For fattig Folk at spare Hovedbrud,
Der lidt af Tankens Lyst og gierne nyde vilde,
Naar i det stille, rene, klare Flud
Af Modersmaalets fundne rette Kilde
En Digter Aandens Rigdom gyder ud,
Foruden mindste Vind, end sige Storm og Slud,
Saa tænker Læseren: „Paa Digtets Bølger
Med eget Blik jeg overalt seer Land;
Min Tanke magelig Ideens Flyven følger:
Jeg er en Salomon i fattende Forstand."

For, derimod, at tage selv sig ud,
Og Studsen over sine Spring at vække,
Naar, efter Sprogets kiække Sønderbrud,
I Brokker, Gruus og Dynd af alskens Bække,
Vildskialden hæver sig, som Fossens Gud,
Og trodser alle Tugtens Bud,
Saa tænker Læseren: „I Digtets Sluser
Jeg mærker, min Seilads er ingen Leeg!
Den salomonske Høisangs Fald mig knuuser -
Jeg er en Jørgen Hattemager, jeg!"

Hvad Under, at man lønner med Foragt,
Fast overalt, og ei blot her i Landet,
Det Reene, der sig ængstlig tar i Agt,
Mens man beundrer ydmyg noget andet,
Der, naar det støder stærkt, just røber Magt.
Den salomonske Følelse behager
Sig selv — og lar det dermed være got;
Den derimod af Jørgen Hattemager,
Af Mangel paa Behag, tilbeder blot.

Men, „Knæler for Barbaren, I Barbarer!
Jeg eders blinde Hu! og Hei!
Den vældigt Styrtende misunder ei!"
(Tilsmiler paa sin bifaldsløse Vei
Den stille Flodgud hine Fossens Skarer,)
Mens Phantasien hist sig kaster ned,
Af Bulder og Allarm bedøvet,
Staaer Følelsen og lytter paa min Bred,
Fornuften og Forstanden uberøvet.

Hvis ved mit reene Glar man glemmer mig,
Og seer kun sig i Speilet stande -
Den sande Guddom aabenbarer sig,
Netop i dens Sig Skiulen, som den Sande.
Den altid dog erkiendes hist og her,
Af nogle faa — den dybe Nats Opdagere,
Og een Kong Salomon er Digtren mere kiær,
End alle Verdens Jørgen Hattemagere."