Nu laa ved Konens Bryst i liflig Varme
Hver ærlig Bonde tryg i Søvnens Skjød;
Mens ufordøjet Mad, og Frygt, og Harme
Fra Statsministeren den flygte bød.
Nu gjenlød Skoven af dens Sapphos Elegier;
Nu snorked Klokker Claus sin tordenhøje Bas;
Nu svedte Mads for Riim til Kloders Harmonier,
Og svedte rent omsonst; ulykkelige Mads!
I Stedet for eet Rim, kom Creditorer femten
I Tanken (ak! saa gaar det fler, min Ven!
Hvor mangt et herligt Rim fløj bort fra den og den,
Formedelst sliges græsselige Klemten!)
Nu drømte Elskeren sig i sin Elsktes Arm,
Mens hans Rival sig blot ej drømte det -
Og kort og godt, foruden mer Allarm,
Det Midnat var, og Klokken gik til Et;
Da Jeppe tankefuld, bekymret, bange,
Forvildet i en tyk, uvejsom Skov,
Af Frygt for Skjelmers, Dyrs og Djævles Lyst til Rov,
Forsøgte, svedende, til næste By at lange.
Se! det er Frugten af at være rig!
Hver Daler i hans Pung hans Hjerte tynger,
Hver Daler Skrækkens Arm omkring ham slynger,
Hver Daler ængster ham, en Djævel lig.

O! Penge! Penge! Raaber alle Mand,
O! hvis man bare havde Penge!
Saa havde man strax Hæder, og Forstand,
Og stod ej mere til at trænge! -
Det Ønske jeg enhver tilgiver let;
Jeg selv har mangen Gang tilladt mig det
Og tilstaar rigtig nok, at Ære, Vid, Forstand,
Mer end fornøden er, for Penge kjøbes kan.
Men ikke desto mindre, fordi Tingen
Er hel tilgivelig, er den just ikke ret;
Thi, sæt endog du eftergiver ingen
I Rang, Forstand, og Vid, og Mynt; hvad nytter det,
Ifald paa samme Tid din Ligtorn falder paa,
Trods alle disse Ting, om daarligt Vejr at spaa
Med slig en Eftertryk, at du derover glemmer
Alt hvad dit Hoved og din Kiste gjemmer?
Fej Creditorer væk med dine gyldne Koste;
Jag Fjenders hele Hær med Specier paa Flugt;
Forjag hver Piges Høviskhed og Tugt;
Men prøv med alt dit Guld at jage bort en Hoste!
Kjøb Navn af stor og god; kjøb Zeptret over Jorden;
Og send en Montgolfier, at kjøbe Maanen med;
Kjøb Plads i Paradis, naar i anstændig Orden
Du flytter bort engang fra Jordens Herlighed;
Kjøb alle Verdner op; og profiteer paa Kjøbet;
Og gjennemtænk, og nyd dit Gulds Almægtighed;
O! men din Rolighed gaar uformærkt i Løbet!
En Verden af Dukater sammenstøbet
Dig kjøber ej en Dags Lyksalighed.
Til Husbehov er alting godt; og Penge
Man allermindst af alt undvære kan;
Men disse blive plagende, saa længe
De ikke netop passe til vor Stand;
Hvad der er over, bort man burde slænge,
Som salig Sæbesyderen Johan.

Dog fra Johan igjen og til vor Jeppe:
(Jeg kom, som han en smule af min Sti,
Der let kan ske i Skov og Poesi.)
Nat, Mørke, Skræk og Død omgav min Helt
I Krattet, hvor han gik, saa gyselig og fælt,
At den, som sligt ei selv erfarte, troer det neppe.
Men hvad gør ikke Frygt for tyve Dalers Tab,
Naar den, som ejer dem, er neppe vant til fire?
I slig en Kikkert se vi Dødens spilte Gab,
Hvor vi tilforn saa Livets Grøde spire -
Da bliver os Konens Skjød, endog ved Lys usikkert;
Og Helten alting saa just gjennem denne Kikkert.

Hist stod et hvidt Gespenst, saa højt som Frue Spir.
Ja! hvis jeg sagde dobbelt, løj jeg ikke;
Hist gik en hov'dløs Præst med gyselige Blikke,
Og læste hvidt Latin paa sort Papir;
Bag ham gik langsomt frem en hornet Skare
I Kræmmer-Lignelser, som lutter Djævle vare;
Foran en Herremand, saa sort som Kul;
Men i sig selv var det Beelzebul.
Hist kom et rødt Geled af Folk med Hestehov'der,
Hist syntes ham, Mor Birte selv at se,
Men mærkte strax, at det var Fandens Moder,
Som sad og syede paa hans Jordeble.
Nu hist, nu her han ser en blodig Røver
Med Morder-Øxen halvskjult i sin Barm.
Omkring ham brøle Bjørne, Drager, Løver;
Og Snoge, vel saa tykke som hans Arm,
Sig hvislende blandt Basilisker mænge -
Og alle hyle de med hul Allarm:
„Kom hid, kom hid, kom hid med dine Penge!"

Udmale Jeppes Angst, det kan og vil jeg ikke.
Fra skrøbeligste Kant sin Helt at sætte blot,
Imellem os, min Læser, ikke godt
Sig for en Heltedigter monne skikke.
Men gjøre sligt, hvor man det ej har nødigt,
Er alt for stor en Skam og Spot;
Og her er Maleriet overflødigt.
Jeg derfor melder kun med et Par Ord,
Øm over Heltens og min egen Ære:
Han laa saa lang, som en paa hans Statur kan være,
Taalmodig udstrakt paa Guds grønne Jord;
Og da han havde ligget der saa længe,
Til Nat, og Mørk, og Brøl, og Spøgeri,
Og Angesten derover, var forbi,
Saa rejste han sig op, og talte sine Penge,
Fandt dem i Pungen rigtig, en for en,
Og gik sin Vej igjen paa begge sine Ben.

„Saa slap jeg dog fra den besatte Skov,
„Som vrimlede af lutter Helved-Drenge,
„Heløret, og med alle mine Penge,
„Trods deres velbekjendte Lyst til Rov!
„Nu lystig, Jeppe! hejsa! Frisk tilmode!
„Hvad skader dig? hvorfor dog skjælver du?
„Nu kan du jo paa al din Mangel bode!
„Du kan jo være ubekymret nu!
„Betænk, du ejer rene tyve Daler!
„Frisk, Jeppe! syng din gamle Vise! hej!" -
Saaledes han sig selv opmuntrende tiltaler;
Men Stemmen slaar ham fejl, og synge kan han ej.
„Gid jeg nu vidste, hvad jeg skulde gøre
„Med disse Penge? Hvad der var mig bedst?
„Maaske, ifald jeg kjøbte mig en Hest,
„At ride paa til Bys i daarligt Føre? -
„Dog nej! hvem ved om, som Peer Asen før,
„Det ham og kunde gaa, at, før jeg saa mig om,
„Han fik sig et Borgmesterdom
„I Nestved eller i Korsør?
„Nej! jeg vil aldrig mer befatte mig med Heste! -
„Men, om jeg kjøbte mig en kjøn Karet?
„Det, tror jeg, var det allerbedste! -
„Dog nej! saa blev jeg kun belet;
„Thi man har næsten aldrig nogen set
„At kjøre i Kareter uden Heste;
„Og det desuden alt for meget praler.
„Jeg tror, jeg kjøber mig en Herregaard? -
„Nej, Jeppe, stop! For tyve Daler
„Man ingen Herregaarde faar. -
„Saa er det ogsaa rent forbandet!
„Kan jeg ej finde da paa noget andet,
„Som disse Penge kunde bruges til?
„Thi ligge her i Lommen skal de ikke;
„Og rent dem slænge bort, jeg ikke heller vil!
„Men bi kun et Par Øjeblikke -
„Tid maa der til!
„Forhastet Spekulering duer ikke." -

Saaledes Heltens Tale lød.
Et trofast Næveslag
Fortsættelsen afbrød
Med et God Dag!
Han vender sig, og ser
Bag ved sig to:
Sin Nabo, Jydske Peer,
Og sammes sorte Ko.

Bemeldte Nabo lumskelig har hørt
Samtalen, Helten med sig selv har ført.
Den samme gode Mand hed ikke Jydske Peer
Omsonst, som snart min Læser siden ser.
Han tænkte, som en ærlig Jyde,
Her kan du nogle Daler snyde;
Og gav sig med vor Helt i Snak
Om Vejret, om den nye Almanak,
Om Præstens Kirsten, Vorby-Bro,
Og frem for alting om sin sorte Ko -
Kort sagt, til sidst han drejed' om,
Jeg ved ej selv hvordan, det gik og kom,
Og kom og gik,
Saalænge til, før Helten saa sig om,
Han for sin Ko — de tyve Daler fik.