Der stander en Hytte paa Jorden etsteds
Saa langt fra den alfare Vei -
Der sadde vi trende saa salig tilfreds;
Jeg evigen glemmer det ei.

Der sadde vi, Broder, og Brudgom, og Brud -
En Brudgom, en Brud, og en Ven -
En Ven, og en Brud, og en Brudgom — o Gud!
Jeg tager det evig igien.

Vi havde jo fordum, adskilte saa vidt
Paa Livets Uroligheds Elv,
Os længtes saa underlig, længtes saa tidt
Og inderlig efter os selv.

Vi ledte om Samling, vi ledte om Roe,
Vi ledte med elskende Vee -
Vi vare vel eene, vi vare vel to;
Men aldrigen Eet kun i Tre.

Det var, som om hver var en lidende Deel
Af Livets forstyrrede Fryd -
Os skillede syntes ei Skabningen heel
I Venskab, og Elskov, og Dyd.

Men nu, vi hinanden saa pludselig fandt,
Saa langt fra den alfare Vei,
Hin Himmerigs høie Trefoldighed bandt
Hvad Jorderig adskiller ei.

Han, hellig ved Tanke, ved Viisdom, og Dyd -
Jeg, hellig ved Venskab, og Sang -
Hun, hellig ved Elskov, og Veemod, og Fryd -
Til Eet nu foreenede klang.

Vi følte det saligt, med Englenes Lyst,
Mens sødt i hinanden vi flød,
At, trykt til hverandres uskyldige Bryst,
Vi slumred i Skaberens Skiød.

Vi følede dybt, med guddommelig Vægt,
Hvis Jorden og Himmelen faldt,
Heel i vor Treenighed Aandernes Slægt,
Og Hytten Materiens Alt.

Vi var os saa nok! o! vi vare saa froe!
Vi føled ei jordiske Baand -
Vi bad, og vi legte, vi græd, og vi loe -
Og alt i vort Væsen blev Aand -

Og Aandernes Aand, med hinanden i Favn,
Almægtig os alle henrev -
Og Længslernes Hav blev til Saligheds Havn -
Og Tiden til Evighed blev -

Og høit giennem Himlenes Himle det klang:
„Eet evigen være de tre!"
Og født i de brusende Hvirvelers Sang
Klang Englenes Amen. „Det skee!"