Man synger næstendeels om Alt paa Jorden
I denne gyldne Tid,
Da Digtergave her i Norden
Fast ligesaa almindelig er vorden,
Som Frihed, Velstand, Smag og Flid.
Trods Abbeden Du Bos, den Anti-Jyde,
Som uden ringeste Medlidenhed
Kom Folk bag Rhin og Fæ i samme Gryde,
Vi stakkels Danske kom dog ogsaa med
I Digtekunsten, som i alt det andet;
Thi nu, hvorhen man lytter her i Landet,
Er lutter Harpeklang og Citharlyd,
Og hvor man vender Øiet hen, man skuer
Poeter overalt (o! søde Fryd!)
Som Fluer.
Man synger Kongens Pris, man synger om sin Pige,
Om Frihed, om Oplysning, og deslige,
Om Mod i Krig, og flittig Konst i Fred,
Om Vaaren, Borgerdyd og Ærlighed,
Og kort, om ikke fyndig sagt saa lige:
Man synger, hvad man ikke gider sige,
Alt hvad man ikke har og hvad man ikke veed.
Hvor er vel noget Nyt uqvædet før?
Hvorom har ikke Hiin og Den giort Oder?
Hvad tænkeligt fra Sirius til Smør,
Er ikke rimet, eller sat paa Noder,
I alle Byens Urteboder?
Og synge noget, som er rent forslidt,
Jeg ikke gider og har aldrig gidt.

Min Muse har geskiæftig, stakkels Pige!
Fra Klokken Fem i Morges løbet om
I hele Mulighedens Rige
For at faa fat paa noget, som
Var værdt at svede for i Riim at binde.
Det splinternye staaer ikke strax paa Pinde.
Omsider i Kong Jørgens Herredom
Hun fandt, hvad dennesinde
Min Læser om han vil kan ogsaa finde.

Fra Visen om Kong Edvard, god og from,
Hvis Sønner tre, for Fuglen at begiere,
Mod hvilke andre kun Canailler ere,
Til Dronningen af Saba kom;
Og til den Bog, hvori Tom Jones søger
Sin yndige Sophie hist og her
Mod hvilken alle Verdens slige Bøger
Hvad andre Fugle mod Fugl Phoenix er;
Har, siden jeg kun stak halvanden Alen
I Luften, ingen Eventyrer saa
Fortryllet mig, som de, vi faae
Fra høire Haand ved Siden af Canalen.
I intet Land saa meget skeer.
Sandt nok, paa tusend andre Steder
Man snakker, synger, gifter sig, og leer,
Forelsker sig, er Pebersvend, og græder,
Frembringer snart en Bog, et Barn, og saadant meer,
Dyr nu til Folk, og Folk til Dyr forvandler,
Blir, spiser, drikker, sover, drømmer, døer!
Sligt Russ og Dansk og Tydsk, og Flere giør,
Som ingen Ting — men Engelskmanden handler.
Han giør, som vi, desværre, meget galt;
Men giør det galt tilgavns, originalt:
Han giør, som vi, adskilligt viseligt,
Elskværdigt, godt; men og guddommeligt:
Han Alting giør, som vi; men Alt med mere Fynd. -

En skyder sig — o! ja det kan man giøre,
Naar Lykken bliver stundom alt for tynd;
Men just fordi man Alt har paa det Tørre
At skyde sig — det er en engelsk Synd.

Man stundom hænger sig, og Halsen knækker,
Naar Ynksomhed for vidt Ens Kone strækker,
Og Panden derved blir for lig en Skov;
Men, giøre sligt, fordi hun ikke vilde
Hvad Hver med Vessel tilstaaer dog er ilde, -
Dertil har Engelskmanden ene Lov.

For Elskovs Magt man allevegne bukker;
Man bliver heed om Hiertet, klager, sukker,
Man kommer efterhaanden reent i Brand,
Man hører lidt af Sphærers Harmonier,
Man brøler Oder, piber Elegier,
Og mister stundom hele sin Forstand,
En Bagatel, som oftest. Gaaer det længer,
Den skiønne siger uophørlig Nei,
Saa bliver man vel og (at sige,
Naar det for Resten er en velskabt Pige)
Tilsidst saa vred, at man sig hænger;
Man mister dog kun Livet i den Leg,
Tidt og en Bagatel. Har man for store Fødder,
Og troer det Tyranindens Øie støder,
Saa høit en Taa paa hver for Amor veg;
Men — kappe hele Benet, for at vinde
En umaneerlig, stiv, træbenet Qvinde, -
Det, seer man strax, det er en engelsk Streg.

Sex Cinquer uophørlig, intet andet!
Er, som Enhver maa tilstaa reent forbandet;
Man fløiter, man skiær Tænder, bliver gal,
Og løber rasende rundt i den hele Sal,
For ei at pines af sin Modparts Latter,
Man bander Pine deux, trois, quatre;
Ja: tant que vous voulez — men stille staae
Med Haanden skiult i Barmen hele Tiden;
Og pille langsomt Hiertet ud af Siden,
Saa stærkt kan Tab en Engelskmand kun slaae.

Til mange Kneb kan Pengetrang forlede.
Af Frygt for grumme Creditorers Vrede
Een lyver Vid og Dyd paa sin Patron
Og Een gi'r Sniksnak ud paa Subscription,
Og i en Sang, som tidt blev bedre hiemme,
La'r godt Folk høre paa sin hæse Stemme:
Ting, rigtig nok, som koste Hovedbrud
For een og anden ærlig Jyde -
Men hitte paa at spille Skak med Gud,
For Erkebispen lempelig at snyde -
Det, tør jeg vedde To mod Een, ja Tre,
Var blot en sulten Engelskmands Idee.

Jeg kunde blive ved paa den Maneer
At ramse op fra nu af og til i Morgen
Af Engellands Mirakler mange fleer,
Som for den Menings Grund, at der det meste skeer,
Tilstrækkeligen kunde være Borgen.
Men tag nu blot til Prøve disse fem,
Min Læser! man maa tænke længer frem,
Og holde varlig Hus med Tiden.

____________

I London var, for ikke længe siden,
Iblandt en Hoben andre Ting
En Kiøbmand, som i Hast maa hedde King,
For ei med nye Riim at spilde Tiden,
Naar jeg faaer sagt lidt meer om Manden,
Man snart vil mærke, hvad han hed
Er af den mindste Vigtighed:
Navn er en Bagatel, det har hver Anden;
Og noget, som man kalder Vid, i Panden,
Og noget, meer end Vid, en Hoben Muld,
Som andre kaldte fire Tønder Guld,
Var mere mærkeligt hos Manden;
For Resten var han virksom i sin Bod,
Var munter, vittig, artig, smuk og god;
Men hurtig i sin Dont, som bare Fanden.

Madam! For Himlens Skyld bliv ikke vred!
Da Korthed er min store Kiæledægge,
Jeg havde nær forglemt hertil at lægge
En vis Omstændighed:
Endskiøndt i femten Aar multiplicert med to
Han havde vaaget, drukket, spist og sovet,
Var han dog ikke gift, og ei engang forlovet.
„Det var en Skam!"
Ja hvis han Piger saae, som lignte Dem, Madam!
Man ingenlunde kan undskylde ham.

En Philosoph, hvis Navn jeg ikke lider,
Har ikke meget ziirlig sagt:
„Hver som fornøiet leve gider,
Maa sky, som Pest, Herr Hymens Pagt,"
Han siger endnu meget mere
For at bevise det,
Som jeg vil ingenlunde repetere.
En anden Philosoph er mer honet:
Hans Ord om denne Sag saaledes lyde:
„Gift, eller gift dig ei, det kommer ud paa eet,
Du begge Dele vil fortryde!"
Vor Herre veed, om han har Ret.
Den Tredie meest Levemaade viser:
„Det være langt fra mig," saa taler han,
At raade nogen fra den gifte Stand!
Nei! tvertimod, jeg dette Forsæt priser;
Men det er altid dog et vigtigt Spring,
Man giorde derfor uden Tvivl ei ilde,
Om man sin Livstid derpaa tænke vilde,
Betænksomhed er en velsignet Ting!"

Om een af disse Misogyners Tanker
Og Frygt for noget, som han havde hørt,
Gemeenligen med Ægtestanden vanker
Til Pebersvendom havde ham forført,
Hvad heller, som jeg snarere vil mene,
Han mellem Vexler, Actier og sligt
Forglemte reent, at han var ene,
Det veed jeg ei, og det er ei min Pligt,
At vide sligt.
Hans Slægt og Venner uophørlig plagte
Ham med Erindring om at gifte sig -
Dog sagte! sagte!
Der har jeg uden Tvivl forsnakket mig!
Til Ære for hans Slægt jeg den maa lade,
At Ingen af den samme derom bade!
Slig Commandeur af fire Tønder Guld
Bad ingen Slægtning om at fylde Jorden,
Med mindre Slægtningen var gal og fuld;
Det strider mod Naturens Orden.
Vend, hvo som lyster, op og ned paa den;
Jeg snakker meget heller om igien:
Kun Venner bade ham, og neppe disse,
Thi hvis de alle havde bedt min Mand,
Saa havde han Anmodninger til visse
Casseret ind fra halve Engelland;
Da rundt omkring Enhver, der havde Mave,
(Som næsten alle Britter have)
Ustridigen var hans hengivne Ven -
Den reene Sandhed er, at et Dosin af slige
Bad ham bestandig, Fleer at giøre lykkelige
Og i en lille Slægt, naar han var sovet hen,
At leve paa en Maade op igien
Ved Hiælp af en elskværdig lille Pige.

„Top!" raabte han engang, jeg vil forsøge det!
„Men Sagen er, hvor i en Hast saa lige
Jeg træffe skal en vakker lille Pige?" -
„Den kan du træffe meget let;"
Gientog hans Ven, „sadl op i Morgen, Broder!
„Og rid tre, fire Mil herfra
Til næste Herregaard, hvor en Papa
Til tre ret vakre velopdragne Poder
Af Evakiønnet boer. Hver af de Tre,
Rød, som en Rose, hvid, som Snee,
Uskyldig, munter, kiælen, vil henrive
Din hele Siæl, saasnart du faar at see,
Hvad jeg omsonst forsøger at beskrive,
I Hver Modellen til en Gratie.
Medgift jeg ei kan love dig i Penge;
Men ellers Alt. — „Top! raabte han igien,
I Morgen galloperer jeg derhen!" -
Det er et Ord?" — „Et Ord! Farvel saa længe."

Om Morgenen derpaa Herr King staar op;
Sig munter i en Hast paa Hesten svinger
Den fløj saa let, som om den havde Vinger,
I susende høitbølgende Galop
Til Herregaardens Port og dermed: Stop!
Smaadrengen tager mod den; Herren dandser
Saa net, saa let ad Køkkentrappen til;
En lille Landsbyterne der ham standser
I Farten — thi man er som uden Sandser,
Naar man sig gifte vil,
Saavelsom naar man hænger sig, desværre! -
„Nei! hist er Stuedøren, gode Herre!
Behag at gaae til den!" — og han gik ind.

Hans Øjne fem Gestalter der opdage,
Hvoraf de tre
Undseeligen i Landsbye-Negligee,
Sig neiede, løb bort og rødmede;
Husherren og hans Frue blev' tilbage:
„God Morgen!" sagde han, — „Velkommen!" sagde de.
„Min Herre," blev han ved „jeg ikke har den Ære
At kiende Dem, men ønsker det at lære;
Mig syntes ganske herligt om den Sag,
At spise Frokost her i Dag;
Og uden Hensigt syntes det mig ikke;
De neppe denne giætte kan -
Jeg altsaa Dem vil sige den; velan! -
Dog! Strax at sige den kan sig vel ikke skikke;
Lidt Frokost først! der gives Dit og Dat,
Som uden Frokost ei fra Læben glider glat."

Frokosten knap var endt, før Talen gled
Fra Frierlæben paa den Maade:

„Af Jordens Rigdom, Ære, Herlighed
Jeg har saa meget, som jeg vel kan raade;
Saa meget, som jeg skiøtter om,
Af Himlens Gaver er min Eiendom;
Tre, fire Tønder Guld jeg eier, for det Første,
Min Alders Kraft og Styrke, Nummer To,
Og for at fylde Tallet, Sindets Ro -
Een Skat mig mangler kun, og det den allerstørste,
En Kone, som i kiærlig Sympathie
Vil dele med mig, til det er forbi,
Det Tredie, det Andet og det Første.
De trende Døttre har, og mellem disse tre
Er een, som dette giøre vil, maaskee;
Vil De, saa lad mig faae dem strax at see
I Negligee!
Thi jeg har andet at bestille,
End spilde Tiden, hvis de ikke ville."
„Med Glæde! Strax! I dette Øieblik!"
Igientog smukke gamle Mand og Kone;
Ud smuttede den huuslige Matrone,
Og ind igien med sine Døttre gik.

I landlig Dragt, med hvide Liin om Panden,
Hvorunder Haaret sneg sig bølgende
I brune Lokker ned paa Skuldrene;
Hver med halvdækket Barm, hvorpaa en Rosenknop
Forsøgte, skinsyg paa sin modne Ven,
Den lille røde Mund at lukke op,
For og, trods Sløifen, ret at kysse den;
Med korte Trøier, af hvis Ærmer stak
Et Armepar, hvis Mønster du, Seline!
(Thi hvad er rundt og hvidt og nydeligt som dine!)
Din Elsker dølger alt for tidt i Frak;
Med Skiørter, som i lette Folder gled,
Lig Sommerskyer forbi Maanen, ned
Forbi de runde Knæe til Fødderne,
Stod rødmende, blufærdig smilende,
Og som jeg ei kan sige det, de Tre
Jeg glemte Rimet for — ved Siden af hinanden.

Herr King, vor Frier, henrykt stod og saae,
Og saae, og giorde intet meer end saae,
Og saae sig fast ihiel; thi Siælen flyver
Ved saadan Leilighed igiennem Øiet hen
Til det, der blendende fortryller den.
Spørg Pastor Paris, om jeg lyver?

Han længe stille stod og saae,
Og ønskte hemmelig hans hele Krop var Øie
Fra Top til Taa,
For ret med dette Syn at kunne sig fornøie.
„Ja! saadan kunde jeg nok længe staae,"
Udbrød han endelig, „men her er meer at giøre!
„Jeg een maa vælge; thi dem Alle maa
Jeg venteligen ikke faae,
Skiøndt det var nemt?
Hvad mener De? Jeg Loven ei erindrer;
Thi jeg har den og Alting glemt
I denne Glands, som for mit Øie tindrer — "

I Engelland saa lidt, som her,
Man bruger den herkuliske Maneer,
At skabe Hustruer af trende Piger
I een og samme Bryllups-Nat;
Der, som i næsten alle Riger,
For slig en Heltestreg har Loven Punctum sat.
Herr King sig altsaa maatte lade nøie
Med Een;
Der gives stakkels Mænd, som nok maa døie
Med den;
Skiøndt samme stakkels Mænd jeg ei beklager,
Det deres egen Skyld gemeenlig er;
Thi Koner ere, som man Koner tager,
Det seer Enhver.

Men mellem disse Tre var Valget ikke let
For stakkels Manden,
Særdeles nu, han saae saa slet,
Og havde seet sig halvveis fra Forstanden,
En Ting, som saare let kan skee
Ved Een at see,
Ja stundom blot en Halv, endsige Tre.
Hans Tanker dandsede Kehraus i Panden,
Som unge Russer med en Perial,
Paa et Examensaftens Bal,
Indtil de bleve ganske trætte.

„Gid Pokker tænke meer!" saa tænkte han,
„Mig alle Tre de lige vel staaer an,
Og den jeg faaer, er ventelig den Rette."

Med dette kloge Forsæt, blev han ved
Paa denne Viis: „Min Herre og Madame!
„Hvem af de tre jeg faaer, er mig det samme;
Og derfor, uden meer Omstændighed,
Lad den iblandt dem Konelodden ramme,
Og faa mit Hierte, Haand, et cetera,
Som først — hør efter, Smukke! siger: Ja!"

Papa, Mama samtykte denne Maade,
Som Jupiter, ved Nik;
„Hør Piger!" sagde hun, „I nu jer selv maae raade!"
„Betænker," sagde han, „Jer egen Baade!"
Men et tredoppelt taust undseeligt Blik
Var alt det Svar de fik.
Vor Frier stod og stirred' tre Minuter,
Og lytted efter hvor den første Lyd kom fra;
Men fra de tause purpurrøde Putter
Kom intet Ja.

„Saa vil De," brød han ud, „Dem endelig betænke?
„Nu, Herre Gud! Den Ældste vil
Jeg et Qvarter dertil,
Men heller ikke meer, taalmodig skienke.

„Det er for lidt, Herr King!" gjentog Mama -
„Ja jeg kan ingenlunde længer bie;
Nu Klokken alt er over Ti! — „Ja, ja,
Vi faar at se!" Følg med, Marie!
(Saa hed den Ældste, og som virkelig
Imellem os, Herr King helst ønskte sig
Og, som jeg har min Grund at mene,
Han overalt i Grunden ønsked' ene;
Thi selv uvidende, hvordan det gik
I nysbemeldte Stirre-Lytte-Scene,
Hans længselsfulde lange Blik
Sneg' sig saa lumskelig til hendes Barm allene,
Hvorpaa med synderlig Urolighed
Bouqvetten hævede sig op og ned.) -

Men, man er, frygter jeg, en Smule kied
Af min langagtige Fortællemaade;
Tilgiv, o Læser! o tilgiv i Naade,
Om hidindtil det faldt dig lidt vel suurt!
Nu skal det gaae, som det var smurt.

Qvarteret gik; og vips! af Kabinetet
Mama kom ud igien, og, som en Vind,
Fløi Frieren i hendes Sted derind,
At see hvad Tanker havde der udrettet:
„Nu! Vil De have mig? saa skynd Dem!" — Nei! -
Alvorlig? — Virkelig? — „De vil det ei?" -
Min Herre! — „Hvad?" — Min Herre! — „Vil De?" — Nei!
„Ja, ja! saa rider jeg min Vej,"
Og dermed gik han hurtig ind i Stuen
Og bød Farvel til Herren og til Fruen.

De maatte lide denne Svigersøn
Og bade ham bestandigen at bie:
„See! Vejret er jo smukt og Vejen skiøn!
„Vov et Qvarter endnu! — Gak ind Sophie!
(Saa hed den anden Datter) — „Ja! lad gaae!
„Jeg denne Gang endnu forsøge maa!" -
Qvarteret gik, som forrige til Ende
Og hurtig Frieren fløi ind til hende,
Det samme Spørgsmaal: „Vil De, eller ei?
Fik trende Gange repeteret: Nei;

Vor Helt tilbage gik igien i Stuen,
Og sandt at sige var lidt vred i Huen -
En Kurv har mangen En i Hov'det Fluer sat;
Men to — Gud fri mig! jeg blev desperat -
Det blev alligevel Herr King dog ikke,
Han vidste sig i Kurve godt at skikke;
Det som forvoldt ham stærkest Hiernevrid,
Var den uigienkaldelige Tid,
Og derfor bandte han, med disse Kurvepiger
Slet Intet meer at foretage sig,
Endskiønt Forældrene bad inderlig
Om et Qvarter endnu. Men ak som Vessel siger;
(Gud glæde ham for Alt, hvad han har sagt!)
„O! christen Siæl; hvad nytter al din Banden
Mod Kiærlighed, mod Skiebnen og mod Fanden?"
At trodse dem, især den første og den anden
Vist ikke staaer i vores Magt;
Herr King nu skulde giftes, og — giv Agt!

Den yngste Datter var endnu tilbage,
Som Henriette hed,
Og efter megen Beden og Umage
Vor Frier nok engang paa Krogen bed
Og et Qvarter endnu for hendes Skyld spendeerte,
Som ei saa snart var endt, før han igien
Sprang ind og kiæk den tredje Kurv risqveerte.

Han syntes næsten alt at have den,
Og spurgte derfor i en rolig Tone:
„De vil vel ikke heller være Kone?
O! skynd Dem, at jeg komme kan herfra
Med alle mine Kurve! Vil De? — Ja! -
„Min Kone være?" „Deres Kone! Ja!" -
Det er for Alvor Deres Hiertes Mening?
Nu! Gud velsigne Dem og mig og vor Forening,
Et cetera!
Og dermed Arm i Arm de hopped ind i Stuen.

Fornøiet Herren blev, og glad blev Fruen
Som sluttede, hvad Læseren nu veed.

„Ja Sagen mellem os er i sin Rigtighed,"
Udbrød Herr King, „nu mangler os kun Præsten
„Og Kongebrev, som snart skal være giort;
Jeg svinger mig i største Hast paa Hesten
Og trap, trap, trap, igien til Byen fort;
I Morgen skal jeg have strax den Ære
Med begge Dele her igien at være.
Jeg elsker ikke megen Snak:
For Frokost Tak!
De tvende Kurve vil jeg lade hænge;
Farvel saa længe.

Dermed vor Frier hurtig Afsked tog,
Og som en Piil afsted mod Byen jog.
Papa, Mama, Sophie, Henriette,
I Porten noget stod og saa derpaa,
Til Synet ham ei mere kunde naa.
Marie derimod — kan Læseren vel giette
Hvor hun imidlertid er smuttet hen?
Nu, Kiære! kommer først Historien.

Ei langt fra Gaarden, tæt ved Landeveien,
Laae mellem nogle Træer en lille Høi.
I Afskeds Hurlumheiens Støi
Med Bukken, Skraben, Haandtryk, Kyssen, Neien,
Hun sneg sig bort, og hen til denne fløi -
Af hvilken Aarsag, veed jeg ikke;
Hvad kan ei stundom unge Piger stikke?
Nok sagt, hun sad useet paa sammes Top,
Og kunde derfra mageligen skue
Herr King i sin ustansede Galop,
Saa længe til han blev saa lille som en Flue;
Og da hun ikke meer ham øinte noget Sted,
Steg hun paa Heldingen mod Veien ned'
Og satte sig i Græsset der, og græd.

Ulykkelige Kiærlighed!
Hvor kan du Hiernen ei paa Folk forskrue!
En Elsker sandser, husker ingen Ting,
Imens du tumler ham omkring
I Frygtens Sneefog eller Haabets Lue.
Saaledes gik det denne Gang Herr King;
To Fierdingvei han alt var galloperet
Før han med eet, besindte sig,
At Brudens Fornavn var ham reent uvitterlig
Som dog til Kongebrev blev reqvireret.
Han derfor vendte sig og Hesten om,
For hendes Navn i største Hast at hente
Som havde sagt ham Ja. Men da han kom
Til Høien, hvilken Fryd! Idet han kiendte
Den ældste Datter, som spadseerte der!
„Det sparte mig, ved Gud et helt Qvarter
At De, min Smukke! just er her tilstede;
Jeg glemte hendes Navn som gav mig Ja dernede -
Vil De behage her at sige mig,
Hvordan det lyder egentlig;
Thi jeg kan ingenlunde længer bie?"
„Min Herre! hendes Navn, som vilde gifte sig
Med Dem? som elsker Dem?" — „Ja vist!" „Marie." -
„Saa hedder hun? det kan jeg lide paa? — "
„Som saa!"
„Marie? — jeg skal rigtig Navnet giemme."
„Marie, ja! . . . Marie! — Hils der hiemme!"

Og bort han fløi;
Men mumled' uden et Minut at tie
„Marie -
Marie — hyp! Marie — hop! — Marie!"
Tak ske dig, lykkelige lille Høi!

Der hiemme var en Praten om den Frier,
Om hans forunderlige Hurtighed,
Hans Skabning, Midler, Væsen, Narrerier,
Og mange flere Snurrepiberier,
Hvoraf jeg knap det halve veed:
Papa holdt for, hans Hest var at beklage;
(Deri han havde meget Ret)
Mama fandt ud, at i hans unge Dage
Han havde været nok saa net;
Sophie paastod, han var alt for lille,
Og Henriette han for gammel var;
De begge holdt den Ting for soleklar,
Han var en lille Smule Nar -
Marie blot taug ganske stille,
Og lod dem prate sammen hvad de vilde.

Da Dagen var forbi, det blev omsider Nat;
Og Søstrene, som nu blev ene,
Fortsatte deres Snak — „Men hvordan er det fat,
Marie? Hvi saa bleg? — jeg skulde mene,"
Var Henriettes Ord, „at det kun tilkom mig
At blegne her; thi sandt at sige,
Dengang jeg sagde Ja, jeg arme Pige
Tog feil." — „Saa gik det netop dig,
Som det gik mig;
Dengang jeg sagde Nei, jeg egentligen vilde" . . .
„Sagt Ja! -
Ah! ha!"
Sophie stemte i som tænkes kan: „Ha! ha!"
„Men hør engang, det end er ei for silde
Bliv rød igien;
Gaae du for mig til Brudeskamlen hen
I Morgen!" sagde Henriette -
„Kun Navnet, — hvis han kun ei havde dette?
„Hvad Navnet angaar," blev Marie ved,
„Det har sin Rigtighed,"
„Nu det er løierligt," udbrød Sophie -
„Saa Henriette, veed du hvad,
I Morgen vil vi pynte Søster Rie
Hvordan vi bær os ad,
„Ja! ja!" — det blev i Hast afhandlet og besluttet,
Og alle Tre
Med hi! hi! hi! — ha! ha! — he! he!
Sig ned i Dynerne (Sov sødt, I Søde!) putted.

Den næste Dag derpaa kom King igien
Med Præst og Kongebrev. Til Bryllupsfesten
Var alting færdigt, uden netop den,
Som skulde krone hele Resten.

Det varte to Qvarteer, det varte tre:
„Hvor længe kan dog ogsaa Bruden bie?"
Da man til sidst fik pludselig at see
Imellem Henriette og Sophie
I hvide Bryllupsdragt den rødmende Marie.

Forældrene, som ei begreb
De trende Søsters overlagte Kneb,
Og alle Giester studsede ved dette.
Men King, som troede, Bruden var den Rette,
Sig nærmede til den, som festlig pyntet var,
Og vilde have Sagen klar.
„Min Herre, det er ikke Henriette." -
„Nei, det forstaar sig selv." — „Nu det er underligt
Hvordan han meer end vi begriber sligt;
Min Herre! Det er virkelig Marie." -
„Ja hvem vel ellers." — „Hun, som sagde Ja,
De vil jo have?" — „Just! Men hedder da
Hun Bruden her ei virkelig Marie?"
„Jo rigtig nok, men" — „Hvad skal dette Men
Da sige? Skal jeg nu frie om igien?
Hvorefter skal vi længer bie,
Naar Bruden færdig er og Præsten, som skal vie?"

Man Kongebrevet saae, og see! der stod Marie.
Man studsede forskrækkelig derved.
Min Frier blev af al den Studsen kied,
Til sidst han blev endog en Smule vred.
Men endelig forklarede Sophie
Den hele Sag,
Til Kings, Papas, Mamas og Hvers Behag:
„Thi," sagde Henriette, „jeg kan bie." -
„Det haster heller ikke just med mig;
Men passer allerbedst for dig,
Min Søster!" lagde til den skielmske Miss Sophie.
Historien, de kortsagt, alle led,
(Gid Læseren det vilde med!)
Og King blev viet og gift, og glad med sin Marie.

Moralen som heraf kan pilles ud,
Med overmaade lidet Hovedbrud
Er meer end een; jeg kiender, sandt at sige
Kun faa Historier i Riim saa rige
Paa reen og fyndig, sand og sund Moral,
Som denne — Fast af hver en Periode
Man lære kan Alt hvad man lære skal,
Naar man har Takt for det moralske Gode.
Det vigtigste deraf for Brudgom og for Brud
Vil sikkerlig min Læser selv udfinde,
Naar han og hun engang faar sligt i Sinde,
Hvortil dem skienke Held den unge blinde,
Bevingede, bekiendte lille Gud!