Borgeren
Du med Lyren om din Skulder,
Og den Lille ved din Side,
Blind for Glimmer, døv for Bulder,
Som du synes ei at lide -
Ubekrandset, ubebræmmet,
Uden Guld og Glands og Hæder,
Uden Deel i vore Sæder,
Uden Sands for vore Glæder -
Siig, hvad giør du her i Hiemmet,
Nat og Dag i Herthalunden,
Hvor jeg dig saa tidt har funden?

Digteren
O! jeg leger kun Komfremmet
Med min lille Søster Hanne,
Som for Spøg jeg kalder Nanne,
Mens allene to herneden
Barnligfroe vi vandre heden
Til vort rette Hiem i Eden.

Borgeren
Hvad er det vel for en Leeg?

Digteren
Englenes til Punkt og Prikke:
Glemsel af sit eget Jeg
I hinandens glade Blikke -
Glemsel af al Livets Larm
Eene sammen Arm i Arm.
Stakkel! kiender du den ikke?
Hør os tvende, veed du hvad?
Vil du være rigtig glad,
Maa du den for alting lære!

Borgeren
Nei! jeg takker for den Ære -
Glemme mig, og Land, og Stat,
Det var alt for desperat!
Jeg er intet Barn, min Kiære.

Digteren
Heller ikke være vil,
Trods vor store Mesters Lære? -
Saa forstyr ei meer et Spil
Som du ikke hører til -
Gaae din Vei, og lad os være!