Midt imellem Tidens Grave,
Der hvor fordum Livets Træ
Stod i Uskylds første Have
For hver fiendtlig Storm i Læ,
Skyder end imellemstunder
Af den gamle Stammes Muld
Op et Æbletræ-Vidunder
Med en Frugt af pure Guld.

Sieldent er det Syn at skue;
Sekler komme, Sekler gaae,
Før paa Jordens grønne Tue
Blomstrende man seer det staae.
Og hvis hundred Aar henrinde
Før det spreder ud sin Lugt,
Tusind, og vel flere, svinde,
Førend modnes fuldt dets Frugt.

Thi fra Viisdoms Væld maa flyde
Lysets Saft, og Livets Blod:
Begges Strømme maa begyde
Hierterislende dets Rod;
Uskyld maa det stadigt pleie;
Og, skal Frugten lykkes, maa
Den forsage hvert sit Eie,
Som dets blotte Spire saae.

Kun eet Æble dog det bærer,
Naar det lykkes, aldrig skeer;
Men, hvo det har seet, ei nærer
Nogensinde Lyst til meer;
Og trods Armod, og trods Alder,
Og hvert Skiæbnens mørke Bud,
Skjalden, i hvis Lod det falder,
Er lyksalig som en Gud.

Lokt af Nattergalens Triller
I den næste Lindetop,
Kom en gammel Harpespiller
Did, hvor Spiren først skiød op;
Kiendte flux Naturens Under,
Nærmte sig den gamle Lind,
Og hensatte sig derunder
Taus med Haanden under Kind.

Stirrende paa Spirens Stengel,
Der saa venlig huld og sød,
Som af Natten Lysets Engel,
Op af Muldets Tue skiød,
Drømte han sig lagt paa Baare
Længe før dens fulde Flor,
Mens ham, kildrende, hver Aare
Salig Længsel giennemfoer.

„Fryd, som Skialden evig drømte,
Naar ham Glæden gik forbi,
Mens hver Indsats han forsømte
Her i Lykkens Lotterie!
Uskylds Himmels Førstegrøde,
Paradisets sidste Skud,
Idealets morgenrøde,
Sangen aabenbarte Brud!

Hulde Væxt, hvor saae jeg gierne,
Før mit Øie lukker sig,
Slukket af Din Glands hver Stierne,
Som i Natten straalte mig!
O, men ak! jeg kom at skue
Maalet for min Harpes Klang;
Og dit Hiertes reene Lue
Smile til min Undergang.

Smile? nei! min Tid er omme!
Vee mig, her i Lindens Læ,
Før jeg seer dit Æble Blomme,
Tusindaarets spæde Træ!
Kun i Tanken saae herneden
Skialdens Stirren Frugtens Guld
Naar du modnes er han heden -
Naar du smiler er han Muld."

Altsaa klang til rørte Strænge
Bævende den Gamles Sang;
Nattergalens Klukke længe
Blandte sig med begges Klang:
Begges Toner sammenstøde
Sødt i Klagens Melodie
Til omsider Nynnet døde
Med det sidste Suk deri.

Som han taug, og stirred, rørtes
Pludselig hvert Lindens Blad,
Og i Toppens Susen hørtes
Hviske tyst jeg veed ei hvad -
Stum blev Nattergalens Trille,
Klangen løftes op i Duft -
Og, mens alt blev tyst og stille,
Lød det i den tause Luft:

„Hvis dit Bryst herneden kaarer,
Andagtfyldt af Kiærlighed,
Hvad de hierteløse Daarer
Her i Livet spøge med,
Maa paa Valgets Alter flyde
Lysets Saft: og Livets Blod;
Lad dig Offret ei fortryde,
Gamle Sanger, har du Mod!"

Som naar Himlens Straale rammer,
Slog en hellig Offerlyst
Ned med alle Martyrflammer
I den fromme Sangers Bryst:
„Vox o Træ, hvis Frugt jeg kaarer,
Her, hvor fordum Edens stod,
Vandet af mit Øies Taarer,
Giødet af mit Hiertes Blod!"

Og, med Blikket mod det Høie,
Flux han Harpen sønderbrød,
Mens veemodig fra hans Øie
Perle ned paa Perle flød.
Frodigt, som til ingen Tider
Voxte Træet skyndig op -
Snart det blomstred — og omsider
Gløded Æblet i dets Top.

„Skattes Skat! jeg dig har vunden!" -
Som han jublede det, kom
Bag om Træet ind i Lunden
Just en Dreng og saae sig om;
Ak men Oldingen, ved Roden,
Jubelmattet alt laae død -
Da hans Offers Frugt var moden,
Faldt den ned i Drengens Skiød.