Du med Edens reene Melodier
I det lille kiælne spæde Bryst;
Du, hvis Flugt og Svæven, naar du tier,
Tryller Øiet med en Himmels Lyst!

Skiønne hovedlyse, hiertevarme,
Vingefavre Fugl fra Paradiis!
Sig, hvordan forvildte du dig arme
Ned til Støvets Ørk og Livets Iis?

Hvordan kunde du det Ly forlade,
Hvor i Ætherdufte du dig svang
Mellem Lysets Rosenlundes Blade,
Mens omkring dig Søsterengle sang?

Hvor din Uskylds søde Drømme spilled
Med sig selv i Salighedens Favn,
Og hvor ingen Veemods Taare trilled
Paa din Kind ved Idealets Savn?

Greb en Hvirvel dig paa hine Toppe,
Hvor du først slog dine Vinger ud?
Ak! saa stormer det og selv deroppe
Mellem Straaler nærmere ved Gud?

Sommerfugle flagre, glimre, brænde
For i Venskabs Leeg at fange dig -
Venner de! — som ganske dig miskiende,
Ved at troe din Flagren deres lig!

Mandfolk er det! — Flygtning fra dit Eden,
Vogt dig vel, de Falskes Hegn at troe!
Kun i Elskovs Helligdom herneden
Kan du flagre frit og rolig boe!

Hvor det lyse Hoveds Idealer
Og det varme Hiertes favne sig
I et Tryllerie, som toner, maler,
Og hensvæver, din Erindrings lig:

Kun, i denne Lund, hvor Skiønhed bygger,
Hvælvet om af Evighedens Eeg,
Kan i Lilieduft og Rosenskygger
Du gientage her din fordums Leeg.

Spørger du, hvor den paa Jorden findes?
Fløi saa gierne did fra Sværmen her -
Over Skyer høit dens Tempel tindes;
Og den er, du Engel, hvor jeg er!

»Hvem er jeg da vel?« — Os begge fatter
Sværmen ei, din Uskyld flagrer i;
O! men elsk mig trygt, du Himmels Datter!
Jeg er din Veninde — Poesie.