Marie foer af Sengen op,
O! Jesu! frels mig arme!
Koldt svedte hendes spæde Krop,
Da Døren knagende gik op -
Det Gud sig mildt forbarme!

Der stod han kold, og bleg, og lang,
I Gravens Dragt, den Arme!
Hvis spildte Suk, hvis spildte Sang
Forkortede ham Livets Gang
I uophørlig Harme -

Der stod han lang, og kold, og bleg,
I Gravens Dragt, den Arme!
Som ingen Tid sin Elskte sveeg,
Skiøndt stolt hun stedse ham undveeg,
Og spottede hans Harme. -

Der stod han bleg, og lang og kold,
I Gravens Dragt, den Arme!
Som for sin Elskovs Troe til Sold
Fik haabløs Kummer tusindfold,
Og dræbtes af sin Harme.

„Marie! hør din dræbte Ven
Fra Gravens mørke Bolig!
Giv mig den Troe og Lov igien,
Som jeg i Live gav dig hen,
At jeg kan slumme rolig." -

„Din Troe og Love jeg igien
Dig aldrig før vil give,
Før i min Favn du kommer hen,
Og med et Kys besegler den,
Du gav mig hen i Live." -

„Jeg i din Favn ej komme vil;
Hvad nytter det mig Arme?
Forsvunden er min Læbes Ild,
Mit kolde Kys dig dræbe vil
I mine kolde Arme.

Nei! hør din troe, din dræbte Ven,
Fra Dødens tause Bolig!
Giv mig den Troe og Lov igjen,
Som jeg i Live gav dig hen,
Saa vil jeg slumme rolig." -

„Din Troe og Love jeg igien
Dig aldrig før vil give,
Før du gaaer med for Altret hen,
Og med en Ring besegler den,
Du gav mig hen i Live." -

„Jeg alt paa skumle Kirkegaard
I sorte Kiste ligger;
Mit Gienfærd her kun for dig staaer!
Nægt ej din Ludvig, stedse haard,
Hvad han i Døden tigger!" -

Sin hvide Haand hun gav ham hen -
„Der! tag din Troe og Love!
Jeg skienker dig den heel igien;
Saae til din Grav tilbage hen,
At du maae rolig sove!" -

Flux hun i Klæder skyndte sig,
Og i de Dødes Have
Den hele Nat forvildte sig,
Og fulgte med det kiære Lig
Imellem mørke Grave.

„Er ved din Side, Ludvig! Rum
I Kisten for din Pige?
Kan hun hos dig i Dødens Slum
Faae kun ved dine Fødder Rum,
Hun ned til dig vil stige." -

„Min Kiste kun er smal og kort,
Den ikkun mig kan rumme;
Der er saa koldt, der er saa haardt,
Der er saa stille, tykt, og sort,
Du der kan ikke slumme." -

Nu Hanen goel, og pludselig
Saaes Morgenen fremile,
„Farvel, Marie! signe dig
Gud Fader udi Himmerig!
Jeg gaaer igien til Hvile." -

Det blege Gienfærd taug — og svandt
Blandt sorte Træer og Stene -
Ned paa Maries Kinder randt
En blodig Taare, da det svandt;
Nu stod hun der allene:

„Hør! Elskte! din Marie dig
Skal snarlig hisset møde!"
Det lyse Øje lukte sig -
Kold, som en Steen, bleg som et Liig,
Hun faldt omkuld og døde.