Hvad begge Overne forstode
Ved store Handlinger og gode,
Derfor har Danmark Sort paa Hvidt:
Og, hvis man kan paa Grundtvig lide,
Faaer menig Mand det snart at vide,
Tak Snorros Kul og Saxos Kridt.

Mig forbeholdtes det, min Næste
Blandt største Handlinger og beste
At skildre Perlens sande Træk,
Og, Holten! Tak din Odes Ode,
Hvad hine fem umueligt troede,
At giøre klart med Pen og Blæk.

Den beste Handling, for det første,
For mig, som saadan, og den største
(Thi mig er Got allene stort),
Er den, der fremmed Priis forfægter,
Og egen Adkomst til den nægter,
Naar den har selv det Beste giort.

Den største Handling, for det andet,
I Verden, ei blot her i Landet,
Er den, som Heltens overgaaer:
Den, hvortil Klygt og Mod og Styrke,
Og al den Fromhed, Engle dyrke,
Med alle Dyder ei forslaaer.

En saadan Handling her i Støvet
Har du, min ædle Holten! øvet
I Oden over Oden min;
Og gives der en Priis herneden,
Der overlever Evigheden,
Som du mig skiænker, er det din!

Beviset ligger hver for Næsen,
Han være nok saa logisk kræsen,
Der læser din pindarske Sang,
Hvori — det kalder du en Tomme! -
Høit over Fredriksbergske Bomme
Din Pegasus fra Jorden sprang.

Høit over ham, der øverst sidder
'Paa Biergets Tind, som slagen Ridder',
Og tømmer Hestekildens *) Elv,
Du svang dig; og den Himmelhøie,
Du straale saae med skuffet Øie,
Var eene Skyggen af dig selv.

Hin Majestæt, endskiøndt den stikker
Kronions, naar den naadig nikker,
Dog kommer imod din tilkort;
Thi, medens den for Tabet gyser
Af mindste Priis, din Almagt nyser
Beskeden stolt den største bort!

Naturliviis jeg her kun taler
Om Digterhandlings Idealer;
Alt Størst er her paa Jorden Digt;
Og, naar man leder om det Beste,
Saa lidt hos sig som hos sin Næste,
Prosaisk talt, man finder sligt.

Men i det store Digterrige,
Hvor alt er himmelsk, uden Lige
Det allersieldneste jeg veed,
Naar afgiort man Genie besidder,
Og engang slagen er til Ridder,
Er udentvivl — Beskedenhed.

Hos mig, der ikke har den Ære,
Som Digter mindste Krands at bære,
Til Dækken af de hvide Haar,
Er denne Dyd saa Fod i Hose
At den er ikke værd at rose,
Hvis selv til Ydmyghed den gaaer.

Men, ædle Holten! hos en Sanger,
Der sadler den bevingte Ganger
Saa net, saa let, saa ret som du,
Der, som Etatsraad, om ei Ridder,
Endog paa vingeløse sidder,
Er denne Dyd selv meer endnu.

Dig altsaa kan jeg eene giæste
Med Hilsenen af Største, Beste;
Fra dig mig kom for Sagen Syn -
Jeg tænkte rigtig nok alt længe,
Naar Musen slog paa slige Strænge,
Det Største, Beste var i Fyen.