Der er, min Stoud, en Ven i Kiøbenhavn,
Med hvem jeg blev bekiendt, til mit og Landets Gavn,
Paa Reisen, som blev, troer jeg, giort og prentet,
Imellem Juul og Fastelavn,
Sidstleden, Aaret før Bombardementet – *)
En Ven, der sladdre kan for ti – og lyve
For tyve –
Saa got som nogen i min Fødestavn:
Han boer paa Slottet, midt i Christjanshavn,
Ved Østerport, paa Nørrevold, i Gaden,
Der giennemkrydser hele Staden,
Og Fimbulklaffer er hans Navn.

Det er en snurrig Fyr, den samme:
Han veed, hvad der er aldrig hendt,
Og har, blandt andre, det Talent,
Som Sire havde, Barselkonens Amme:
At kunne giøre, naar ham Tiden falder lang,
Sig flere Røster paa eengang,
Og lade, skiøndt alene, somme Gange,
Som om han ordentlig var mange.

Den samme gode Ven var allerede vred
(Lod i det mindste, som han var 'et,
Hvorved jeg virkelig blev selv lidt narret),
Dengang jeg gik igien, med lette Fied
Paa Kirkegaarden, hvor ved høilys Dag
Vor gode Smag
Af et Par Døgnemænd blev sænket ned,
Og fik 'i Mangel af anstændig Følges Havelse,
En meget fattig christelig Begravelse',
Som den imidlertid var velfornøiet med.

Vred var han dengang alt, og sagde meget slemt
Om mig, og om mit Gienfærd, og om Resten,
Som jeg af Frygt for Gud og Kiærlighed til Næsten
For længe siden alt har glemt.
Af Arrighed, som sagt, han dengang næsten
Sprak,
Fordi jeg gav ham Leilighed til Snak,
Hvorfor han burde have sagt mig Tak,
Da han nødvendigen maa reent krepere,
Naar han kan ikke sliddersladdre meere.
Nu er han, siger man, som Recensent
Og Rygteridder, meere konseqvent:
Nu giør han høit, fordi jeg tier stille,
Snydvred, fordi jeg ingen Pille
Har givet ham i den langsommelige Tid,
Jeg ligger i min Grav, med min Pernille,
Saa taus som en forsteenet Fisk, med Flid.
Nu vil han mig for Alvor drille –
Nu vil han ride mig til Vands,
Fordi jeg ingen Kleppert meere rider –
Nu vil han bide mig, saasnart han seer sin Kands,
Fordi jeg ingen længer bider.

Jeg (skiøndt jeg vel til Tid og Sted
Tillod mig lidt satyrisk Munterhed,
For ei de smaa Guds Gaver reent at spilde,
Jeg havde nu engang i min Uskyldighed)
I Grunden ingensinde beed –
Jeg kan det ei, hvis og jeg vilde.
Naar Bakkehunden i mig bliver vred,
Den gamser rigtig nok (der klæder den ei ilde),
Men Gamset bliver, som De veed,
Et Kys, formedelst den Omstændighed,
Hvorom jeg i en anden Kiliade **)
Paa et Par Sider eller Blade,
Hvis jeg ei husker feil, har givet alt Beskeed.
Jeg overalt i Grunden ei kan hade –
Naar jeg undtager det Uelskeliges Elv:
Stolt Dumhed, Fanden, og mit blotte Selv;
Men dette Trillingvæld er, som vi alle vide,
Et Kløverblad, der ikke laer sig bide,
Som Græs paa Bredden af en Dam,
Just af det første beste Lam;
Det nytter lidt, derpaa med Gummerne at slide.
Med bare Mund kan ingen Christen Siæl
Slaae Dumhed, Fanden, og sig selv ihiel –
Til at faae Bugt med dem behøves der, desværre!
En Samson, stærk som selv vor Herre,
Med en satyrisk Æselkiæft i Haand
Af Størrelse som Jorden – fuld af Væske,
For efter Kampen Heltens Tørst at lædske,
Saa styrkende som Livets Aand –
Man kommer ikke langt med simple Vittigheder
Som mine mod det Ondes Magt;
Jeg bider derfor aldrig, ingen Steder,
Hvor vred jeg ogsaa blier, som sagt.

Men, naar man mig for grovt vil bide,
Det kan jeg heller ikke lide:
Slaaer mig en Æselkiæft, en Tunge, eller Pen,
Jeg slaaer – og var det blot for Løiers Skyld – igien;
Deels og for Styrken at forsøge noget
Af søde bløde danske Sproget
I dette vanskelige Fag,
Hvori de Gamle fandt et synderligt Behag;
Deels og for lidt at øve mig i Stilen,
Som fordrer alle Gratiernes Smilen
I lunefuld satyrisk Skiemt,
Der, siden Holberg Iisen brød 'en,
Frøs ind igien, blev kold som Døden,
Og endelig aldeles glemt;
Men i Særdeleshed for at faae Smagen stemt
En Smule mod den alt for grove
Vestpreussiske Litteratur-Moral,
Der længe var lidt fuld og lidt fatal,
Men, efter Schlegelernes Perial,
Blev bindegal –
Brød alle Velanstændighedens Love –
Og, Tak den genialske Fløsefie,
Naturpossie,
Samt andet Pussenmakkerie,
Blev paa Katheder, i Alkove,
Paa hvert Studerekammer, selv til Hove,
Et Udtryks-Sansculotterie –
Hvis Tøileløshed hver en Dreng med lidt Genie,
Der gierne vil sig til en Laurbærkrone sove,
Som simpel Kakkelovnsstudent,
Paa Prent,
Ret got kan hove –
Fordi den giør hans stærke Phantasie
Aldeles frie
For Smagens og Fornuftens Slaverie,
Og sparer ham pedantisk Bryderie
Med Læsning af de Gamle, med Metriken,
Med Modersprogets Dyrkning, med Kritiken,
Og selv med al Ortografie.

For denne Mode, som den tamme Stie
Hos os her hiemme gierne gad indføre,
Og af hvis vilde tydske Svinerie
Mig mangt et Grynt paa dansk kom alt for Øre –
For denne, siger jeg, og sammes ny Fabrik
Af yderlig gemeene Penneposer
(Bestemte til en Polemik,
Ved hvilken vilde blues selv Matroser,
Med bare Klak og lutter Klik
Paa Fiskerkiællingers og Gadedrenges Skik)
At giøre dog lidt Afbræk, ved at viise:
Hvordan
Bag Selskabsviften Musen smaalee kan,
Foruden overlydt at fniise –
Hvordan, naar endelig skal skiærtses, stikles, skoses
(Da her i Verden dog vel ei gaaer an,
At der kan altid elskes, smigres, roses),
Man skiærtse, stikle, skose kan,
Foruden først til meer end Hikke
Sig fuld at drikke
I den bekiendte gamle Miød,
Der i det store Kar – jeg siger ikke
Hvorledes – af Gud Odins Fylde flød;
Foruden just med spiiste Smørrebrød
Af franske Borgere, som alle Trumfer stikke,
Det smukke Kiøn saa skamløst at beklikke,
At selv Grecourt derved blev rød;
Foruden Tiørn i hver en Krands at flette,
Historien har sat paa en lidt hedensk Hætte;
Og hver en Hædersmand, der, førend vi blev fød,
Alt Agtelse blandt vore Fædre nød,
I Gravens eller Alderdommens Skiød,
De hvide Been og Lokker at beplette –
Og ved at viise, endelig, hvordan,
I Ordenes og Aandens Rige,
Man kan
Selv i de morderligste Pennekrige
Lidt Sukker i sit Salt og Peber – og derved
I Stridens allerstørste Heftighed
En Slags Betingelse til Fred –
Indsnige.

Jeg altsa giorde mig en lille Plan som saa,
Til et Slags Forsvarskrig i muntre Viiser
Og Epigrammer, bitte smaa,
Hvis Peber dog var strøet lidt Sukker paa –
Besluttende med Fiinhed blot at slaae
De grove Bagfraklikkeres Sottiser.
Jeg sagde til mig selv: hvis ikke lykkes dig
At lære dem at skiøtte sig,
Du dog skal lære dem at føre bedre Krig –
Hvorved Kulturen i det Hele vinder,
Og du dig Ven og Fiende ganske vist
Til sidst
Forbinder.

I Følge denne Plan jeg hvisked Musen min,
Saasnart jeg saae den hele Hær i Marken
Imøde komme mig med Spanken og med Sparken:
Tag vel i Agt
Din hvide Dragt
Af Musselin!
Og sæt dig ned paa disse Roser
Bag Tiørnegierdet, som adskiller Engen din
Fra hin Meduses Tørvemoser!
Jo meer den teer sig grov, jo meere vis dig fiin!
Lad Smile, Piile, Rosentorne tørne
Mod Kuglehagl af dens Infanterie
Og Bomber af den Dynds Artillerie!
Fremstiller den i Marken vilde Biørne,
Send mod hver store Bams en lille Bie!
Gaaer man dig endeligen ind paa Livet,
For paa dig kiælne reent at giøre Kaal
Med Grovhed uden Maade, uden Maal,
Snoe dig som Slangen, bøi dig myg som Sivet,
Glat som en Aal!
Hver Tip, hver Trevl, hver Takke, dig blev givet,
Da vorde pludselig, af ædel Harme stivet,
Til Staal!
Bliv spæret, spydig, spids – og i din fine Skose
Bliv af en rød benaalet Rose
En tornet Aloë – bliv lutter Knappenaal!
At man af Studsen ved Metamorphosen,
Hvis og den haarde Hud hvert Stik
Kun føler som en lille Prik,
Maa tumle baglænds ned igien i Mosen!

Den Maade blev jeg troe, min Ven,
Den hele Tid, hvori jeg gik igien;
Og brød mig lidet om den tydske Mode,
Paa kryds og tvers kun at slaae ned for Fode,
Foruden mindste Kunst og Skik,
Med hvad man først i Haanden fik.
Jeg troer bestandig, hvad jeg dengang troede,
Min Mode burde være hver Mands Mode,
Og at der selv i Polemik
Maa spores nogen Æsthetik.
Mig synes, at det meget grove,
Der bryder sig om ingen andre Love,
Blot ogsaa for at have rigtig Klem,
I bunden Stiil dog burde føres frem –
At slige Pensler, naar de ret skal snerte,
Bør skildre reen æsthetisk Kiærlighed
I nette Træk af et æsthetisk Hierte,
Om ikke just paa et æsthetisk Sted –
Jeg troede, naar man vilde slaae paa Øre
Den mindste Digter selv, at man lidt Euphonie,
Hvis ikke just en udført Melodie,
Naar Smækket kom, i Smækket burde høre,
Og at et simpelt: 'Gid du faae en Skam!'
Var intet ægte bittert Epigram –
Saameget meer, da selv sig mødende Matroser
Dem ei tillade den gemeene Kaas
I Prosa ligefrem, naar de med Munden slaaes,
Men i det mindste pynte deres Skoser
Med Riim som 'Fastelavn' og 'Hallingsaas'.
Jeg troede, naar især det kom til Skialde-Kampe,
Det være sig med Klinger eller Tampe,
Der burde spores dog en Slags Musik,
I alle Puf og Stød og Stik,
Af den Natur, ihvor det gik,
At, hvis man en Tryk-Sexten fik
Saa diærv, at man derved naturlig maatte dumpe
Paa sin udødelige Digter-Rumpe,
Man dog, trods Faldets virkelige Gru –
Fortryllet af det Treffende, det Fyndige,
Det Rette, Nette, Lette, næsten Yndige –
Gad dumpe nok engang endnu.

Saaledes giordes Skiønheds Love gieldende
Hos Bønder selv i Slagsmaal mellem Fieldene;
Hin Valris, for Exempel, der i Kiv
Alt havde skilt ved Lemmer eller Liv,
For bare Morskabs Skyld og intet andet,
To-tredde Parten af hans Vennekreds i Landet,
Blev, da han selv engang til Tidsfordriv
Faldt for en Vennehaand, begrædt af alle Helte,
Der havde haft det Held med ham at spænde Belte –
Hvorfor? – Fordi han suur, og stum, og stiv,
Og strunk, og stolt, og studlig Kammeraterne,
Han skar til Skamme, gik paa Liv? –
Nei! – men fordi, blandt samtlige Krabaterne
Paa Halling, ingen 'skar saa sød en Kniv!'
Netop den uforlignelige Lethed,
Hvormed han Kniven svang og listed ind og ud
I sin Modstanders Skind og Hud –
Den Præcision, den Eleganz, den Nethed,
Hvormed hvert Snit foer ud og ind,
Lig fine Træk af Sommeraftenvind,
I Contrapartens Hud og Skind –
Den Rigtighed i Blik, den Sikkerhed i Rammen –
Den Takt, den Gratie, den Rundhed i
Hvert Skaar – og den fuldendte Harmonie
Af Skiæring i dem alle sammen –
Hvorved naturligviis blev til et Malerie,
Værdt at betragtes og beundres, Skrammen –
Det alt – som lignes kan ved gode Vers
I lunefuld polemisk Skiærts –
Var Aarsag, at man sørgede saa saare
Ved denne morderlige Flængers Baare,
Som om man under Svøben af hans Kniv
I Sognet havde ført et Honningliv.
Ved blot at tænke paa den Saliges saa søde
Maneerer, flød i Taarer hen enhver,
Der havde seet dem kun – og Een især,
De havde kildret ofte halv til døde,
Var (siger man) ved det begrædte Lig
I Sørgeskaren reent utrøstelig.
Saaledes burde hver en Stand paa Jorden
For Alvor og for Spøg hinanden slaae;
Thi Krig er eengang i Naturens Orden,
Og Fred kan ingen være sikker paa.
Særdeles burde, synes mig, Poeten,
Hvis skiønne Fag er Objektiviteten,
Slaae med en Slags Maneer. I hvert et Slag
Paa Maven, Brystet, eller paa Planeten
Af det, han kalder Subjektiviteten,
Der burde være Ziirlighed og Smag –
Om ei med Hensyn paa Humaniteten,
Saa dog med Hensyn paa hans eget Fag.
Saaledes slaaes Einherier i Valhalla –
Saaledes Kampens Engle selv om Allah –
Saaledes ogsaa min Gienganger slog,
Da den i Kamp mod Kunstuvenner drog –
Saaledes slaaer jeg end til Sprogets Ære
Med god Samvittighed, nar det skal være –
Saaledes – ak! men det er Verdens Nød –
Saaledes slaaer man kun, naar man er død –
Død for de mange Forhold her paa Jorden,
De mangehaande, mangeslags,
De ordensfestlige, de dagligdags,
Ei Dannebroges blot, men hvert et andet Flags,
Der nødiggiøre den gemeene Morden,
Af Mangel paa behørig Tid
Til paa sin Myrden at anvende mindste Flid,
Naar man maa følge Dagens Orden.
Saaledes slaaer man kun, naar man er kold og stiv,
Død for Nutidens egentlige Liv,
Død for Materien, for Stoffet,
Død for Parterret, død for Hoffet,
Død for hver Herlighed, der giør lidt tyk og but,
Og hvad man kalder fornem mut –
Død, borte, glemt – i Graven vel forvaret –
I Skiærsild udbrændt rent til Aand –
Og frie for alle Kiødets Baand,
Som Gienfærd af sig selv, forklaret –
Tilintetgiort,
Som Perlefarven paa en gammel Port,
Som Vintersneen i en Sommer-Rende,
Som Rhodos Sol-Kolos, der siger ikke stort,
Nu den er falden overende –
Kort sagt: som jeg, halvtredssindstive Miil
Fra hver en Plet, hvor jeg var meget lille,
Fra danske Pigers Blik og danske Koners Smil,
Her i det Dronninghof-forladte stille,
Svindsyge, melankolske Kiel.
Hvad Under, jeg tilsidst i Tone, Sprog, og Stil,
Selv naar jeg spender Belte mod en Bengel,
Aldeles bliver lig en himmelsk Engel,
Og min Satires Kniv sød som en Elskovspiil?
At jeg er ikke grov i Sang, i Skrift, og Tale,
Dermed jeg ikke kan, og vil ei heller prale;
Thi, hvis jeg giorde det, med haanligt Smil
Imod mig Fimbulklaffer torde knubbe:
'Det er jo ingen Kunst, du Halvveis-Gubbe,
'Dig var jo Livet selv en Fiil!'

Kunst eller ei, min Stoud, jeg vil tilbagevende
Med søde Kniven, som jeg svang
Mod Fimbulklaffer sidste Gang;
De feige Bagfraklik faaer ellers aldrig Ende.
Desuden mig et Brev er kommet her tilhænde,
Der melder mig: hvorlunde selv den Skiald,
Der steg engang saa skiønt, gaaer ned af Bakke,
Fordi med alt fra ham man tar tiltakke –
Og at vort Pindus blir til sidst en Ase-Stald,
Hvis ingen Muse meer med Aserne tør snakke:
Hvorlunde man gaaer om med et Triumvirat,
Der, siden mit Par Ord om Jøderne,
Paa Forslag af en buxeløs Krabat,
Skal ordentlig permanentere Møderne –
Hvorlunde, hvis jeg ikke svarer snart
Paa Faderens Forsøg i Prose,
Selv Sønnen tænke vil, at det er med mig klart,
Og Manden i Parnassets Mose
Med grønne Hose
Forsikkre (for sin Broderpart),
At det er alt tilsammen grumme rart –
Hvorlunde man har aldrigen seet Mage
Til Stilen i de sidste Dage:
Hvorlunde, da hvert Glimt af kritisk Lys forsvandt,
Ei blot i Støvets Land, men selv i Aanders Rige
Det Ædle maa for det Gemeene vige –
Hvad jeg, desværre! selv derhiemme fandt
Kun alt for sandt –
Og endelig: hvorlunde reent vil synke
Parnasset i et Svælg af Dagligdagserie,
Naar denne Sommer er forbi,
Hvis ingen Curtius sig over det vil ynke,
Sig styrtende med Skiold og Spyd deri.