Skiøn og kielen, som Cythere,
Hvid og mild, som Cynthia,
Rund, som Hebe, rank, som Here,
Er min Idealia.

Ingen af de tre Chariter
Er i Ynde hende lig;
Alle Jordens Aphroditer
Falme, naar hun viser sig.

Som en en Straale fra det Høie
I et Blik af Lysets Gud,
Munterhed i hendes Øie,
Liv og Vellyst spreder ud.

Paa de hvide runde Kinder
Dydens Roser aabne sig;
Naar hun smiler, Kummer svinder
Morgenrødens Fiende lig.

Elskovsguder rundt omkrandse
Hendes mørkebrune Haar;
Alle Gratierne dandse,
Om den Skiønne, hvor hun gaaer.

Zefyr overgiven spøger
Med en Fold, nu hist nu her,
Som hver Yndighed forøger
Ved kun halv at skiule hver.

Roser spire, hvor hun træder,
Under hendes skiønne Fod;
Taus Beundring, Held og Hæder
Ile hendes Skridt imod.

Frækheds Satyr ærbar flygter,
Vover ei at see sig mæt;
Smigers lumske Slange frygter
Hendes lyse Majestæt.

Hendes hulde Blik henriver
Selv den kolde Grublers Aand,
Lokker, og tilbagedriver
Lige stærk hver vovsom Haand.

Hendes Fromhed, Vid og Ynde,
Smelter Sorgen hen i Fryd;
Ondskab blues ved at synde,
Naar den kiender hendes Dyd.

Der hvor hendes Smil opliver,
Spilder Skiebnen al sin Harm.
Zembla, Zahra, Helved bliver
Paradiis i hendes Arm.

Men en Mangel har min Pige,
Som det alt fordunkle vil:
Ak! den Uforlignelige
Drømmer neppe, jeg er til!