Du stiger, Almagts Sendebud!
I Østen over Jorden,
Og spreder Liv og Vellyst ud
Fra Syden indtil Norden.

Nu flygter Nat, og Skræk, og Skrig
Og Skygger af de Døde;
Og Engens Blomster aabne sig
Og smile dig imøde.

Med Purpur farver Lysets Hær
Den nylig mørke Klode,
Og danner Paradiser der,
Hvor Dødens Skygger stode.

De gyldne Skyer sænke sig,
Og krandse Høiens Kanter;
Og hele Himlen speiler sig
I Duggens Diamanter.

Og sødt gienlyder Dal og Skov
Af vingede Tibuller;
Og Havets Bølger til din Lov
Med dæmpet Brusen ruller.

Den hvilte Bonde nu sin Brud,
Og Brudeseng forlader,
Og dandser glad i Marken ud,
At svede paa sin Ager.

Den Bæk, hvis flydende Krystal
Ei Frosten længer binder,
Fra Bakken ned i grønne Dal
Imellem Blomster rinder;

Og Skovens Søn, den raske Hiort,
Sig speiler i dens Bølger,
Og seer sig om, og iler bort,
Og elskte Hind ham følger.

De spæde Kid, og unge Lam
I Dalen glade bræge,
Og Karper i den tøede Dam
Med muntre Giedder lege.

Af Rislen, Brægen, Brusen, Sang
Alt om mig her gienlyder;
I sammenstemte Jublers Klang
Den hele Jord sig fryder.

Og du, min Røst, skal blande dig
Med Morgnens Melodier!
Min Læbes Lyd skal tabe sig
I Vaarens Harmonier:

Tak Verdners Skaber! at dit Bliv
Mig bød af Natten vandre
Til Følelse, til Lys og Liv,
Og Nydelse med andre!

Tak! Lysets Fader! at du gav
Mig Øie til at fatte
Fortryllet her paa Jord og Hav
Naturens mange Skatte!

Min Tak, o gode Gud! modtag,
Fordi du gav mig Øre,
Til Bækkens Rislen, Lærkens Slag,
Og Havets Drøn at høre!

Lovpriset, takket vær, fordi
Du Tanken lod mig lede,
Til i din Skabnings Harmonie
Din Viisdom at tilbede!

Og priset, takket evig vær,
Fordi du gav mig Tunge,
Hvis Lyd den Priis kan stamme her,
Som Engle hisset siunge!