Elsk Dyden! lød en ukiendt Røst
Alt tidlig i mit spæde Bryst;
„Vær Dyden troe!" saa bød min Fader;
„Følg Dyden!" bød min Lærer mig,
Og du skal blive lykkelig,
Hvis aldrig du dens Spor forlader.

Jeg saae den i min Moders Blik,
Naar tryg ved hendes Haand jeg gik;
Men ak! jeg saae den giennem Taarer.
Jeg elsked ei, men ynkte den;
Thi Rosen er ei Barnets Ven,
Naar Rosens skiulte Torn det saarer.

Jeg saae den med et stadigt Smiil,
At vente rolig Dødens Piil
I Oldingens alt matte Blikke.
Fast stirred den mod Graven hen;
Jeg frygtede, jeg æred den;
Men elske kunde jeg den ikke.

Jeg saae den Nordens Fjelde lig,
Mørkladen, kold, urokkelig,
I gamle Fædres stolte Minde.
Jeg den beundringsværdig fandt;
Mit Hoveds Bifald heelt den vandt;
Men Hiertet kunde den ei vinde.

Jeg saae den, giennem Hovedbrud,
I Moralistens vise Bud;
Men barsk og tør og uden Ynde.
Jeg fandt tilsidst af Pønsen træt
At Moralisten havde Ret;
Men blev desværre ved at synde.

Jeg saae den agtet, og forsmaaet;
Jeg saae den i den Usles Graad;
Og i den Glades muntre Blikke.
Jeg fandt den kold; jeg fandt den varm;
Jeg fandt den selv i Venskabs Arm;
Men den fortryllede mig ikke.

Jeg saae den i Palmines Smiil,
Undselig, munter, lys, og mild,
I al sin Himmelglands og Ynde;
Og Sjælen foer i salig Fryd
Til dig, guddommelige Dyd!
Jeg nu skal aldrig meere synde.

Jeg nu skal evig elske Dig;
Du mig skal giøre lykkelig;
Du mig skal uophørlig lede;
Thi min Palmines lyse Smiil,
Som straaler af din egen Ild,
Jeg uophørlig skal tilbede.