Støvet tav; og det sidste, det svageste Lisplen af Bækken
Tabte sig under min Fod.
Skabningen lytted til Skaberens Gang; med tilbedende Taushed
Rullede Kloden i zittrende Hvirvel
Under hans Fod.

„Hellig! hellig! I Stjerner! o bæver det med mig! men tier,
Tier det evige Navn!
Stammer det ikke! thi nær er den Helliges festlige Rædsel.
Hellig! o hellig! uendelig! evig!
Hellig! —"

Ordet døde; men Aanden igienfødt levende svang sig,
Løst af Begrebernes Baand,
Nærmere Gud i den voxende Glands. Den Eviges Almagt
Favned i Glandsens omhyllende Straaler
Ordenes Siel.