Letsindig kalder Du, min Lilia! Din Sanger,
Fordi han Gratier og Muser fanger
Med Glæde, naar han seer sit Ram;
Det er at sige, bliver ikke bange
For dem, som ham, i Grunden, fange;
(Thi han er selv, det veed Du nok, saa tam,
Som man det af en Digter kan forlange)
Dybsindig derimod Du burde kalde ham:
En jordisk ei, men blot en himmelsk Lyst,
En Levning af Uskyldighedens Eden,
Og ikke mindste Snæv af Skyldigheden
Herneden,
Forraader denne Særhed i hans Bryst.
Den lader sig naturligen forklare
Af Livet førend jeg og Du blev fød,
Af den Opdragelse hans Siæl i Himlen nød,
Af Vanen, i en hellig Engleskare
Sig ikke synderlig at tage vare;
Og først og fremmest af den Barnlighed,
Der er ham egen, som Du veed.

Dog før jeg mig til dens Forklaring vender,
Som en Spadseregang paa banet Gruus,
Til dens af Ædelstene bygte Huus,
Og som en Gienvei til dens lyse Throne,
Jeg først fortælle vil min Engel om en Kone,
Der fanged Muus.

Der var engang (hvis det er rigtigt fat
Med min Hukommelse, der kom i lidt Uorden
Da jeg Dig saae for første Gang, og plat
Forglemte alt det øvrige paa Jorden.)
Der var engang i Asien en Kat,
Der mored sig, som andre Peiser,
Med Muus at fange, ligesom
Domitianus, den berømte Keiser,
Sig morede for tusind Aar i Rom,
Og Nemesis i vore Dage,
Med Fluefangen. Om nu alt for vidt
Den dette Morskab drev? om andre Kattes Klage,
Som intet levnet blev, at jage,
Ved det den jog for meget og for tidt,
Med alt for uophørlig Appetit,
Nu rørte Jupiter? hvad heller andre Synder
(Med store endes tidt, naar man med smaa begynder)
Opbragte mod det arme Dyr
Ægypternes tilbedte store Tyr?
Det veed jeg ei; men nok: Dyrkredsens vrede Konning
Omskabte den paa eengang til en Dronning,
En Dronning over tvendebeente Dyr.
Man paastaaer, at de fleste Kongekoner
Langt bedre vilde være tiente med
At skabes om til halede Matroner,
End disse med at skabes om
Til Dronninger. Jeg fælder ingen Dom:
Man maatte være baade Kat og Dronning,
For ei at dømme feil. Nok sagt, at denne fandt
Sig i sin Skiæbne, som om den var vant
Fra Killing af, at nyde Melk og Honning,
Og al den fine Form, og al det fede Stof,
Og al den Herlighed, som falder ved et Hof.
Historien fortæller, at den var
Den viiseste, den tækkeligste Dronning,
Den største Part af Verden skuet har;
Og at dens Majestæt i Høihed uden Lige
Fordunkled i det hele Rige
Hver vakker Mand og hver en yndig Pige,
Aldeles uden Feil og Mangel, saa at sige,
Paa een Besynderlighed nær,
Som jeg ei tør fortie her:
Hun nemligen sprang ned hver Dag af Thronen,
Selv midt i Raadet over Bænk og Bord,
Og hver Nat af sin Seng, saasnart af Smaapersonen,
Der spiser Ost, hun lugted mindste Spor.
Saaledes jeg, der faldt, som mangen anden,
(Som alle) længe førend jeg blev fød,
Fra Himmelen til Jorden, fra Forstanden
Til Alskens Daarlighed, fra Gud til Fanden,
Fra Dag til Nat, fra Liv til Død,
(Skiøndt ventelig jeg er med denne hersoms Stengel,
Der støvet, lodden, tiørnet, askegraa
Kun bærer Aandens Rose, saa som saa,
Blandt tusind andre Bengler selv en Bengel)
Kan ofte mærke, tage, føle paa,
Jeg eengang været har en Engel.
Thi naar og hvor det er, i Livets Dynd,
I Vimmelskaftet af det Endelige,
I Skidenstrædet af vor Arvesynd,
Og selv paa Kiøgeveien til Guds Rige,
Jeg standser i min dødelige Fart,
Der stedse, som man veed, gaaer lige efter Næsen,
Og skeiter ud til Siderne, saa snart
Jeg øiner noget af det Himmelvæsen,
Uskyldigheds Naturen stikker i.
Med god Samvittighed jeg synge kan og sige,
Du Engles Engel, Himlens bedste Pige,
At ingen af de tre, og ingen af de ni,
Der ere Dig en lille Smule lige,
Jeg nogensinde rolig gaaer forbi;
Naturligviis, I himmelske! fordi
Jeg eengang var, og er endnu, trods Stenglen
Af Torn, som bærer Rosen, og trods Benglen,
Der i sin lodne Kappe giemmer Englen,
Uskyldigheden selv, som I!