Hvorfor rinder saa din Taare?
Møe, saa væn, og ung endnu!
Hvorfor blegner du saa saare?
Hvorfor leer og synger du?

Jeg har nydt af Livets Glæde;
Jeg har følt al Livets Vee.
Lad mig blegne, lad mig græde,
Lad mig synge, lad mig lee!

O jeg drømte — ja! jeg drømte
Om en Engel, evig min,
Som jeg sad, og sang, og sømte
Paa mit eget Jordeliin.

Dybt i Østens lyse Fierne
Maanen lued rød, som Blod;
Og den blege Aftenstjerne
Dybt i Vestens Mørke stod.

Jeg var ene, jeg var bange,
Og mig længtes inderlig.
See! da kom i dunkle Gange
Englen, som jeg drømte mig.

Og med Hyl i Skovens Kroner,
Og med Strandens Bølgers Kluk,
Og med Nattergalens Toner
Blandte sig hans dybe Suk.

Ak! nu saae jeg Maanen ikke;
Ak nu saae jeg Stjernen ei;
Kun min drømte Engels Blikke
Tindred paa min mørke Vei.

Og han svæved mig imøde;
Om hans Skuldre Harpen klang;
Og jeg saae hans Pande gløde;
Men han standsede sin Gang.

Og jeg iilte ham imøde
Paa den mat oplyste Vei;
Mine Kinder blev saa røde;
Men han stod, og saae det ei.

Dybt han stirred ned i Støvet,
Lænende sig paa sin Stav;
Og hans Blik sank ned bedrøvet,
Ned, som i hans egen Grav.

Og han stirred mod det Høie;
Og hans mørke Blik blev vildt —
See da mødte det mit Øje,
Og paa eengang blev det mildt.

I hans Bryst hvert Spor af Smerte
Ved mit Smil blev slettet ud:
Og han sank til dette Hierte,
Og mit Hierte sank i Gud.

Vore Siæle sammenfløde,
Og vi følte intet Savn;
Og vi smeltede, og døde
Saligt i hinandens Favn.

Da jeg vaagned op i Lunden,
Var ei Maanen længer rød;
Aftenstjernen var forsvunden
Ved min Side laae han død.

Jeg har tabt al Livets Glæde
Jeg har udtømt Dødens Vee.
Derfor maae jeg evig græde,
Derfor maae jeg evig lee!