Polypen har nu faaet Hul
I Asenutids-Tylte-Dommen:
En halvtydsk Iris, splitterdull,
(Med tosset Dansk i) ud er kommen.

En Nytaarsgave fra Igaar
Til, som formodes, Overmorgen -
Skiøndt, faae vi Frost, den før forgaaer;
Derfor er al dens Indhold Borgen.

En Samling Væv og Rimerie,
(Med noget gryntende sub rosa)
Hvori saa lidt er Poesie,
Trods doppelt Titelblad, som Prosa.

Hvad strax, i dens Makulatur,
Paa første Plet mig kom tilsyne,
Var den symbolske Hornfigur,
Der stikker frem en Svine-Tryne.

J. C. Hauch over den mon staae -
Mens Svinehovdet giør Gebærden -
Saa passende Vignet man saae
Vel ei paa nogen Bog i Verden.

Imidlertid, som Hul paa Byld,
Er ei den Iris at foragte,
Jeg vil, for Oehlenschlägers Skyld
I en Romanze selv den slagte.

Saa hør da Viisen, Broder min! -
Hvis, paa Dit eget muntre Stade,
Derover og Du giorde Din,
Det vilde, troer jeg ikke skade.

Vi burde følge Holbergs Bud,
Og hurtig Svin paa Skoven stikke;
Thi lee vi ei det Galskab ud,
Bort græde vi det sikkert ikke.
Før Tyltens Blæst og Regn og Slud
I Danevang fik Ende
En Iris, som sit Sendebud,
Den op os vilde sende -
Jeg siger: op og ikke: ned;
Thi — hvor vi to og stande -
Vi staae dog over den, jeg veed,
Hver Læser vist vil sande.

Det Sendebud er nu, som saa,
Heel mindre til at skue,
End til at tâ og føle paa,
En Art af Regn i Bue.
Slig stegen underjordisk Graad
Saaes før ei her i Egnen;
Dens Fugtighed er meere vaad
Endog end selve Regnen.

Med Ret den Navn af Bue har
Thi den er ikke lige;
Men Titlen, Iris, aabenbar
Vil noget andet sige.
Det overvættes slemme Tegn
Paa Taage, Rusk, og Mudder,
Er sammensat, som syvfold Regn,
Af nemlig syv Slags Sludder.

Mon Tylten selv er gaâet itu,
Da Syv er atter Mode?
Her staaer jo Vrøvlevad endnu,
Skiøndt omvendt, paa sit Ho'de!
Her er en Sammenkomst af Sex,
Som før i Møllekroen -
Den syvende mig giør perplex,
Jeg kan ei rigtig tro'en.

Her maler hver forskiællig Klat
Hvad ingen burde skue,
Saa ganske skildpadomvendt, at
En Molbæk selv maa grue.
Den og har holdt sig smukt derfra,
For ei sit Flud at plette;
Den frygted et Etcetera,
Der ei stod til at tvætte.

Man savner Ludvig Fisker selv,
Der lever dog af Sludder,
Og svømmer i sin egen Elv
Som fersken Fisk i Mudder.
Sligt Spil af Pletter visselig
Blev aldrig før fremstillet -
Per Wegner selv har skammet sig
At være med i Spillet.

Kan være dog, jeg feil mon see?
Hvo kan det Skiulte raade?
Maaskee de er der alle Tre,
Paa en forborgen Maade.
Imidlertid er dog honet,
De deres Navne dølge -
Og hver Makulaturens Plet
Exemplet burde følge.

Syv Farver har vel Buen ei;
Dog, for saa vidt den primer
I litterarisk Hurlumhei,
Sex skiælnelige Strimer:
De træde her saa stærke frem
Paa Bagen af hver Fætter,
At man kan gierne kalde dem
Sex tydelige Pletter.

Tyltmester Oehlenschlägers Plet
Som største sig udmærker,
Jo meer man den betragter ret
Jo meer den sig forstærker -
Ja, naar man længe paa den seer,
Man ikke got kan fatte,
Hvortil der endnu skulde fleer
Til Malen af det Platte?

Den tar sig saa naragtig ud
Foran de andre Klatter,
At Marsyas, selv uden Hud,
Knap barte sig for Latter:
Hvis Phøbus her Vapoll han saae -
Vendt Ryggen ned, paa Jorden -
Jeg troer, han sig fordømte paa,
Han hævnet nok var vorden.

Pansophen Sibberns derimod,
Skiøndt ikke mindre vandet,
Frembyder her, til Overflod,
I Prosa — noget andet.
Den er saa grøn, og guul, og blaa
Fra Hoved ned til Hale,
At man med Sandhed sige maa:
Den skildrer bedst det Gale.

Naar man ved Lys betragter den,
Paa Forren eller Bagen,
Det synes, som den gik igien,
Især om Helligdagen -
Det er et Gienfærd af en Klat -
En Liigplet, til at lugte -
Den i et Ladegaards Gemak
De andre Pletter slugte!

Povl Møllers klak af udbrændt Viin,
(Blandt Pletterne den tredde)
Sees i hans elskedes Ruin
Her forud allerede;
Den mugne Plet paa Tyltens Pialt
Nu sidder paa en Skammel. -
Man seer, den gaaer i Barndom alt
En Tid før den bli'r gammel.

John Bøies (hvis jeg rigtig seer)
Gier egentlig til Skue
Sin Bortgang her fra Povl og Peer
I denne Mudder-Bue.
Hvad passed i et Lag saa slet,
Var ikke nemt at hitte;
Hint Bidrag, hvis det er en Plet,
Er meget lillebitte.

Anonymussens er saa graa,
Man neppe den kan kiende;
Vi maaskee klarere den saae,
Ved Buen om at vende -
Mod Povls den dog er næsten grøn,
Naar man betragter Tingen -
Mod Sibberns er den hartad kiøn -
Mod Oehlenschlägers — ingen.

John Carsten Hauchs udbredte Sqvæt
Paa fyrretyve Sider
Skal forestille, seer jeg ret,
Hvad jeg ei nævne gider -
I allegorisk Maane-Spot
Er Pletten ei ueffen:
Den maler overmaade got
Mod Brevene hans Bieffen.

Vor Rahbeks Viise veed jeg ei
Hvordan den hid er kommen,
Hvis man i Gildets Hurlumhei
Ham tog den ei af Lommen.
Ak! naar man rigtig seer sig til,
Hvor den er her af Lave,
Har Venskabs Diævel havt sit Spil
Med denne Pølsegave.

Vel er det kun en vittig Plet
Fra sidste Pølsegilde
Der hid til Leeg i Mudderspræt
Har ladet sig forvilde;
Dens Stænk jeg intet havde mod,
Hvor andet Vid og sprætter;
Men den er sandelig for god
Imellem disse Pletter.

Hvor han har villet male med,
Saa fuld af Evans Lue,
Trods gammel Viins Samvittighed,
Paa slig en vandet Bue,
Gaaer meget over min Forstand,
Og under hver en anden;
Men meget giør, som sagt, den Mand
Af Venskab — selv for Fanden.

Han tænker, Hauch, hans gode Ven,
(Hvis raader ret min Giætten)
Udsletter den med sin igien,
Som Pletters Plet paa Pletten;
„Nun freilich ja! das glaub' ich auch"
Stod Navnet ikke paa 'en,
I Oversprøitningen af Hauch
Jeg sikkert selv ei saae 'en.
Her seer Du da, som i et Speil,
Min Grundtvig, hvad der ud er kommen
Af Oehlenschlægers modne Feil:
Den første Frugt af Tyltedommen.
Det lader til i Danevang
At Trynen meer og meere luder -
Jeg frygter, at dens Undergang
Hin Mudder-Iris os bebuder.
Hvad frygter? Nei! jeg haaber trygt!
Thi vor Sehrimners Flesk var tintet;
Og det er got, naar hvad er stygt,
Omsider blir aldeles Intet.