Det var hendes Had, min Søn, til Dig,
Blindt, som Skiæbnen, der dit Liv forfølger;
Dennes Bud dog ei forandrer sig,
Hvis jeg og dens Varselforbud dølger.

Hisset glider alt paa Havets Bølger
Frem om Pynten af den skiulte Vig
Snekken, som modtage skal dit Liig,
Og med Latter hendes Blik den følger!

Spydet har hun haanlig Hødur rakt;
Veddet til dit Baal min Søn er flakt."

Hvilken Stemme! hvilket Slag af Torden!
Under mine Fødder bæver Jorden -
Af min Drøm jeg vaagner — men det var
I dens hule Skrald min Faders Svar!