Nu laae ved Konens Bryst i qvægsom Varme
Hver ærlig Bonde tryg i Søvnens Skiød;
Mens ufordøiet Mad, Projecter, Frygt og Harme
Fra Statsministeren den flygte bød.
Nu gienlød Skoven af dens Sapphos Elegier;
Nu snorked' Klokker Claus sin tordenhøie Bas;
Nu svedte Mads for Riim til Kloders Harmonier,
Og svedte reent omsonst — ulykkelige Mads!
I Stedet for et Riim kom Creditorer femten
I Tankerne; (desværr'! saa gaaer det fleer, min Ven!
Hvor mangt et herligt Riim fløi bort fra den og den
Ved slige Navnes græsselige Klemten!)
Nu drømte Elskeren sig i sin Elsktes Arm,
Imens Rivalen blot ei drømte det. -
Og kort og got, foruden meer Allarm,
Det Midnat var, og Klokken gik til et;
Da Jeppe tankefuld, bekymret, bange,
Forvildet i en tyk, uveisom Skov,
Af Frygt for Skielmers, Dyrs og Dievles Lyst til Rov,
Forsøgte svedende til næste Bye at lange.
See! det er Frugten af at være rig!
Hver Daler i hans Pung hans Siel og Legem tynger
Hver Daler Skrækkens Arm omkring hans Hierte slynger
Hver Daler brænder ham, en ildrød Dievel lig.

O! Penge! Penge! raaber alle Mand,
O! hvis man bare havde mange Penge!
Saa havde man strax Skiønhed, Dyd, Forstand,
Og stod ei meere til at trænge!
Det Ønske jeg tilgiver let enhver;
Sligt Udraab giør jeg selv saa tidt, desværr'!
Og tilstaaer rigtig nok, at Skiønhed, Dyd, Forstand,
Meer end fornøden er for Penge kiøbes kan;
Men ikke destomindre, fordi Tingen
Undskyldes kan, er den just ikke ret;
Thi, sæt endog du eftergiver ingen
I Skiønhed, Dyd, Forstand og Mynt; hvad nytter det,
Ifald paa samme Tid din Ligtorn falder paa,
Trods alle disse Ting, om daarligt Veir at spaae
Med slig en Emphasis, at du derover glemmer
Alt hvad dit Hoved og din Kiste giemmer?
Fei Creditorer væk med dine gyldne Koste;
Jag Fienders heele Hær' med Specier paa Flugt;
Forjag hver Piges Dyd i Høviskhed og Tugt;
Men prøv med alt dit Guld, at jage bort en Hoste!
Kiøb Navn af stor og god; kiøb Zeptret over Jorden;
Og send en Montgolfier, at kiøbe Maanen med;
Kiøb Plads i Paradiis, naar i anstændig Orden
Du flytter bort engang fra Jordens Herlighed;
Kiøb alle Verd'ner op, og profiteer paa Kiøbet,
Og giennemtænk, og nyd dit Gulds Almægtighed;
O! men din Rolighed gaaer uformærkt i Løbet!
En Verden af Dukater sammenstøbet
Dig kiøber ei en Dags Lyksalighed.
Til Huusbehov er alting got: og Penge
Man allermindst af alt undvære kan;
Men disse blive plagende saa længe
De ikke netop passe til vor Stand;
Hvad der er over bort man burde slænge,
Som salig Sæbesyderen Johan.

Men fra Johan igien og til vor Jeppe:
(Jeg kom saavelsom han en smule af min Stie,
Som saare let kan skee i Skov og Poesie.)
Nat, Mørke, Skræk og Død omgav min Helt
I Skoven, hvor han gik, saa umaneerlig fælt,
At den, som sligt ei selv har prøvet, troer det neppe.
Men hvad giør ikke Frygt for tyve Dalers Tab,
Naar den, som eier dem, er neppe vant til fire?
I slig en Kikkert see vi Dødens spiilte Gab,
Hvor vi tilforn saae Livets Grøde spire,
Da blir os Konens Skiød, endog ved Lys, usikkert;
Og Helten alting saae just giennem denne Kikkert.

Hist stod et hvidt Gespenst, saa høit, som Frue-Spiir,
Ja! hvis jeg sagde dobbelt, løi jeg ikke;
Hist gik en hov'dløs Præst med gyselige Blikke,
Og læste hvidt Latin paa ganske sort Papiir;
Bag ved ham langsom gik en hornet Skare
I Kræmmer-Lignelser, som lutter Dievle vare;
Foran en Herremand, saa sort som Kul;
Men i sig selv var det Beelzebul.
Hist kom et rødt Gelid af Folk med Hestehov'der.
Hist syntes han Moer Birte selv at see;
Men mærkte strax, at det var Fandens Moder,
Som sad og syede paa hans Jordeblee.
Nu hist, nu her, han seer en blodig Røver
Med Morder-Øxen halvskiult i sin Barm.
Omkring ham brøle Biørne, Drager, Løver;
Og Snoge, vel saa tykke som hans Arm,
Sig hvislende blandt Basilisker mænge.
Og alle hyle de med huul Allarm:
Kom hid, kom hid, kom hid med dine Penge!

At male Heltens Angst, det kan og vil jeg ikke.
Fra skrøbeligste Kant sin Helt at sætte blot,
Imellem os, min Læser, ikke got
Sig kan for en Forfatter skikke.
At giøre sligt, især hvor man det ei har nødigt,
Er altid baade Skam og Spot;
Og her er Maleriet overflødigt.
Jeg derfor siger sligt med et par Ord,
Øm over Heltens og min egen Ære:
Han laae saa lang, som een paa hans Statur kan være,
Taalmodig udstrakt paa Guds grønne Jord;
Og da han havde ligget der saa længe,
Til Nat og Mørk og Brøl og Spøgerie,
Og Angesten derover, var forbi,
Saa reiste han sig op, og talte sine Penge,
Fandt dem i Pungen rigtig een for een,
Og gik sin Vei igien paa begge sine Been.

„Saa slap jeg dog fra den besatte Skov,
Som vrimlede af lutter Dievle-Drenge,
Heeløret og med alle mine Penge,
Trods deres velbekiendte Lyst til Rov!
Nu lystig, Jeppe! heisa! frisk tilmode!
Hvad skader dig? hvorfore skielver du?
Nu kan du jo paa al din Mangel bode!
Du kan jo være ubekymret nu!
Betænk, du eier reene tyve Daler!
Frisk, Jeppe! syng din gamle Viise! hei!" —
Saaledes han sig selv opmuntrende tiltaler;
Men Stemmen slaaer ham feil, og synge kan han ei.
„Gid jeg nu vidste hvad jeg skulde giøre
Med disse Penge! hvad der var mig best!
Maaskee, ifald jeg kiøbte mig en Hest,
At ride paa til Byes i daarligt Føre? -
Dog nei! hvem veed om, som Peer Asen før,
Det ham og kunde gaae, at, før jeg saae mig om,
Han fik sig et Bormesterdom
I Nestved eller i Korsøer?
Nei! jeg skal aldrig meer befatte mig med Heste!
Men, om jeg kiøbte mig en kiøn Karet?
Det, troer jeg, var det allerbeste!
Dog ei! saa blev jeg kun beleet;
Thi man har næsten aldrig nogen seet,
At kiøre i Kareter uden Heste;
Og det desuden alt for meget praler.
Jeg troer, jeg kiøber mig en Herregaard?
Nei, Jeppe, stop! — for tyve Daler
Man ingen Herregaarde faaer.
Saa er det ogsaa reent forbandet!
Kan jeg ei finde da paa noget andet,
Som disse Penge kunde bruges til?
Thi ligge her i Lommen skal de ikke;
Og reent dem slænge bort, jeg ikke heller vil.
Men bie kun et Par Øieblikke!
Tid maa der til!"

Saaledes Heltens Tale lød.
Et troefast Næveslag
Fortsættelsen afbrød
Med et God Dag!
Han vender sig og seer
Bag ved sig to:
Sin Naboe Jydske Peer
Og sammes sorte Koe.

Bemeldte Mand har lumskeligen hørt
Den heele Tale, Helten havde ført.
Den samme Mand heed ikke Jydske Peer
Omsonst, desværr'!
Han tænkte, som en ærlig Jyde,
Her kan du nogle Daler snyde;
Og gav sig med vor Helt i Snak
Om Veiret, om den nye Almanak,
Om Præstens Kirsten, Vorbye-Broe,
Og fremfor alting om sin sorte Koe,
Kort sagt, tilsidst han dreied' om,
Jeg veed ei selv hvordan; det gik og kom
Og kom og gik,
Saalænge til, før Helten saae sig om,
Han for sin Koe de tyve Daler fik.