Riqvetti døde. Høit fra Zoner indtil Zoner
I bange Røsters hule Torden lød
Et sammenblandet Skrig af vakte Nationer:
Den vaagne Friheds Herkules er død.

Han Hydrens Hierte traf. Sit Saar den skrækket følte;
Med Rasen saae den Folkeretten frie;
Giftsprudlende dens Qval af tusind Struber brølte;
Men ene skialv den ved sit Raserie.

Fornuften frydet saae dens trufne Hierte bløde,
Og fandt ulægeligt Uhyrets Saar;
Mat af sit Seierslag, saa sang den, Helten døde;
Men Seierslagets Virkning ei forgaaer.

Han hævnet faldt! Og I, som nysudløste bæve
Ved Seierheltens Fald for nye Baand,
Forsager ei! Hans Aand skal over Throner svæve,
Og iisne hver til Vold bevæbnet Haand.

Europa græder; men de Taarer, som nu rinde,
(Frugtbare Dug i Friheds unge Vaar!)
Skal modne Roserne til Krandsen om hans Minde.
Det — zittrer o Tyranner! — ei forgaaer.

Hans Lov henbruser lydt i disse Taarers Strømme;
En Festlig Taushed vidner Jordens Dom.
Med Krympen Hydren selv ham Krandsen maa tildømme:
Stor var han! lyder hele Jorden om.

Stor var han! høit til Trods for hine Trælles Trælle,
Som skialv med Thronerne ved hvert hans Ord,
Skal Evighedens Røst fra Slægt til Slægt fortælle,
Og Mørkets Hære bæve: Han var stor!

Og da naar Rousseaus Sæd fremspirer i hvert Hierte;
Naar i hvert Hoved, Kant! dit Lys opgaaer;
Naar Verden har forglemt hvad den af Præster lærte;
Og ingen død Apostel meer opstaaer;

Naar Storhedsboblen, Vold og Guld og Smiger skaber,
Ei trylleskuffer meer den voxne Jord;
Naar Glandsen, den som Barn beundrede, sig taber,
Og ingen Cæsar kaldes mere stor;

Da — langt bag Sekler — naar den sidste Neros Krone
Er smuldret hen i Glemsels mørke Favn,
Skal Lysets Venner end i høie Jubler tone,
Riqvetti! Dit udødelige Navn.