Jeg har Klokken henimod syv i min Stue,
Den yndigste, deiligste, vakkreste Frue,
Som nogentid Engelland bar.
De elsker dog Engelland, Skiønhed, og Ynde -
Kom, kiæreste Winsløw, det Blod at fortynde,
Hver af os i Hovedet har!
Jeg veed, at De kommer kun for at helbrede -
Tre Patientinder hos mig ere rede,
At modtage Helbred af Dem:
Min Kone har Hoste — min Søster har Krampe -
Min Stuepige ligger i Feberens Dampe -
Min Søn og jeg selv — det giør fem.
Men det Hospital er kun lidt — mod den siette,
Den omtalte Frue, hvis Hoved at lette
Jeg egentlig bønfalder om.
De finder desuden vor Schulz og hans Mage;
Og kan Dem en Steg af et Paaskelam smage,
Og vil De til Takke med Torskene tage
I nysmeldte Selskab, saa kom!