
Til her paa dette Sted at oversætte den.
De trende Gratier, som vogted' denne Miød
Foreened' i den yndige Gunløde,
Hvis sidste Gunst vor Eventyrer nød,
Før denne søde Drik hans Læber nøde,
Har viise Fædre malt til evigt smukt Exempel
Paa Veien man skal gaae til Poesiens Tempel.

Ved Foden af et Bierg, hvis Top til Himlen naaer,
Det store Kar i lave Slette staaer,
Den Drik, som fylder det, kun deri ligner Miød,
At den for hvem, som drikker den, er sød,
For Resten er den smudsig, sort og vandet,
Og grumset slemt med et og andet;
Thi Myrer mylre paa dens skidne Bund,
Og stundom smutte heele store Nøgler
Af giftige Fiirbeener, Tudser, Øgler
Umærkelig i dens Bacchanters Mund;
Og i den Taage, som uddunster af dens Bærme
Sees daglig Millioner Giester sværme.

Men høit paa Fieldets stiernekronte Top,
Hvor kun Natur og Kunst med Flid kan klavre op,
Staaer i et lille Kruus den ægte Digter-Miød
Klar, reen som Æther, ikke alt for sød;
En liflig qvægsom Duft den rundt omkring sig spreder,
Som skaber Mod i unge Krigsmænds Bryst,
Og Dyd i Pigens Barm, og allevegne Lyst;
Men reen, usmittet Lyst, som Viisdom selv tilsteder.
Men lang og steil og tornefuld og haard
Er Veien til den høie, lyse Throne,
Hvorpaa dens glimrende Erobrer staaer,
Og famler efter Evighedens Krone.
Uagtet Lamper glimre hist og her,
For Vandreren paa rette Vei at lede,
Saa kommer han dog tit en Klippekant for nær,
Og, bumps! der ligger han igien dernede;
Hist skrækker ham den lange Vei, som bringer
Ham til en nye, naar reent han troer den endt,
Hist Knaldet af hans Formands knuuste Vinger,
Og hist og her en bister Recensent.

Af et af disse Poesiens Kar
Har alle de Poeter, kiere Læser,
Som ere til, som kommer, og som var,
Øst godt og ondt, Moraler og Fadæser;
Een drak af dette, een af hint,
Og een og anden af dem begge to,
Adskillige drak saare fiint,
Og somme drak prestissimo.
See Grunden her til Forskiel paa Poeter,
Hvi sande store sees saa sielden som Cometer
Mens sande slettes Navn er altid Legio;
Thi til det store Kar kan alle komme;
Som veed paa een og anden Viis,
At trodse Folks, Fornufts og Smagens Domme,
Og Frue Critikens Riis.
Af dette Kar har for og bag i Tiden
Bestandig drukket Millioner Mænd,
Hvis Navne, Værker krøb' for længe siden
Ind i det Nul, som fødte dem, igien;
Og Musen gyser ved dem Dag fra Dag at skue
Formeered' i en rædsom Proportion
Det skielvende Parnas med Undergang at true,
Hver stormende dertil paa sin Façon,
Een med Tridramer, een med Skalda-Sager,
Een med et Læse-Cabinet,
Een med en Sommersang, som heel tyvagtig smager,
En anden med et Bardiet,
Hin med en Hymne, som kun Astrologer
Kan følge halv i himmelhøie Sving,
Een med Ballader, een med Dialoger,
Og een med ingen Ting.

Faa, men des større, seer man deres Navne,
Som drak og drikker af det ægte Kar,
Som naae det store Maal, fornøiende at gavne;
Men iblandt dem, som deraf drukket har,
Fra første Gang til nu, drak ingen meer
End Evighedens straalende Homer;
Ham fulgte Grækenlands og Latiums de store
Udødelige Mænd, hvis Værker nytte, moere,
Hvis Læsning drager fleer i samme Fied
Paa Veien til den lyse Evighed.
Ei Musen vil i cronologisk Orden
Opregne hver, som drak deraf, i sær,
Hvis ærefulde Navnes lyse Hær
Fra Syden straaler mod vort Norden;
Kun een, som drak af denne Miød
Alleene meer end alle disse nød,
Bør nævnes her: den heele Klodes Ære,
Hvis Navn fordunkler selv den glimrende Homer,
Den evig store, herlige Voltaire!
Han drak deraf saa vældig, at til fleer
Der intet skulde blevet nu tilbage,
Hvis ei den Egenskab var givet denne Drik,
At, lig et Hoved paa Alcidens Drage,
Nye Miød sprang frem i samme Øieblik.

Og havde Skiebnen blot forundet mig
Det halve af den Miød, den gavmild skienkte dig,
O! du, min norske Ven! de danske Musers Ære!
Hvor vilde jeg da vis paa Digter-Krandsen være!