Hun er borte. Giennem Taarer stirrer
Øiet efter Glædens slukte Lyn;
Og i Hiertet, som endnu forvirrer
Efterglandsens lyse Skuffen, dirrer
Salighedens Veemods sidste Nyn.

Hun er borte! Drømmes Drømmes Under!
Balders ubegribelige Blun!
Slummer, i hvis Favn han meer ei blunder,
Som, opvaagnet, aldrig han udgrunder,
Smilte ham i Dig en anden hun!

Veemodsnyn, som Hiertet ei kan glemme,
Uskylds Stiernes svundne Svane-Sang,
Tone, som hans Siæl vil evig giemme,
Rørte ham i Dig en anden Stemme,
End det Nyn, hvis Bliv ham giennemklang?

Balders Skygge, vandrende paa Randen,
Hvor, da Skibet man i Havet skiød,
Nanna selv med Haansmil saae paa Branden,
Flygted den, fortvivlet, til en anden,
Medens Lokes Skoggerlatter lød?

Seet i Skin af en bedragersk Kerte,
Legte Skyggen med jeg veed ei hvad?
Trykte den i Evighedens Smerte
Til det blodige, det brustne Hierte
End et flygtigt Tidens Balsamblad?

Ja! den Skygge, som alt Hel tilhørte,
Da Dit Haanblik myrded Harpens Aand,
Drømte, tænkte, følte, saae, og hørte
End een Livets Engel, som berørte
Hver dens brustne Streng med Uskylds Haand!

Jeg har syndet, Nanna! Balders Øie
Har seet Himlen aaben i det Blaa,
Hvor det, giennem Taarer mod det Høie,
Stirred, fuldt af Andagt, stirred nøie,
Og Dig Selv i Blikket dog ei saae.

Jeg har syndet, Nanna! Høit, fra Randen
Af mit Baals i Dybet siunkne Grav,
Over Offerrøgen selv af Branden,
Drømte jeg mig hævet af en anden
Før mig favned Evighedens Hav.

Jeg har syndet i et Blun; men ikke,
Helligste blandt Englene, mod Dig!
Da jeg i en anden Uskylds Blikke
Gift til Smertens Lædsken saaes at drikke,
Syndede mit Hierte kun mod sig.

Og min Synd forlod mig Han, som skabte
Hint Orionsbud, der kom, og gik;
Thi det Svælg, hvori min Aand sig tabte,
Var det dybe Blaa, som efterabte
Himmeldybet i min Nannas Blik.