Jeg seer saa nødig, Læser, at du sover.
Hvordan min Helt kom hiem, hvordan han hilset blev
Af Birtemoer, og sligt, jeg derfor ikke skrev;
Men sprang forsigtig over.
Tænk dig et Mellemrum af fire Dage,
Som han nu lykkelig har lagt tilbage,
Og giet engang hvor han befinder sig?
Ifald jeg ei bedrager mig,
Din Giettekraft saa langt vist neppe naaer:
I Kongens Kiøbenhavn paa Gammeltorv han staaer.

Hvorledes kom han der? — Om du saa vil behage,
Saa gaae vi nu saa sagte lidt tilbage!

Saasnart han fik det før omtalte Nød,
Beslutted' han, at giøre det til Kiød,
Og, for det med desmeer Profit at sælge,
Beslutted' Kiøbenhavn til Skueplads at vælge.
Moer Birte græd og alle Byemænd loe;
Men han har eengang fast besluttet det.
Besluttet, sat i Værk er vel for mange to;
Men for en Helt er det bestandig et.
Han trilled' derfor ud af Byen med sin Koe,
Som deelt i fire blodige Capitler
(Dog uden Overskrifter eller Titler)
Laae paa en gammel Hiulbør meget net.

Nu kan vi gaae lit frem igien
Om du saa synes, kiere Ven!

Han længe stod paa Torvet med sit Læs,
Og raabte: her er Kiød, til han blev ganske hæs.
Men ingen Kiøber meldte sig. Omsider
En Spitsbub' af en Hund to Kamerater bød
Venskabelig til Giæst paa dette Kiød.
(Man mærke her, at i de gamle Tider
Var Dyrene særdeles øved' i
Den Konst man kalder Pantomime;
De gode Folk, som Fabler sammenrime,
Forsikre, Ord endog tidt blandte sig deri.
Ovid endeel om denne Tidspunkt melder,
Som meer til Usandsynligheden helder;
Æsopus lar dem præke, naar det gielder;
Men det gaaer uden Tvivl for vidt.
Til Sandhed jeg har større Appetit;
Og troer, det var kun mimiske Grimaser,
Æsop, Ovid og fleer har taget an for Phraser.
Forud for Dyrene vi dog maa have lidt.)

„Det lader til," lød Heltens Ord til Hunden,
„Du har særdeles Lyst til Kiødet her;
Du blir saa spids i Næsen, lang om Munden!
Mig er det lige meget hvem det er,
Som kiøber, kan jeg troe, naar han betaler
Mit Kiød med reene sex og tyve Daler.
For mindre sælger jeg det ei.
Har du saa mange?" — Hunden svarte: Nei! -
„Slet ingen?" — Nei! — „Ja du kan faae Credit,
Dog, notabene, kun paa fiorten Dage;
Men hvis du ikke saa giør kandt og qvit
Saasnart jeg kommer her tilbage,
Saa tager jeg dig selv med ganske Siel og Krop;
Paa disse Vilkor kan du tage Nødet:
Indgaaer du dem?" — Top, sagde Hunden, Top!
Og gav sig strax i Færd med Kiødet
I Spidsen af de andre, som han bad
Med al den Artighed, man kan forlange
Af Hunde, tage Deel i dette Maaltid Mad;
Og alle spiiste som de kunde best.
„Ja! Ja! brød Helten ud, byd du kun frit saa mange,
Du synes, paa dit Kiød til Giest!
Jeg holder mig til dig om Penge:
Farvel saa længe!"

De fiorten Dage gik; men hvor det gik i dem;
Hvad han sig foretog, da han kom hiem;
Hvordan for Kiødets Salg Moer Birte skiendte;
Kort, alt hvad Helten i de fiorten Dage hendte,
Derom Historien er ganske taus;
Jeg ligesaa. Jeg aldrig lyve gider
Af Angest for at lyve snavs;
Paa Sandhed, ei paa Pegasus, jeg rider;
Jeg tager sielden fra, og lægger aldrig til.
Min Læser fylde selv det Hul hvordan han vil.

Imidlertid det er en gammel Skik,
Som synes mig just ikke dum,
At give Læseren lidt Pusterum
Hvor Eventyret Huller fik;
Thi dermed er enhver just ikke tient,
At tænke paa hvad der kan være hendt,
Særdeles Folk, som ingen Tænken lider.
Det Pusterum bestaaer som oftest i
En Interims Ansøgning til de ni,
Hvis græske Navne jeg ei nævne gider,
Hvorved man sødeligen slumrer hen,
Og vogner siden styrket op igien.
Men mange, for Exempels Skyld, Horaz,
Paastaae, den Pustemaade reent er Fias,
Og raader til at fylde slige Huller
Med Ting, som siges bør, men ikke før er sagt,
Og siden ikke kan foruden større Bulder
I Eventyret blive bragt.
At læse noget nyt, man ikke kiedes over,
Det er den sande Pusten, kiere Ven!
Jeg den saa regelret just ikke lover;
Men dog, velan! vi vil forsøge den.

I gammel Tid var det i visse Maader
Meer tungt end nu, at være kronet Mand,
(Med slig jeg meener en, som over Land
Og hvad der er i Landet raader)
Især mig synes en Omstændighed,
Som Konger her var' fordum plaged' med,
Hvis man skal troe de skiønne Traditioner,
Som os i Livets Vaar tidt giorde Søvnen sød
Paa Ammens eller Barnepigens Skiød,
At være nok til ei at ønske Kroner:
Den, at hans Majestæt var sielden frie
For en og anden himmelyndig Datter,
Som altid vaad af sort Melankolie,
Paa ingen Maade tørredes ved Latter,
Fordi hun reent ud Evne manglede
Til den saa smukke Kunst: at kunde lee.

Kong Dan var netop slig en høitbedrøvet Fader.
(Man heraf tydelig kan see
Historien er meget ældere
End den maaskee for mange lader.)
Kong Dan var Fader til en Datter,
Saa skiøn, for Resten, som en Datter være kan
Imellem os og Severambenland,
Men, som det plat ud ei gik an
For nogen Ridder eller Riddersøn,
Om han var nok saa bold og skiøn,
At bringe til det mindste Skin af Latter.
Hun græd bestandig, hvor hun gik og stod,
Skiønt Siegwart dengang ei endnu var trykt;
Saa mangen deilig Prinds af Fransk og Engelsk Blod
Forgieves giorde sig for hendes Skyld forrykt.
Man læste for den grædende Prindsesse
Saa mangen vittig Gallisk Petitesse;
Man læste om hver gammel Viis og Sot,
Som Plautus og Terentz prostitueret have,
Omsonst. Thalias bedste Antidot
Mod Graad: den salig Herr Saavedras Latter
Forsøgtes paa den kongelige Datter;
Betænk! omsonst man læste Don Qvixott',
Som rystede selv Carl den femtes Mave!
Man læste reent ud Stykke efter Stykke
Vor Holberg syv Bind Skuespil;
Men alle reent omsonst. Til al Ulykke
Var Hermann Vessel dengang ikke til;
Det kiere strømpeløse Sørgespil
Vist der for altid havde giort hans Lykke.

Omsider, som man let formode kan;
Da, rørt af ingen Spøg, Spilop og Glæde,
Prindsessen blev bestandig ved at græde,
Flød heele Hoffet hen i bare Vand.
Det Kongen saarer, heele Folket saarer;
Hver ærlig Undersaat flød bort i Taarer,
Og Glæden flygted' fra det heele Land.
Kort, Nordens Tilstand var en sand Contrast
Af den nærværende; thi Velstand groede
Om hvert et Huus; men Glædens Himmel brast,
Og Ørk'ner skabtes der, hvor Paradiser stode,
Da Kongen og Prindsessen græd.
Nu tvertimod, skiønt Zeus er meget vred;
Skiønt Penia man allevegne sporer
I Spidsen af de grumme Creditorer
At blande Splid i Giftes Kierlighed,
Og Blod i den udtrælte Bondes Sveed,
Og Streger i mit Vers snart paa hvert andet Sted;
Man Glæden overalt dog bygge seer
Sit Tempel mellem Armods Tordenkiler,
Og Bonden, jeg, og heele Landet leer
Fordi vor elskte Fredrich virksom iler
At bryde Lænker, skabe Mod og Lyst
Og Frihed i hver flittig Landsmands Bryst,
Og fordi Du, Lovise! smiler.

Man brugte al sin Vittighed og Konst,
Og meget meer end sin; men alt omsonst:
Kong Dan tilsidst til en Beslutning skrider,
Som klinger underlig for vore Tider:
Han lader, kort sagt, giøre vitterlig:
At den, som blev saa lykkelig,
At liste af hans melankolske Datter
En velproportioneret Latter,
Fik til Belønning, hvem han ogsaa var,
(Vel meget! — men desværr'! hvad skal man sige?)
Prindsessen og det halve Kongerige.

Den heele Verden giorde sig til Nar.
Prindsessen og den halve Krone
Stak alle Hierner overalt i Brand:
Den første ønskte sig hver rørig Mand;
Den sidste ønskte sig hver Kone.
Fra Øst til Vest, fra Syden indtil Norden
Lød Dag og Nat, og Nat og Dag,
Et samlet Bulder, som en blandet Torden,
Af lutter Pandeslag.
Man efter Indfald allevegne ledte;
Al Jordens smaa og store Hov'der svedte;
Matroser, Prindser, Paver meldte sig -
Men ingen af dem blev saa lykkelig,
At faae den mindste Smiil, end sige Latter
For deres græsselige Hovedbrud
Af Kongens reent i Sorg nedsiunkne Datter.

Saaledes ongefær det saae ved Hoffet ud,
Da Jeppe kom tilbage her til Staden,
Og traved' rundten om paa Gaden
For at faae fat paa den omtalte Hund.

Nu puster man igien en liden Stund.