Jeg, som tilforn med Piben i min Mund,
Om Vinteraften i den mørke Stue,
Med Purken paa mit Knæe, saa mangelund
Sad mellem Røg og Damp for Kakkelovnens Lue,
Og lyttende Mama, Papa og Purk
Fortalte gamle Spøgelse-Mirakler
Om Trolden Find og om de tolv Spektakler
I Borrevejle-Skov og Ridder Rød den Skurk,
Jeg om en simpel Bonde her fortæller
Et simpelt Eventyr saa simpelt som jeg kan,
Hvori min jordiske Forstand
Beleirer ingen af de himmelske Casteller,
Ved Enceladisk fræk i Alpe-Constructioner
At dynge Ossa-Ord paa Udtryks Pelioner.
Forstaaelig for mig selv, begribelig for hver,
Jeg stræber Læseren, om mueligt at fordrive
Et kiedsomt Øieblik, om ikke meer,
Ved ham i ti Capitler at beskrive
Min Jeppe (det er Heltens heele Navn)
Hans Hest, hans Viv, hans Hund og Tog til Kiøbenhavn.

Apoll! Pegas! Camene! Sanggudinde!
Pimplea! Muse! Pieride! kom -
Kom mig ei nær! jeg kan alleene dennesinde
Foruden eders Hielp hvad jeg fortæller om
Begynde, giennemgaae, fuldende;
Jeg ei anraaber denne Gang
Den mindste smule Gud, Gudinde, Nymphe, Pige;
Selv ikke Frue Fames, Sitis, disse tvende,
Som ellers tidt, trods andre Muser, tvang
Poeten til vor Verden at berige
Med Fidibusser og deslige.

I fordum Tid, da Dannemark var dansk,
Da Dyden agtet blev, endogsaa hos en Stodder,
Og Laster skiultes ei ved Glands af høie Naader,
Man leved' ei paa Tydsk, og ei sov hen paa Fransk,
Da man i Kirke gik for Prækenen at høre,
Og ikke for Erobringer at giøre,
Just ingen Irus reent og ingen Midas var,
Da man ved Alchymie saa let ei kunde skabe
En Doctor af en Kat, og Junker af en Abe,
Da Hesten kaldtes Hest, og Monsieur Jean en Nar,
Da Liberie var ei den bedste Vei til Brød,
Og Mangel paa Patron just ei den visse Død;
I denne Fabel-Tid, som Holberg har beskrevet
Saa smukt i Paarses Bog — maaskee lidt overdrevet -
Tre Aar før Calmar-Krig, (om hundrede maaskee
Derfor jeg indestaaer ei mine Læsere;
I Peking og hos mig Kronologie om Tingen
Staaer fast paa samme Fod, og næsten paa slet ingen -
Min Tid gaaer, som jeg selv, snart frem og snart tilbage.)
Kort: i den gode Tid, i Gubbens Ungkarls Dage
Der var engang en Mand, og Jeppe Manden heed,
Som dog, uagtet disse gyldne Tider
Han leved' i, sig ønskte sommetider
Did, hvor man ønsker sig, naar man ei bedre veed;
Og han var Bonde — (Udi vore Dage
Var dette næsten nok for Manden at beklage) -
Og maatte, skiønt han spared' ingen Møye
Med i sit Ansigts Sveed sin liden Jord at pløye,
Dog al den Uroe, Trængsel, Armod døye,
Som Bonden sukker ved den Dag i Dag,
Og som er ei saa ganske skiøn en Sag -
Misvæxt slog ind, han selv, hans Børn, hans Heste
Blev syge, Skatterne blev' ei betalt,
Den Smule, som han havde før til Bedste,
For Laanekorn til Herremanden faldt;
Og endelig — saa gaaer det — arme Manden
Blev i sin Sveed og Graad fra Gaarden slængt. -
Sligt Knæk har tidt forvoldt, at een og anden
Sig selv i sin forladte Loe har hængt;
Og, kiere Læser, skal man Sandhed sige,
Saa seer man jo vor kiere Pebling-Søe
At freqventeres meget tidt af slige,
Som ei har nær saa god en Aarsag til at døe;
Langt fra jeg noget Mord mit Bifald giver,
Skiønt i en mindre Grad slig Gierning altid bliver
En lumpen Slyngelstreg, al Skam og Skiendsel værd;
Men i sin heele Glands min Helt fremskinned' her;
Han meer end stoisk bar foruden Hielp af Strikke
Sin Herremands og Skiebnes Gruesomhed
Med en forunderlig Bestandighed
Hvis Lige Helten selv fra Uz fremviiser ikke.

For heelt at fylde Jeppes Modgangs Skaal,
Saa havde Skiebnen ham, som Job, en Qvinde
Beskaaret, ret en ægte Dievelinde,
Som paa den arme Mand bestandig giorde Kaal
Udi hans Velmagts Tid; men nu ham trak for Skiæver
I hans Gienvordighed, ei blot med Ord; men Næver -
Den smule Haar jeg har paa Hov'det reiser sig
Ved at fortælle her, hvor gyselig
Moer Birte mod den arme Jeppe foer,
Da Fogden borte var, hvis sidste Torden-Ord
I Stuen lød endnu: Herud I Kieltringtøi!
De sultne Børn omkring fortabte Fader fløi,
Og spurgte grædende: hvorfor mon Babba græder?
„O! gid jeg kunde græde jer
Lidt Brød, lidt Brænde, Huuslye, Klæder!
Trøst dem, Moerlille, giv dem hvad her er" — — -
Som sultne Bindehund giør, bider af en Stodder,
Moer Birte nu sprang frem og tog til Ords
Medusisk, som Frue Avind i Per Paars,
Ei ulig Fandens kiødelige Moder:
„Nu har du det saa got, du dovne Drog!" -
(I det et vældig Ørfign Mandens Øre
Saa døved', at han knap det halve fik at høre
Af disse smukke Ting — „du altid var saa klog -
Nu har du det saa got, du Dosmer, — giorde jeg
Din Ret, saa slog jeg dig en Træeskoe i hvert Øie,
For mig du har holdt Huus — nu kan du gaae din Vei -
Det skal en stakkels Kone døie -
En saadan Slyngels Dovenskab og Sviir -
Og tænker du jeg længer hos dig blir -
Nei! du skal suurt og dyrt betale -
Nu sidder du en kiøn! du Hanrei — og saa sandt
Jeg hedder Birte ....."

Hoved indtil Hale.
Saa stærk og drøi han var, nu Konen Manden fandt -
Hvad heller Vægten af de mange Puf,
Der fulgte paa hinanden i en Ruf
Af hendes knytted' Haand i Heltens Næsebore -
Hvad heller Ordet Hanrei for vor Helt
Af egen Kones Mund klang alt for fælt;
Nok, Helten opbragt blev, og begge Næver fore
Jus-Talionisk vor Xantipp' om Ørerne
At hun ei svared' et til tusinde -
Paa Gulvet tumled' om den hidsige Matrone,
For første Gang nedstødt fra konelige Throne.