Lad Venus mig en Huldgudinde sende;
Ei Venus selv skal kunne lokke mig;
For dig, Tilbedede! skal ene brænde
Det Hierte, som blev ene til for dig.
Ved Dyden, som din skiønne Siæl tilbeder,
Som derfor blev mig evig dyrebar!
Ved denne Siæl! og ved dens Yndigheder,
Hvormed du mig for evig fængslet har!
Ved Himlen! ved det helligste paa Jorden!
Seline! ved din vundne Kierlighed!
Jeg sværger dig; og al Olympens Torden
Forfølge mig, ifald jeg brød min Eed:
Dig ene troe, dig evig at tilbede,
Bestandig din og Dydens ømme Ven;
Endog, om evig straffet med din Vrede,
Jeg langt fra dig skal sukke Livet hen.
Men ak! jeg raser mod mit eget Hierte!
Hvad giør jeg ubesindige? min Eed
Betrygger dig, og frit med Sorg og Smerte
Du nu belønne kan min Kierlighed.
Du nu den mindste Fryd mig grum vil nægte;
Vil spotte mine Qvalers Raserie;
De Saar, som ved dit Smil du fordum lægte,
Du aldrig meer vil gyde Balsam i.
Du aldrig meer min Haand vil kierlig trykke,
Ei lære mig, foragte salig meer
Ved dine blide Blik al Jordens Lykke;
Maaskee du mig vil aldrig skienke fleer.
Jeg aldrig meer fortrolig mig skal klynge
Seline! til din ømme kielne Barm,
Og aldrig i min Elskovs Hede slynge
Omkring dit Liv med Fyrighed min Arm;
Men eensom, uden Glimt af Fryd fremdrage
Det Liv, jeg hader kun, naar du er vred,
Og ubønhørt i stille Skove klage
Min Elskov og min Ulyksalighed.
Dog nei! dit ømme, fromme, kielne Hierte
Jeg veed det, Elskte! hader Tyrannie,
Du vil forsøde blid min bittre Smerte,
Og ynksom lette selv mit Slaverie.
Endskiønt du veed jeg bryder ei min Lænke,
Endskiønt du veed jeg dæmper ei min Ild;
Du dog, som før, mig stundom mild vil skienke
Et kielent Fingertryk, et venligt Smil!
Og jeg skal end velsigne disse Kiæder,
Troe, Venus mig med unge Roser bandt,
Naar eet af disse Kys du mig tilstæder,
Hvori hun har sin Nektars Sødme blandt.
Og jeg skal lønnet nære disse Luer,
Og troe, jeg giemmer Himlen i mit Bryst,
Naar eet af disse milde Blik jeg skuer,
Hvori den smiler med sin hele Lyst.
Og salig Phantasie skal vinget hæve
Høit over Stjernerne Din Sangers Aand;
Af Guders Lyst skal dette Hierte bæve,
Naar du, Seline! trykker ømt min Haand.